5. Udvikling i det åbne land

HOVEDSTRUKTUR

Der er en omstilling i gang, hvor det åbne land i fremtiden skal tilgodese flere formål. Hvor dyre- og fødevareproduktion har været det primære formål i Ringsted i mange år, skal der fremover også være plads til mere skov og natur, samt produktion af grøn energi.

Ringsted kommune har udarbejdet en strategisk arealanalyse som afsæt for den udvikling, der er på vej i det åbne land. Med de nye udpegninger er det intentionen at skabe de bedste rammer for, at Ringsted Kommunes mål for omstilling i det åbne land kan gøres til virkelighed.

MÅL

  • Ringsted har et mål om at 25 % af kommunens areal er dækket af skov i 2045, fra 17% i 2020. 
  • 90 % af lavbundsarealerne skal genoprettes inden 2045.
  • Ringsted skal være selvforsynende med grøn energi i 2030.
  • Kommunen vil indgå i dialog med landbrugs- og fødevareerhvervet for at fremme klimavenlig råvareproduktion.

Hertil kommer et nationalt mål om 30 % beskyttet natur i Danmark i 2030.

I den blå menu til højre findes kort og beskrivelser af udpegninger til særligt værdifuld landbrugsjord; natur, skov og lavbundsarealer; grøn energiproduktion, samt landskabet og beskyttelse af dette. 

Arealudpegninger i denne kommuneplan er ikke fastlagte formål, men en kortlægning af, hvilke arealer som er bedst egnet til hvilke formål. 

Målene for skov, lavbund, grøn energi, fødevareproduktion og natur udspringer af nationale målsætninger og Ringsteds egen klimaplan, som forpligter til en målrettet indsats for en CO₂-neutral fremtid; Se Ringsteds Klimaplan her.

Udpegningen for vedvarende energi er ikke ændret i denne kommuneplan, da der pågår en lokalt forankret proces. Formålet er at få borgernes, lodsejere og virksomheders input til rammer og retningslinjer for etablering af vedvarende energianlæg.

 I 2024 kom en stor milepæl til opfyldelse af de fastsatte mål i form af "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark". I aftalen har staten afsat flere milliarder til blandt andet skovrejsning og udtagning af lavbundsarealer. Kommunen har en central rolle i at samarbejde med lodsejere, landboforeninger, fonde og andre relevante aktører, så man kan få opfyldt målsætningerne og gennemført omstillingen af det åbne land.

Aftalens første skridt er, at kommunerne i samarbejde med landbrugserhvervet og Danmarks Naturfredningsforening udarbejder omlægningsplaner for hver kommune ved udgangen af 2025.

Landdistrikter under forandring
Anvendelsen af arealerne i det åbne land skal tage flere hensyn fremover, og Ringsteds landsbyer vil fortsat være levende fællesskaber. Planlægning for landdistrikter og landsbyer i Ringsted indgår i flere af kommuneplanens temaer: 

Byrådets mål er at sikre, at kvaliteterne i Ringsted Kommunes landskaber, natur og rekreative områder beskyttes samtidig med, at de udvikles og benyttes til gavn for borgernes livskvalitet, sundhed samt oplevelsesmuligheder, og at disse områder i højere grad bidrager til en øget biodiversitet og bedre klimatilpasning.

Kommunen vil skabe sammenhæng og udvikle kommunens værdifulde landskaber og naturområder. Stier og andre grønne strukturer skal skabe flere og bedre adgange til og gennem landskabet, og regnvand skal bruges som ressource, der kan være med til at skabe nye blå og grønne og rekreative områder.