5.2 Natur, skov og lavbundsarealer

Forskellig slags natur

Natur kan være reguleret af forskellig national og international lovgivning, også på privat grund. Flere arealer i Danmark herunder søer, enge, moser, overdrev, heder mm. kan være beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3, der til en vis grad lægger nogle restriktioner på arealanvendelsen. Udover §3-beskyttet natur er dele af Danmarks hav- og landareal beskyttet under EU-lovgivning, gennem et netværk af arealer kaldet Natura 2000-områder.

Ny natur, eller naturgenopretning, kan være både etablering af søer, skovrejsning, omlægning af landbrugsjord til natur eller reetablering af vådområder. Hvilken slags natur, der i fremtiden kommer de forskellige steder, afhænger som udgangspunkt af arealernes fysiske forhold, men også af hvad man som lodsejer ønsker.  

Naturgenopretning kan ske i samarbejde mellem lodsejere, landboforeninger, fonde, kommunen og andre relevante aktører. Med "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark" har staten taget et stort skridt i at omstille det åbne land, ved at afsætte flere milliarder til at få opfyldt målsætninger for skovrejsning, genopretning af vådområder og beskyttelse af natur.

I den blå menu til højre er der kort og beskrivelser af udpegningerne til forskellige typer af natur i Ringsted kommune.