Sektorplaner

Sektorplaner

KLIMAPLAN FOR RINGSTED KOMMUNE 2023-2045

 

 

 

Sammen om et grønt Ringsted 

Ringsted er en moderne købstad og kommune midt i mulighederne. Med klimaplanen sættes kursen mod en fremtid, hvor den grønne omstilling kommer til at være en integreret del af vores hverdag og udvikling. Målet er, at Ringsted kommune som geografisk område skal være CO2-neutral og klimarobust i 2045.

Den grønne omstilling vil kunne mærkes i både bybilledet, landskabet og hverdagslivet i Ringsted. Byen skal indrettes, så vi udleder mindre CO2 fra transport, boliger og bygninger, og så vi er forberedte på ekstremt vejr. På landet skal der være mere plads til vedvarende energi, skov og nye naturområder, der opsamler CO2 og fremtidens øgede regnmængde.

Det er en stor opgave, vi står over for. Men det kan lykkes, hvis både borgere, virksomheder og kommunen gør en fælles indsats for af nedbringe udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Det vil kræve, at vi sammen finder nye måder at leve, færdes og arbejde på.

Klimaplanen giver ikke et endegyldigt svar på, hvordan vi indfrier de ambitiøse målsætninger. For vi har ikke alle svarene og løsningerne endnu. Men klimaplanen sætter sammen og viser noget af vejen - for borgere, virksomheder og kommunen i fællesskab. 

Borgmester Henrik Hvidesten

Juni 2023

 

 

 

 

 

 

 


 

 

I Klimaplanen præsenteres en række ambitiøse målsætninger, og de tiltag og handlinger, der skal til for at nå dem. Her kan du se en oversigt over alle klimaplanens målsætninger fordelt på fem forskellige temaer:  

Klimaplanen skal skabe mulighed for etablering af vedvarende energianlæg, der sikrer tilstrækkelig lokalproduceret energi i fremtiden. 

  1. Borgere, erhverv og institutioner har sikker, lokal og bæredygtig energiforsyning til produktion, varme og transport i 2030
  2. Alt Ringsteds strømforbrug skal i 2030 være produceret vedvarende indenfor kommunegrænsen
  3. Fjernvarmeforsyning i kommunen skal i 2030 være 100% baseret på vedvarende energi
  4. Kommunen understøtter den nationale omstilling af energiforsyningen, herunder udnytter Ringsted Kommunes centrale beliggenhed i forhold til placering af nye energianlæg
  5. Kommunen laver en fælles lokalforankret indsats, der imødekommer eventuel skepsis over for energianlæg

Klimaplanen skal understøtte omstillingen til fossilfri og aktiv transport

  1. 30% af personbilerne kører på el i 2030 - i 2022 udgjorde elbiler 4% af alle biler i Ringsted
  2. Alle kommunens tjenestebiler kører fossilfrit efter næste udbudsrunde
  3. Alle busser kører fossilfrit senest i 2030
  4. I 2045 er al fossil transport udfaset i Ringsted og Danmark
  5. 80% af de korte ture mellem 0-2 km foregår som cyklist, fodgænger, eller anden aktiv transport i 2030 – det er 20% flere end i 2020, og svarer til at ca. 5000 ture om dagen skal flyttes fra bilen
  6. 60% af turene mellem 2-10 km skal foregå med fossilfri transport i 2030 – det er en tredobling af de aktive ture i 2020
  7. 20% af pendlingen, som i 2019 blev foretaget i bil, er flyttet til tog eller bus i 2030
  8. CO2 udledning fra den gennemkørende trafik i Ringsted skal mindskes- ved at arbejde for nedsættelse af hastigheden på motorvejen

Klimaplanen skal bidrage til en klimarobust og bæredygtig byudvikling, samt energieffektive boliger og kommunale bygninger

  1. Kommunen sætter rammen for mere bæredygtig byudvikling, samt bæredygtigt byggeri og anlæg i kommunen
  2. Udviklingsområderne Hulemarken, Odinskvarteret og Torpet får hver deres klimaprofil
  3. Nye udviklingsområder skal fremover udformes så de er robuste over for klimaregn til en 100 års hændelse
  4. Klimatilpasning skal tænkes sammen med mulighederne for at forbedre naturen eller rekreative tiltag
  5. Bymidteplanen skal indeholde klimamål
  6. Vi arbejder for at undgå varmeø-effekten i Ringsted Bymidte gennem fx skyggepåvirkning.
  7. Kommunen understøtter borgerne i at sikre egne boliger imod oversvømmelse
  8. Mængden af bygninger, der er sårbare overfor klimaregn, vil være reduceret til 15% i 2045
  9. Al boligopvarmning med naturgas skal ophøre senest i 2035
  10. Antallet af boliger med olieopvarmning skal reduceres med 90% senest i 2030. I 2045 skal ingen boliger være opvarmet med olie
  11. Energiforbruget i kommunale bygninger mindskes med 2% om året. Borgerne opfordres til samme mål i de private boliger

