1.2a.1c. Øvrige fremtidige byudviklingsområder

Retningslinjerne angiver, hvordan Tranevej 2 og Rønnedevej 9 skal omdannes til boligområder med blandede byfunktioner.

MÅL

  • Områderne Tranevej 2 og Rønnedevej 9, ønskes omdannet fra deres nuværende funktion til boligområder med blandede byfunktioner, når den eksisterende anvendelse bliver uaktuel. Hermed opnås tæt udnyttelse af rummeligheden i Ringsted by samtidigt med at områderne hver især kan bidrage til at udvikle en mere sammenhængende by.

Tranevej 2

Statisk kort

RETNINGSLINJER

1.2a.1c.1
Området kan omdannes til blandede byfunktioner, herunder boliger, liberale erhverv og service erhverv, som naturligt indpasses i byområdet.

1.2a.1c.2
Området skal udvikles i tråd med den omdannelse af området, der allerede er igangsat og særligt i tråd med planlægning for boligbyggeri, der er gennemført for naboejendommen Tranevej 4.

1.2a.1c.3
Ny bebyggelse skal opføres i høj kvalitet med fokus på bygningernes udformning og på facader.

1.2a.1c.4
Ny bebyggelse skal opføres som åbne karréer, der er tilpasset stedets skala.

1.2a.1c.5
Der skal etableres grønne bånd fra nord til syd i bebyggelsen og grønne gårdrum.

1.2a.1c.6
Bebyggelsen skal opføres, som en blanding af rækkehuse og etageboliger.

1.2a.1c.7
Bebyggelsen skal opføres med et enkelte materiale valg, der sikrer sammenhæng med omgivelserne.

 

Rønnedevej 9

 

Statisk kort

RETNINGSLINJER

1.2a.1c.8
Området kan udbygges med etageboliger, tæt-lavboliger samt lejligheder i eksisterende bebyggelse.

1.2a.1c.9
Bebyggelsen skala skal tilpasses omgivelserne med kirkegården mod nord, kolonihaverne mod øst samt villaer og banen mod syd.

1.2a.1c.10
Ny bebyggelse skal opføres i høj kvalitet med fo­kus på bygningernes udformning og på facader. Bebyggelsen skal opføres med et enkelt materialevalg, der sikrer sam­menhæng med omgivelserne.

1.2a.1c.11
De bevaringsværdige bygninger og den markante skorsten skal bevares og integreres i lokalplanlægningen for området.

1.2a.1c.12
Området skal have en grøn karakter og kobles på eksisterende stier.

1.2a.1c.13
I forbindelse med en omdannelse af området skal der sikres offentlig tilgængelig stiforbindelse gennem området, som sikrer forbindelse mellem kolonihaver øst for området og stiforbindelse gennem ny bebyggelse Mariehaven på vestsiden af Rønnedevej.

1.2a.1c.14
Klimatilpasningstiltag skal indgå i udformning af bebyggelsesplanen og kan skabe rammerne for et rekreativt mødested.

 

Sygehuset

Området udlægges pers­pektivområde. Ringsted Kommune understøtter Regionens fortsatte brug af området til sygehusrelaterede eller administrative funktioner. Udpeg­ningen signalerer, at Ringsted Kommune gerne indgår i positivt samarbejde for en omdannelse af området til boligformål, blandet bolig og erhverv eller andre offentlige formål end de nuværende, hvis regionens aktiviteter på grunden ophører eller udvikles.


Statisk kort

RETNINGSLINJER

1.2a.1c.15
Området vil på længere sigt, hvis sygehusaktiviteterne ophører, kunne omdannes til blandede byfunktioner, herunder boliger og liberale erhverv og private og offentlige serviceerhverv, som naturligt kan indpasses i byområdet, som ligger på kanten af bymidten.

1.2a.1c.16
Ved omdannelse af sygehusgrunden skal området udvikles så det sammen med Nørretorv former den nye ankomst til bymidten.

