Kommuneplanens opbygning og kort

Kommuneplanen består af:

  • Hovedstruktur med overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen.
  • Retningslinjer for arealanvendelsen for en række emner.
  • Rammer som skal anvendes, når der udarbejdes lokalplaner for de enkelte områder i kommunen.

Hovedstruktur

I hovedstrukturen beskrives Ringsted Kommunes potentialer – både internt i kommune og i forhold til omverdenen. Hovedstrukturen giver et overblik over planens indhold og forhold til andre planer, og kan være indgangen til kommuneplanens mere detaljerede indhold. Hovedstrukturen findes under hvert tema i kommuneplanen. Find temaerne her.

Retningslinjer for arealanvendelsen

Kommuneplanens retningslinjer indeholder konkrete bestemmelser for mange forskellige emner. De enkelte retningslinjer kan gælde for nærmere afgrænsede områder eller for hele kommunen. Retningslinjerne indeholder bestemmelser om mange forskellige emner som eksempelvis natur, tekniske anlæg, kulturhistorie, byer, byggeri. Retningslinjerne findes som underside til hvert tema. Find temaerne her.

Rammer for lokalplanlægning

Kommuneplanens rammer for lokalplanlægning er bindeleddet til lokalplanlægningen og er afgørende for byrådets kompetence til at udarbejde lokalplaner.
I rammerne beskrives, hvad der kan og bør bestemmes i en lokalplan for det enkelte område for at sikre den sammenhængende bystruktur og de overordnede mål.
Kommuneplanen bestemmer, hvilke arealer i landzone der kan overføres til byzone eller sommerhusområde. Rammedelen kan bestemme rækkefølgen for udbygning af by- og sommerhusområder. Find rammerne her.

Kommuneplantillæg

Når kommuneplanen er vedtaget, får den retsvirkning, og byrådet får lokalplankompetencen, så der kan udarbejdes lokalplaner på grundlag af kommuneplanen. Hvis der i løbet af den tid kommuneplanen gælder opstår en situation, hvor Ringsted Kommunes Byråd ønsker at ændre på de bestemmelser, som kommuneplanen indeholder, kan der udarbejdes et kommuneplantillæg. Et kommuneplantillæg er et supplement til den eksisterende kommuneplan. Et kommuneplantillæg kan justere og ændre bestemmelser i kommuneplanen, når det er nødvendigt i forhold til realiseringen af en lokalplan eller andre projekter. Eventuelle tillæg kan findes her.

Kommuneplanens kort

Kommuneplanen indeholder digitale kort. Datakilden til alle kort er enten Ringsted Kommunes egne geodata eller offentlige grunddata fra Klimadatastyrelsen, Miljøstyrelsen eller andre offentlige myndigheder.

Kommuneplan 2026-38
Denne delvise revision af kommuneplanen fastholder generelt samme struktur som i 2021, med enkelte nye temaer. Kommuneplanen er udarbejdet i overensstemmelse med statslig udmelding ’Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning’, regional planlægning, og kommunale politikker, strategier og handleplaner, som har indflydelse på den fysiske planlægning.

Kommuneplan 2026-38 udmønter Ringsteds Planstrategi 2024, og som noget nyt er kommunens klimamål, vedtaget med Ringsted kommunes klimaplan 2023, indarbejdet i de enkelte temaer. De væsentligste ændringer er beskrevet i det følgende, og er udfoldet i ændringsnotatet.

TEMA 1 -  BOSÆTNING OG BYVÆKST

Klima- og byudviklingsprincipper
Klima- og Byudviklingsprincipperne skal understøtte en strategisk byplanlægning fremover, og er en udmøntning af Ringsted Klimaplan 2023, Planstrategi 2024, samt Rammer og retningslinjer for bymidten.  