Klimaplanen skal bidrage til udvikling af landbrugserhvervet og bedre landsbyer gennem samarbejde om klimatilpasning, energi, transport og landbrugsarealer


Landsbyer

  1. Samarbejdet om det klimamæssigt bæredygtige liv skal være omdrejningspunktet for kommunens arbejde i og med landsbyerne
  2. Kommunen understøtter, at borgere på landet har mulighed for at komme rundt via aktiv transport, og har gode muligheder for opkobling til kollektive trafikknudepunkter
  3. Kommunen understøtter omstillingen til grøn varme på landet, der hvor fjernvarme ikke er den umiddelbare løsning


Landbrugserhverv

  1. Kommunen samarbejder med landbrugserhvervet om den grønne omstilling i landbruget, og understøtter at vi fritlægger flere lavbundsarealer og planter mere skov, der hvor det giver mening og der er interesse for det
  2. Målet er at 50% af lavbundsjord i drift udtages og fritlægges inden 2030. I 2045 vil 90% af lavbundsjorden være taget ud af drift
  3. Målet er at 20% af arealet i Ringsted Kommune skal være skov i 2030, og 25% i 2045.
  4. For at klimatilpasse kommunens vandløb skal der inden 2030 udpeges områder til mulig vandparkering i by og på land

Gennem samarbejde og partnerskaber med lokale virksomheder vil klimaplanen understøtte konkurrencedygtig grøn omstilling

  1. Ringsteds placering bruges aktivt til at understøtte transportkrævende erhverv til mere klimavenlige løsninger, fx brint og mere gods på skinner
  2. Vedvarende procesenergi skal erstatte naturgas og olie i industrien med 50% i 2030 og 100% i 2045
  3. Flere symbiose-partnerskaber, hvor rest fra en produktion bruges som ressource i anden produktion
  4. 20% af den tunge transport og nonroad-maskiner kører på el, brint eller biogas i 2030. 100% kommunens egne maskiner kører fossilfrit i 2030. I 2045 kører alle fossilfrit
  5. Alle virksomheder opfordres til at arbejde for at nedsætte energiforbruget med 2% årligt.
  6. Kommunen understøtter virksomheder i at sikre deres ejendomme mod oversvømmelse


Udgangspunktet for klimaplanens målsætninger og tiltag er en opgørelse over, hvor vi står i dag - hvilke udfordringer, vi har i Ringsted Kommune, og hvilke knapper, vi har at skrue på i forhold til at reducere vores CO2-udledninger:

For at vide, hvor vi skal hen, er det nødvendigt at vide, hvor vi står nu. Med hjælp fra rådgivningsvirksomheden PlanEnergi har vi derfor fået lavet en opgørelse over de CO2-udledninger, der finder sted i Ringsted Kommune som geografisk areal. Opgørelsen er lavet i 2022, baseret på tal fra 2019.  

 

Sådan fordeler CO2-udledningerne sig i Ringsted Kommune. 

 

Som det fremgår af figuren ovenfor, står transportsektoren for hele 46% af kommunens udledninger. Energi- og affald står for 35% og landbruget for 19% af de samlede udledninger. Transport, energi og landbrug er derfor områder, som vi fremover vil have særligt fokus på i Ringsted Kommune.

Frem mod 2030 skal vores CO2-udledninger fra energi, transport og landbrug nedbringes betydeligt. Det vil kræve en omfattende omstillingerne i måderne vi bor, bygger, transporterer os og driver industri i Ringsted. Det vil også betyde store forandringer i den måde, landskabet ser på ud i dag. Der skal selvfølgelig stadig være plads til at producere fødevarer i Ringsted, men i fremtiden skal en langt større del af vores arealer bruges på skov, natur, regnvandshåndtering og til at producere vedvarende energi fra vindmøller og solceller. 

For at beregne effekten af vores indsatser i fremtiden, har vi med udgangspunkt i klimaregnskabet lavet fremskrivninger til 2030 og 2045, samt tegnet en såkaldt reduktionssti, der viser vejen til at nå målene på de forskellige områder. 

Læs mere om klimaregnskabet og reduktionsstien her.

 

Med CO2 mener vi CO2e

Der er en række drivhusgasser ud over CO2, der belaster klimaet. Det drejer sig fx om metan fra dyrenes fordøjelse, og lattergas, som bl.a. dannes ved omsætningen af gødning.

Der er stor forskel på, hvor meget de forskellige drivhusgasser påvirker den globale opvarmning. I Ringsteds klimaregnskab er de derfor omregnet til CO2-ækvivalenter (CO2e), hvor man ser på, hvor meget udledningen af en anden gas, som fx metan eller lattergas, ville svare til i CO2.

For læsbarhedes skyld har vi dog valgt konsekvent at bruge betegnelsen CO2, også når der teknisk set er tale om CO2e.

 

På klimaplanens forskellige sider kan du læse mere om den lokale klimaindsats i Ringsted og hvad den kommer til at betyde for dig som borger, som virksomhed, dig der færdes i byen, for landsbyerne og landdistrikterne i kommunen: