Kommunernes opgave er at udpege hvilke landbrugsarealer der har størst potentiale for at blive omlagt til f.eks. vådområder, skov eller ekstensiv drift. Herefter er det landbrugsrådgiverne og Danmarks Naturfredningsforening der er med til at godkende de udpegede områder. Formålet er at finde de steder, hvor man med de rette virkemidler kan opnå den største effekt – især når det gælder reduktion af kvælstofudvaskning til vandmiljøet, reducering af CO2 udledning og forbedring af naturen og biodiversiteten.


Omlægningsplanerne
De områder, der bliver udpeget til omlægning, samles i de såkaldte omlægningsplaner. Det er kommunerne selv, der står for at udpege de konkrete områder til omlægning, i samarbejde med relevante aktører. Når områderne er udpeget, er det de lokale treparter, der har ansvaret for at godkende og indstille omlægningsplanen til politisk behandling.
I Ringsted Kommune blev omlægningsplanen klar til godkendelse i de lokale treparter efter sommerferien 2025, og derefter blev de forhåndsgodkendt i byrådet i efteråret 2025. De er nu offentliggjort fra januar 2026 i hele landet og kan tilgås via kortlægningsprogrammet MARS.
MARS
Hjemmesiden MARS er et offentligt tilgængeligt kortlægningsprogram, hvor du kan tilgå omlægningsplanerne og se indsatserne på de forskellige delmål i hele landet. Her kan du se om dine egne arealer er en del af et projekt.
Hvordan kan du være med?
Har du jord, som du tror kunne være egnet til et projekt, hører kommunen meget gerne fra dig. Visse typer arealer er særligt velegnede til at tilbageholde kvælstof og kulstof – det gælder især lavtliggende områder som ådale, tidligere mosearealer og andre steder, hvor vand naturligt samler sig.
På MARS kan du også selv tjekke, om du ejer områder der er blevet udpeget. Har du jord der indgår direkte i omlægningsplanerne, vil du allerede i løbet af efteråret 2025 automatisk blive kontaktet af kommunen, med invitation til et åbent hus arrangement, hvor du sammen med medarbejderne fra kommunen, kan diskutere mulighederne for dine arealer.
Så snart kommunen går videre i processen med projekterne, vil de berørte lodsejere blive informeret.


Rådgivere og konsulenter
Du kan også læse mere om udtagning af landbrugsjorder til gavn for natur og miljø, samt finde kontaktinformationer på udtagningskonsulenter på udtagningskonsulenternes hjemmeside.