Boligudlæg i Ringsted Kommune
Ringsted Kommune har store eksisterende boligudlæg, og kan ikke udlægge flere hektar areal til boligformål (nye kommuneplanrammer) end der er på nuværende tidspunkt, hvis planloven skal overholdes. Det er dog muligt at etablere flere boliger inden for allerede eksisterende boligudlæg. Det er væsentligt for udviklingen i Ringsted Kommune, at der igangsættes planlægning for primært flere parcelhuse samt kommunes øvrige eksisterende boligudlæg. Plan- og Boligudvalget har derfor besluttet følgende:  

  • at der i forbindelse med udviklingen af Besskovgård i Benløse, gives mulighed for 100 parcelhuse nu (etape 1), og 100-150 rækkehuse ved ny planlægning på et senere tidspunkt (etape 2) jf. rækkefølgeplanen neden for. 
  • at rækkefølgen for ny boligudvikling (lokalplanlægning) i den kommende kommuneplan er:     
    1. Besskovgård etape 1 (parcelhuse)
    2. Ringsted Vest - Torpet (blandet parcelhuse og rækkehuse, men uden mulighed for etageboliger)
    3. Besskovgård etape 2 (rækkehuse).

Udvikling i Odinskvarteret, i bymidten og i byzonelandsbyerne kan igangsættes uden hensyntagen til ovenstående rækkefølgeplan.

Landsbyudvikling 
Eksisterende udlæg til boligformål i byzone-landsbyerne fastholdes. Der planlægges for at styrke Ringsteds levende landsbyer gennem bedre adgang til natur (naturpark-plan m.fl.), flere fællesskaber, mobilitet, og boliger som svarer til behovet. Landsbyerne er samtidig vigtige aktører i den udvikling af det åbne land, som der planlægges for i tema 5. Udvikling i det åbne land i kommuneplanen.

Bymidten
Parallelt med udarbejdelsen af Kommuneplan 2026–38, er der udarbejdet forslag til kommuneplantillæg 21 om bymidten til den nuværende Kommuneplan. Kommuneplantillæg 21 er en meget væsentlig del af arbejdet med revitaliseringen af bymidten og har blandt andet fokus på, hvordan bymidtens ubebyggede eller ekstensivt udnyttede baggårde kan omdannes gennem fortætning med nye boliger, erhverv, og andre byfunktioner, der naturligt hører til i bymidten.

Kommuneplantillægget er indarbejdet i forslag til Kommuneplan 2026-38, og eventuelle ændringer på baggrund af høring vil ske som en del af processen for den kommende kommuneplan. 
Kommuneplantillægget er endnu ikke vedtaget, men, for at det kan nå at komme med i Kommuneplan 26-38, indarbejdes tillægget med en tydelig tekst, som forklarer det parallelle forløb. 

Perspektivområder for boligudvikling 
Plan- og Boligudvalget har besluttet at udlægge et nyt perspektivområde for boligudvikling ved Holbækvej 96 i Benløse med mulighed for ca. 200 blandede række- og parcelhuse (udviklers ønske). Området er indarbejdet i Kommuneplan 2026-38.

Perspektivområder skal anses som en hensigtserklæring for, hvor der i fremtiden kan udlægges nye kommuneplanrammer til boligudvikling. Udpegning af perspektivområder indebærer ingen bindinger/forpligtelser for kommunen.

TEMA 2 - ERHVERV OG DETAILHANDEL

Principper for erhvervsudvikling
Principper for erhvervsudvikling indgår i denne kommuneplan, blandt andet som udmøntning af Planstrategi 2024, og understøttelse af, at strategisk planlægning for erhvervsudviklingen kan give virksomhederne i Ringsted Kommune fordele, samt mulighed for at tiltrække nye virksomheder. Principperne lyder:

