INDSATSOMRÅDE 8:
FREMME AF KOMBINATIONSREJSER
Cyklens potentiale som transportmiddel er primært begrænset til ture på op til 5-8 km, da længere ture kan virke uoverskuelige for de fleste.
For at fremme kombinationsrejser og bæredygtige transportformer kræver det, at bilister tilbydes flere muligheder for at parkere bilen uden for eksempelvis Ringsted Bymidte og derefter cykle eller benytte kollektiv transport resten af vejen.
STRATEGI OG INDSATSER
Ringsted Kommune vil forbedre mulighederne for kombinationsrejser, hvor cykel kan indgå som en del af rejsen.
BAGGRUND
I Ringsted Kommune er der i dag kun få og uorganiserede muligheder for at benytte cyklen som en del af en pendlertur fra omegnskommuner og afsides bysamfund.
Overgangen fra bilture til mere miljøvenlige kombinationsrejser kan opdeles i to typer:
For at kombinere bilture med cykelture kræves der gode og velplacerede parkeringsanlæg tæt på det overordnede vejnet og hovedrutenettet for cyklister, så bilen kan parkeres og den sidste del af turen kan foregå på cykel. Disse anlæg bør placeres tæt ved større indfaldsveje til Ringsted inden for en radius af 5-8 kilometer fra Bymidten.
Den mest almindelige form for kombinationsrejse er mellem kollektiv trafik og cykel. Denne type rejser kan styrkes ved at etablere overdækkede parkeringspladser ved kollektive trafikterminaler og ved at øge muligheden for at medbringe cykel i bus og tog, især i morgen- og eftermiddagstimerne.
Dette kan reducere ulemperne ved manglende dør-til-dør transport og tilskynde flere til at kombinere cykel og kollektiv trafik. Derfor kan der arbejdes på at forbedre og udbygge cykelparkering ved kollektive trafikknudepunkter og samtidigt undersøge muligheden for at medtage cykler i den kollektive trafik.
By- og pendlercykelordning
Potentialet for en by- og pendlercykelordning er ikke afprøvet i Ringsted Kommune. Som et eksempel er der by- og pendlercykler i bl.a. Frederikshavn, Fredericia og Middelfart samt i de tre største danske byer.
By- og pendlercykler kan ses som et tilbud til byens pendlere og gæster, der ankommer i enten egen bil eller med kollektiv trafik og hvor den sidste del af rejsen til målet tilbagelægges med en pendlercykel.
Som et eksempel på en indsats kan mulighederne for at udbrede en by og pendlercykelordning i Ringsted Kommune undersøges.
Disse cykler kan med fordel placeres ved kommunens knudepunkter, som Ringsted Station, Ringsted Outlet, Ringsted Bymidte og ved større erhvervsområder.
Eksempler på øvrige indsatser:
- Udbredelse af et koncept for en by- og pendlercyklerordning i tilknytning til kollektive trafikknudepunkter samt store parkeringshuse
- Udbygning med cykelparkering ved kollektive trafiknudepunkter
- Udbrede kendskabet til - og forbedre - kommunens samkørselspladser og udbygge med nye