Sektorplaner

Sektorplaner

Fejltilslutning i kloakken

I områder med separatkloakering skal grundejere lede spildevand til spildevandskloakken og regnvand til regnvandskloakken.

I nogle få tilfælde er det desværre sådan, at rørene, der løber fra huset til kloakkerne i vejen, er byttet om eller ikke er blevet adskilt i regnvand og spildevand. Det kaldes for fejltilslutninger. Fejltilslutninger er ikke nødvendigvis grundejerens skyld, men det er grundejerens ansvar at sørge for, at de bliver udbedret.

Fejltilslutninger er typisk sket, hvis den kloakmester, der har lagt rørene, er kommet til at bytte rundt på dem eller kun delvist har fået adskilt alt regn- og spildevand.

Hvis en ejendom har fejltilslutninger, kan det altså betyde, at regnvand fra fx tagrenden løber ned i spildevandskloakken, mens spildevand fra toilet og køkkenafløb ender i regnvandskloakken. I det sidste tilfælde kan spildevand ende i søer og vandløb.

Regnvand i spildevandskloakken kan også forsage store problemer. Spildevandskloakker er forholdsvis små og kan derfor ikke rumme store mængder vand. Hvis det regner meget, kan rørene hurtigt blive overfyldte, med risiko for, at vandet løber tilbage ind i huset eller ind til naboen og skaber oversvømmelser.

Ringsted Forsyning og Ringsted Kommune laver undersøgelser for fejltilslutninger i et område, hvis der fx er opdaget spildevand i vandløb eller søer, eller der på anden måde er mistanke om fejltilslutninger.

Hvis du selv opdager, at der er fejltilslutninger på din grund, er det vigtigt, at du kontakter en autoriseret kloakmester hurtigst muligt. Hvis du i forvejen ved hvilken kloakmester, der har lagt rørene, kan du forlange, at kloakmesteren udbedrer fejlen og betaler udgifterne.

Du skal dog selv betale udgifterne, hvis du ikke ved, hvem der har lagt rørene, eller hvis virksomheden ikke længere eksisterer. I så fald er det en god idé at undersøge, om din forsikring dækker sådanne udgifter. Det kan også være en god ide at undersøge skelbrøndene for fejltilslutninger, når man flytter ind.

Du skal være opmærksom på, at du ikke selv må foretage kloakarbejde. Du skal derfor kontakte en autoriseret kloakmester, hvis du skal have udbedret skader eller fejl. Når kloakmesteren har udbedret fejlen, skal en ny kloakskitse indsendes til Ringsted Kommune.