  1. Erhvervsudvikling skal ske som en del af den samlede strategiske byudvikling i Ringsted Kommune.
  2. Planlægning for grønne erhvervsområder, som understøtter virksomheders konkurrenceevne gennem fokus på procesenergi, strøm, mobilitet og symbioser.  
  3. Boliger og støjende erhverv planlægges, så de ikke er i direkte forbindelse med hinanden.
  4. Ny infrastruktur skal planlægges og anlægges, før der udvides med yderligere transporttungt erhverv.
  5. Planlægning for erhverv i landdistrikterne, der understøtter bosætning i byzonelandsbyerne og spiller ind i udviklingen af det åbne land.
  6. Fokus på udviklingen af arealerne ved og omkring grunden for det lukkede slagteri.
  7. Arbejde for at give virksomhederne fra Odinskvarteret mulighed for at blive i Ringsted.
  8. Arbejde for at tiltrække nye vidensvirksomheder til kommunen.


Arealudlæg til erhverv 
Der skal i Kommuneplan 2026-38 arbejdes aktivt videre med de eksisterende uudnyttede kommuneplanrammer: 3E2, 3E5 og 3E7. Efter lukningen af Danish Crown er der et særskilt fokus på udviklingen af slagteriområdet (3E7).

For at muliggøre mere anvendelig erhvervsjord, udlægges der i Kommuneplan 2026-38 nyt areal til erhvervsudvikling. Det nye areal er en udvidelse af den eksisterende Kommuneplanramme 3E5.

Perspektivområder for erhvervsudvikling 
Plan- og Boligudvalget besluttede at udlægge to nye perspektivområder for erhvervsudvikling:

  • Område i forlængelse af Business Park Ringsted mod øst
  • Område ved Adamshøj Gods (Ringsted Port)

Perspektivområder skal anses som en hensigtserklæring for, hvor der i fremtiden kan udlægges nye kommuneplanrammer til erhvervsudvikling. Udpegning af perspektivområder indebærer ingen bindinger/forpligtelser for kommunen.

Detailhandel
Ringsted Kommune har fået udarbejdet en detailhandelsanalyse (bilag 5)med det formål at få en opdateret status samt anbefalinger til handlinger i forhold til detailhandlen i Ringsted Kommune. Detailhandelsanalysen viser, at det samlet set går rigtigt godt (bedre end landsgennemsnittet) med både udvalgsvare- og dagligvarehandlen i Ringsted Kommune, og Ringsted Kommune har siden 2015 øget sin position som indkøbsby. Den positive udvikling er dog ikke ligeligt fordelt, idet handlen i Ringsted nord (Outlet, Ringstedet, Boxbutikker) er steget markant, mens handlen i den historiske bymidte er faldet væsentligt. Detailhandelsanalysen anbefaler:

  • At butikkerne i den historiske bymidte koncentreres med udgangspunkt i Torvet, Lille Torv, Sct. Hans-gade og Tinggade.
  • At der bør skabes sammenhænge og forbindelse mellem Ringsted nord og den historiske bymidte, samt på tværs af bymidte, med muligheden for at bevæge sig ”i rundgang”.
  • At der ikke bør gives mulighed for nye dagligvarebutikker ved indfaldsveje – da det udhuler mulighed for at etablere dagligvarebutikker i den historiske bymidte. 
  • At der ikke bør gives mulighed for mere detailhandel i Ringsted nord, end hvad der allerede er planlagt for.
  • At mulighedsrummet for nye butikker i bymidten bør være stort – under hensyn til købstadens særlige bygningstypologier.

Anbefalinger er indarbejdet i forslag til kommuneplan 2026-38. 

TEMA 3 - MOBILITET (TIDL. TRAFIK)
Vedrørende mobilitet indarbejdes der med med forslag til Kommuneplan 2026-38 den vedtagne cykelstrategi. Strategien skal bidrage til at videreudvikle cykelinfrastrukturen, ved at udbygge cykelstinettet, skabe forbindelser mellem eksisterende ruter, og skabe tryghed på veje og stier. Strategien er et centralt element i at opnå klimaplanens mål om at halvere den andel af de korte ture på 0-2 km som foregår i bil, sådan at 80% af de korte ture fremover vil være aktiv transport på cykel eller gåben.

