MÅL
- Ringsted Kommune har mål for, at al fossil transport udfases.
- Nye erhvervsområder udlægges så rammerne for den grønne omstilling er på plads
RETNINGSLINJER
- Ladestanderanlæg placeres i nærheden af andre eksisterende vejnet som i tilfældet ved placering af P-pladser, tankstationer o.lign.
- Ladestanderanlæg til tung transport, såsom lastbiler, tilstræbes placeret i nye erhvervsområder, så ladeinfrastrukturen er tilpasset og understøtter områdets eget energibehov.
- Lynladeanlægspladser, der opfylder samme krav til tilgængelighed, dimensioner og brugervenlighed som traditionelle parkeringspladser, kan indgå som en del af parkeringsnormen på lige fod med øvrige pladser.
I Ringsted Kommune er der i dag ca. 15 større (skal tjekkes!) vindmøller, som før eller siden skal udskiftes grundet alder. Kommunen ønsker at fastholde og om muligt øge produktionen af vindenergi inden for kommunens grænser.
Afstand til veje, jernbaner og luftledninger
Vindmøller skal placeres minimum 1 gange møllens totalhøjde fra overordnede veje, jernbaner og luftledninger. Ved placering mellem 1,0 og 1,7 gange totalhøjden skal der foretages en konkret vurdering, og i de tilfælde, hvor der er tale om statsveje, skal Vejdirektoratet desuden høres. Afstanden måles fra kant af vej eller nødspor eller fra nærmeste byggelinje, hvis disse er pålagt.
Respektafstande
Vindmøller kan have negativ påvirkning på radarer og andre signaler i relation til luftfarten. Derfor skal det i forbindelse med nye vindmølleprojekter, inden for gældende respektafstande, undersøges om nye vindmølleprojekter påvirker disse signaler - Naviair vil foretage denne vurdering på opfordring.
Anmeldelse til Trafikstyrelsen
Vindmøller skal anmeldes til Trafikstyrelsen, hvis de kommer til at befinde sig inden for højdegrænseplanet for henholdsvis flyvebane og indflyvning. Vindmøller, der er over 100 meter skal indmeldes til Trafikstyrelsen - også selvom disse placeres uden for højdegrænseplanet.
Store vindmøller
Der gælder i dag regler for planlægning og tilladelse til opstilling af vindmøller, som er beskrevet i bek.nr. 923 af 6. september 2019 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller, samt vejledning af 6. januar 2015 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller.
Opstilling af større vindmøller over 25 meter kræver udpegning af egnet areal i kommuneplanlægningen. Endvidere skal der udarbejdes lokalplan og miljøvurdering, da store vindmøller oftest er et stort indgreb i det eksisterende landskab, og kan have væsentlige negative påvirkninger af beboelsesejendomme i området.
Møllernes påvirkning af miljøet
Vindmøller skal ifølge gældende bekendtgørelse fortrinsvis opstilles i grupper. Opstilling af vindmøller skal ske således, at anlæggene kan opfattes som harmoniske helheder, hvorfor der stilles krav til ensartethed og opstillingsmønster.
Det er ligeledes vigtigt, at møller påvirker det omgivende miljø – herunder landskabet - så lidt som muligt. Derfor stiller Ringsted Kommune krav om, at møller har en rotor med mindst tre vinger, da disse virker mindre forstyrrende på oplevelsen i landskabet. For de helt små husstandsmøller med et rotorareal op til 5 m2 kan der dog tillades to vinger. Der stilles af samme årsag krav om, at møllerne i farve- og materialevalg fremtræder så neutralt som muligt.
Store vindmøller har en langsommere omdrejningshastighed end mindre møller. Da det samlede antal møller forventes at blive reduceret gennem sanering af gamle og ineffektive møller, forventes det samlede visuelle indtryk i landskabet at blive roligere. Kommunen ønsker derfor at samle effekten i større og mere effektive møller.
Erhvervsministeriets bekendtgørelse
Kommuneplanens retningslinjer for placering af vindmøller skal være i overensstemmelse med Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 923 af 6. september 2019 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller. Hensigten med bekendtgørelsen er blandt andet at sikre varetagelse af hensynet til naboer samt landskabelige hensyn i planlægningsarbejdet for vindmøller.
