Sektorplaner

Sektorplaner

Bolig

 

Gamle og utætte rækkehuse og villaer bruger meget el og varme. Det kan gavne både klimaet og pengepungen at energirenovere de private boliger, der trænger til det, og udskifte olie- eller gasfyret med grønnere alternativer. 

Samtidig skal vi til at producere mere vedvarende energi her i Ringsted - nok til at forsyne alle borgere, erhverv og institutioner med lokal og bæredygtig energi til strøm, varme og biler.

Som boligejer kan det også være nødvendigt at forberede sig på fremtidens vejr. Klimaforandringer betyder mere nedbør og større risiko for oversvømmelser flere og flere steder. Der kommer også flere perioder med høj varme og stærk vind.  Derfor skal boligforeninger og boligejere sikre deres boliger, haver og naboarealer. Det kan fx være ved at sørge for, at kraftig regn kan parkeres, inden det kan ledes væk gennem vandsystemer. Det kan også være ved at plante flere træer og mere grønt, som kan skabe skygge, når det er varmt og læ ved kraftig vind.

Flere grønne områder, gerne med vilde planter, er også med til at modvirke udledningen af CO2 og styrke biodiversiteten - det vil sige at vi har mange forskellige planter og insekter.

 

Energi og affald udgør ca. 35% af Ringsted Kommunens samlede CO2-udledning. Heraf udgør varme ca. 23%, mens import af strøm udgør ca. 52%.   

 

Vidste du at...

37% af de globale drivhusgasudledninger kan forbindes til de bygninger, vi bor og lever i. Bygningernes klimaaftryk findes især i den CO2, der udledes i forbindelse med produktionen af byggematerialer, og i den energi, der bruges til strøm og varme.

Kilde: Concito

 

Klimaplanens målsætninger:

Oliefyr udfases i 2030 og naturgas som opvarmningsform udfases i 2035

I 2022 blev ca. 4.500 boliger i Ringsted Kommune opvarmet med oliefyr, mens ca. 6.600 blev opvarmet med naturgas.

Den nationale målsætning er, at udfase oliefyr i 2030 og naturgas som opvarmningsform i 2035. Det vil sige, at ca. 11.100 boliger, eller 29% af alle boliger i Ringsted, skal omstilles til fjervarme eller andre grønne varmløsninger.    



Kommunen understøtter omstillingen til grøn varme på landet, der hvor fjernvarme ikke er den umiddelbare løsning

 

 

Ringstedborgere opfordres til at sænke energiforbruget i private boliger med 2% om året

 

 

Senest i 2030 skal strømforbruget i hele Ringsted Kommune være dækket af vedvarende energi

 

Fjernvarmeforsyning i kommunen skal i 2030 være 100% baseret på vedvarende energi

 

Kommunen understøtter borgerne i at sikre egne boliger imod oversvømmelse

 

Så meget batter det:

Hvis alle olie- og gasfyr i Ringsted kommune udskiftes med grønnere alternativer kan vi spare ca. 12.000 tons CO2. Det svarer til ca. 17% af den samlede besparelse, som Ringsted kommune skal nå inden 2030.

Hvis den kollektive varmeforsyning omstilles fra naturgas til vedvarende energikilder vil det give en besparelse på ca. 10.500 tons CO2. Det er 15% af den samlede besparelse, som Ringsted Kommune skal nå inden 2030.

Læs mere om klimaregnskabet her.


Sådan får vi klimavenlige boliger: 

Mange borgere er allerede godt i gang, og alle opfordres til at finde opvarmning, som bruger vedvarende energi eller fjernvarme.

I Ringsted Kommune er det stadig ca. 29% af boligerne, der opvarmes med olie og naturgas, mens 52% opvarmes med fjernvarme. Kommunen samarbejder derfor med Ringsted Forsyning om at udbygge fjernvarmenettet og omstille fjernvarmeforsyningen til 100% vedvarende energi.

I Ringsteds landområder, som består af små spredte landsbyer, kan det være vanskeligt at etablere klassiske fjernvarmeløsninger. 

I dialog med Lokalrådene vil Kommunen derfor undersøge, hvordan landsbyerne bedst kan forsynes med grøn varme i form af individuelle eller kollektive løsninger.  

Når olie- eller gasfyret skal udskiftes med et grønnere alternativ kan det være en fordel at gå sammen i et energifællesskab, hvor man som lokal gruppe samarbejder om grønne energiløsninger. I samarbejde med lokalrådene vil Ringsted Kommune derfor understøtte lokale energifællesskaber i de områder, hvor fjernvarme ikke er den umiddelbare løsning.   

Som boligejer kan du spare meget på energien ved fx at efterisolere dit hus og udskifte utætte vinduer og døre. Det er godt for klimaet og med de stigende energipriser kan det tilmed være en god investering.    

Det behøver ikke nødvendigvis at være stort og omfattende - selv mindre energioptimerende tiltag kan gøre en forskel. Det kan fx være at tætne små huller og sprækker i hjemmet eller skrue én enkelt grad ned for varmen.

Hvis du har brug for hjælp til, hvordan du kan energioptimere din bolig eller søge tilskud til energiforbedringer, har Energistyrelsen en gratis rådgivningsservice, som sidder klar med råd og vejledning.

Læs mere på sparenergi.dk

Samtidig med at vi alle sammen skal spare på energien, skal Ringsted producere mere vedvarende energi lokalt.

Målet er, at vi i 2030 skal producere så meget energi fra vindmøller, solceller og lignende, at både borgere og erhverv i hele kommunen har adgang til lokalproduceret vedvarende energi.

Læs mere om klimaplanens ambitioner for vedvarende energi her.

På private arealer er det dit eget ansvar som boligejer at sikre din ejendom mod de mængder nedbør, der vil komme i fremtiden. Der er heldigvis meget, du selv kan gøre for at undgå, at vandet ødelægger nogle af dine værdier.

Der er grundlæggende tre ting, du som boligejer kan gøre på egen grund:

  • Sikre
  • Tilbageholde
  • Nedsive

Find mere information om, hvordan du sikrer din bolig på klimatilpasning.dk

Ringsted Kommune vil også bidrage med information og vejledning til grundejere og boligforeninger om, hvordan de kan beskytte deres ejendom mod oversvømmelse og om klimatilpasningsløsninger på egen grund.   

En del af klimaplanens formål er netop at sikre, at Ringsted Kommune er så modstandsdygtig som muligt over for fremtidige klimaforandringer. Du kan læse mere om klimatilpasning her.

De nye boligområder i Ringsted vil have fokus på bæredygtigt byggeri og bæredygtig byudvikling. De tre store udviklingsområder Hulemarken, Odinsvejskvarteret og Torpet får derfor hver deres klimaprofil, som tager udgangspunkt i områdets potentialer og tænkes ind i hele processen fra helhedsplan til lokalplan og udførelse.

Læs mere om Ringsteds byudvikling med klimahensyn her.

Du kan også læse mere om de overordnede planer i Kommuneplanen.

Kommunen går forrest

Ringsted Kommune vil spare 2% om året på el og varme i egne bygninger og institutioner. 

Læs mere