I Klimaplanen 2023 blev det vedtaget, at der skal arbejdes med en samlet mobilitetsplan for Ringsted Kommune. Mobilitetsplanen skal samle planer for bymidten, trafiksikkerhedsplan, trafikplan, cykelstrategi og kollektiv trafik i én sammenhængende plan. Arbejdet med den samlede mobilitetsplan pågår, men er ikke en del af den kommende Kommuneplan 2026-38.


TEMA 4 - NATURPARK OG DE STORE SØER
Kommuneplantillæg vedtaget på byrådets møde i april 2025 vedr. naturparken er indarbejdet.


TEMA 5 - UDVIKLING I DET ÅBNE LAND 

Der er udarbejdet en ny analyse af, hvilke arealer som er egnet til henholdsvis: 
Særligt værdifulde landbrugsarealer, natur, skov, hensyn til drikkevand og lavbundsarealer.
Analysen er brugt som afsæt for tilretninger af udpegningerne i kommuneplanforslaget, og vil imødekomme de kommende års behov for ændret arealanvendelse, som blandt andet vil ske gennem Grøn Trepart.

Kortlægning for arealer, der er sårbare overfor solcelleanlæg er ikke ændret med dette forslag til kommuneplan. Der gennemføres i 2025 en borgerproces vedrørende retningslinjer og udpegninger til produktion af vedvarende energi. Resultatet af processen vil blive politisk behandlet i starten af 2026 og efterfølgende indarbejdet i kommuneplanen via kommuneplantillæg.

TEMA 6 – ENERGIPLAN 
Der er som noget nyt indarbejdet en strategisk energiplan som en del af kommuneplanen.
Formålet er at sikre planlægning for energiforsyning af kommunens borgere og erhverv på den mest hensigtsmæssige måde, fordelt på følgende underemner:

  • Varmeforsyning
  • Energiproduktion
  • Forsyningsnet

TEMA 7- MILJØ OG RESSOURCER

Trafikstøj

Der er indarbejdet ny kortlægning af støjbelastning i kommuneplanen. Kortlægningen angiver støjbelastningen ved alle boliger, og angiver mål og planlægning for nedbringelse af den belastning, som ligger over de tilladte grænseværdier, og for de grønne områder, som ønskes beskyttet mod trafikstøj. Kommunen har ansvar for, at der ikke opføres boliger, som er støjbelastede, mens det som udgangspunkt er boligejernes ansvar at beskytte deres bolig mod støj.

Klimatilpasning
Der er indarbejdet ny kortlægning over risiko for oversvømmelse, som fremover indgår i planlægningen.

Revision af kommuneplanrammer
Der sker væsentlige ændringer i følgende kommuneplanrammer i Kommuneplan 2026-38:

  • Den nordlige del af kommuneplanramme 5BE3 for Benløse Skel i Benløse, ændres fra at været udlagt til blandede bolig og erhvervsformål, til fremadrettet at være udlagt til teknisk anlæg. Dette primært fordi området er stærk udsat for vand, både i form af regnvand og terrænnært grundvand. 
  • Afgrænsningen af kommuneplanramme 13B2 for Vigerstedvej i Vigersted, som udlægger området til til boligformål ændres, således at den sydlige del af området tages ud, for at skabe mere plads, kvalitet og synergi vedr. indsatser i forbindelse med det kommende store drikkevandsprojekt ved Vigersted Kildeplads.
  • En lille del af kommuneplanramme 3B2 for Bengerds Allé i Ringsted Syd, ændres fra boligområde til blandet bolig- og erhvervsområde. Dette fordi området er placeret i direkte tilknytning til eksisterende industri, og at den nye anvendelse kan muliggøre en sameksistens i området. 

Alle ændrede kommuneplanrammer fremgår af Ændringsnotatet.