Statisk kort
Statisk kort

Når klimatilpasningsindsatsen skal prioriteres er det nødvendigt, at der skabes et overblik over, hvilke værdier vi har i kommunen og hvilke værdier som trues af oversvømmelser.

 

I Ringsted Kommune anvendes ejendomsværdien som udtryk for værdien af et givent område. Baggrunden herfor er, at dette anbefales af staten. Der er både fordele og ulemper ved at anvende ejendomsværdien som grundlag for prioriteringen. På den ene side giver det et ensartet grundlag, både på tværs af Kommunen, men også på tværs af hele landet. Samtidig er den offentlige ejendomsværdivurdering ikke fejlfri og en bygnings ejendomsværdi udtrykker ikke nødvendigvis den fulde samfundsmæssige værdi af bygningens funktion, som skole, for eksempel. Endvidere har der vist sig at være problemer med at anvende ejendomsværdierne ved for eksempel blandede boformer og etagebyggeri. Derfor har Ringsted Kommune valgt at kombinere data for ejendomsværdi med viden om befolkningstæthed og en række politisk valgte lokale værdier. Det vurderes, at denne kombination i vidt omfang sikrer mod fejlprioriteringer i handleplanen.

 

Ringsted Kommune har valgt at lave et udtræk af ejendomsværdier fra BBR, som summerer ejendomsværdierne i kommunen i et fladedækkende værdikort. Staten har stillet et tilsvarende kort til rådighed for kommunerne, men det viste sig at være mangelfuldt. Værdikortet viser ejendomsværdierne i et 100 * 100 m net.

 

Af nedenstående kortudsnit kan det eksempelvis ses, at der i området ved Benløse Bypark er store materielle værdier i området omkring Benløse centret.

Billedtekst: Kortet viser ejendomsværdien i området omkring Benløse Bypark, hvor farveskalaen går fra grøn mod rød og angiver ejendomsværdien fra under 1. million kr. (mørk grøn) til over 12-50 millioner kr. (rød).

Derudover har kommunen benyttet sig af egne oplysninger om befolkningstæthed opgjort som antallet af boenheder, som er et andet udtryk for akkumulation af værdier.

 

Af nedenstående kortudsnit kan det f.eks ses, at der er en høj befolkningstæthed i området omkring Benløse Bypark, som blandt andet består af et boligområde med etagebyggeri.


Billedtekst: Kortudsnittet viser befolkningstætheden i Ringsted Kommune, angivet som antallet af boenheder, hvor farveskalaen går fra lys (0-5 boenheder) mod mørk rød (mere end 100 boenheder)

Ringsted Kommune har opstillet en prioriteringsnøgle for de værdier der udover ejendomsværdi og befolkningstæthed, skal prioriteres særligt i klimatilpasningsplanen. Er der f.eks. nogle samfundsmæssige konsekvenser, som overstiger den ejendomsmæssige værdi af bygninger med mere? Det kan f.eks. være de samfundsmæssige konsekvenser af at et sygehus, infrastruktur eller andet oversvømmes. Derfor er der sket en teknisk og politisk bestemt udpegning af vigtige lokale værdier og interesseområder i Ringsted Kommune.

De lokalt prioriterede værdier er blevet inddelt i 5 kategorier:

  1. Ingen vand (områder hvor en oversvømmelse vil udgøre en sundhedsmæssig risiko for mennesker og have store samfundsøkonomiske konsekvenser)
  2. Ingen vand (områder hvor en oversvømmelse vil være på bekostning af væsentlige værdier med store samfundsøkonomiske konsekvenser).
  3. Helst ikke vand (områder hvor en oversvømmelse er forbundet med en kortvarig betydning for lokal kulturarv eller for samfundsøkonomien).
  4. Mulighed for vand (områder hvor en oversvømmelse er forbundet med lokale gener, eventuelt påvirkning af beskyttede naturområder og landbrugsområder). De økonomiske konsekvenser påvirker grundejerne lokalt).
  5. Gerne vand (Områder hvor en oversvømmelse kan være forbundet med lokale gener og, hvor der er begrænsede økonomiske konsekvenser).

Der er udarbejdet en liste over de lokale prioriterede værdier i forhold til kategorierne. Værdierne er herefter blevet placeret på et kort over lokale værdier for Ringsted Kommune.

 

F.eks. kan det af nedenstående kortudsnit ses, at der er fire lokale værdier i området omkring Benløse Bypark.

Ejendomsværdierne, befolkningstætheden og de lokale værdier udgør tilsammen Ringsted Kommunes værdikortlægning og udgør sammen med oversvømmelseskortet og risikokortet baggrunden for at udpege risikoområderne i Kommuneplanen og planlægge indsatser i denne handleplan.