Formål

For at sikre, at håndteringen af medfinansieringsprojekter sker i overensstemmelse med Ringsted Kommunes politik, mål og kravgrundlag er der udarbejdet en procedurebeskrivelse for klimatilpasning - medfinansiering.

Indhold

I procedurebeskrivelsen for klimatilpasning beskrives roller og ansvar for de forskellige faser, som realiseringen af et klimatilpasningsprojekt skal igennem.

 

Den indeholder også en beskrivelse af, hvad der skal på plads i idefasen og ved udarbejdelse af ansøgning til Forsyningssekretariatet, den politisk behandling og vedtagelse af serviceniveau. Den indeholder også retningslinjer om, hvad der skal til, når skitseprojekt og detailprojekt udarbejdes, og når klimatilpasningsprojektet skal realiseres i anlægsfasen og overgår til almindelig drift. Den giver input til sammenhæng med andre planer, brug af klimalokalplaner og myndighedsbehandlingen.

 

Afslutningsvis indeholder den anvisninger om, at der skal foretages en evaluering af projektforløb, samt en orientering af det politiske udvalg ved projektets afslutning.

Planlægning

I 2012 blev planloven justeret, så det blev muligt også at begrunde tilvejebringelsen af lokalplaner med hensynet til bl.a. klimatilpasning. De emner og krav, der lovligt kan lokalplanlægges for, og som udtømmende fremgår af lokalplankataloget i planlovens § 15, stk. 2, bliver ikke ændret, men med muligheden for at begrunde en lokalplan med hensynet til klimatilpasning, kan emnerne i kataloget bruges på nye måder.

Klimatilpasning kan indgå i den almindelige lokalplanlægning som ét blandt flere hensyn og være en del af en god helhedsløsning i et område. Eksempelvis kan bestemmelser om landskabsbearbejdning have til formål at undgå oversvømmelse af et område og samtidig skabe kvalitet i området. Klimatilpasning kan også indarbejdes i temalokalplaner, der sigter mod at varetage klimatilpasning i et større område. Det kunne f.eks. være et ønske om at begrænse byggeri og anlæg i oversvømmelsestruede områder. Hvor gældende lokalplaner enten ikke eller i utilstrækkelig grad regulerer klimatilpasning, kan en temalokalplan supplere de gældende lokalplaner.

I procedurebeskrivelsen for klimatilpasning er nævnt eksempler på, hvordan planlovens §15 stk. 1 §15 stk. 2 (lokalplankataloget) kan anvendes med det formål at sikre klimatilpasning