1.2a.1c.17
Bevaringsværdige bygninger skal bevares og fastholde en identitet i området.

1.2a.1c.18
Ny bebyggelse skal opføres i høj kvalitet med fo­kus på bygningernes udformning og på facader og tilpasses stedets skala.

1.2a.1c.19
Ny bebyggelse skal opføres med et enkelt materialevalg, der sikrer sam­menhæng med omgivelserne.

1.2a.1c.20
Området skal udvikles med en blanding af tæt-lav- og etageboliger og blandende byfunktioner, der understøtter en mere levende bymidte.

1.2a.1c.21
Området skal udvikles med en bærende grøn karakter, hvori eksisterende træer og beplantning så vidt muligt skal bevares.

1.2a.1c.22
Ved planlægning skal stiforbindelser i området, til bymidten, Nørre Torv og Kasserne sikres, så der skabes sammenhæng til handels-, kultur- og fritidstilbud.

 

Tranevej 10

Området udlægges til blandet bolig og erhverv. Såfremt ejer ønsker en omdannelse af området igangsættes loka­lplanlægning.

Området er på ca. 2 ha, med plads til ca. 110-125 boliger i form af etage­boliger og rækkehuse. Boligantal vil afhænge af fordelingen mellem etage­boliger og rækkehuse.

Området ligger i Ringsteds østlige ende og er afgrænset af Køgevej mod nord, Vibevej med blandet bolig og erhverv mod syd.

Området ligger midt i et område, der er under omdannelse. Ejendommen mod øst, Tranvej 4, er med lokalplan sikret mulighed for omdannelse fra erhverv til boligformål. I området ligger en større erhvervsvirksomhed, som fortsat er i gang.

Tranevej, som ligger i den nordlige ende af området vil kunne vejbetjene området.

Rønnedevej 9

Området udlægges til blandet bolig og erhverv.

Områdets omdannelse vil kunne realiseres i forlængelse af en evt. kommende beslutning om et fælles rådhus.

Området er på ca. 2 ha, med plads til 50-60 boliger i form af etageboliger, rækkehuse og lejligheder i eksisterende bygninger. Boligantal vil afhænge af muligheden for genanvendelse af eksisterende bygninger og indpasning af øvrige funktioner.

Området ligger mellem bymidten og Odinsvejskvarteret i et område, der overvejende er bebygget med lave etageboliger.

Der findes flere bevaringsværdige bygninger på ejendommen og den ek­sisterende bygningsmasse i røde teglsten er med til at give området sin særlige karakter.

Området huser i dag flere kommunale funktioner, som skal flyttes, hvis området skal anvendes til bolig. Genanvendelse af områdets eksisterende bygninger giver mulighed for nye boligtyper.

Sygehus (perspektivområde)

Området udlægges pers­pektivområde. Ringsted Kommune understøtter Regionens fortsatte brug af området til sygehusrelaterede eller administrative funktioner. Udpeg­ningen signalerer, at Ringsted Kommune gerne indgår i positivt samarbejde for en omdannelse af området til boligformål, blandet bolig og erhverv eller andre offentlige formål end de nuværende, hvis regionens aktiviteter på grunden ophører eller udvikles.

Området er på ca. 4 ha, med plads til 100-150 boliger i form af række­huse, etageboliger og lejligheder i eksisterende bygninger. Boligantal vil afhænge af muligheden for genanvendelse af eksisterende bygninger og indpasning af øvrige funktioner.

Området med sygehuset ligger i forlængelse af bymidten og Nørregade og udgør et eksisterende spændende bygningskompleks, der delvist kan omdannes.

Områdets placering mellem bymidte og Ringsted Outlet skaber en enestående mulighed for via omdannelse at skabe sammenhæng mellem nord og syd, forbindelser til kaserneområdet, og øvrig villabebyggelse. Området ligger ved indgangen til bymidten og kan dermed være med til at markere ankomsten til bymidten og udviklingen af en attraktiv bymidte.