Gode rammer for at leve og opleve

 

Ringsted Kommune har vokseværk. Der skyder nye byggerier op, og flere nye, større boligområder på vej både i Ringsted by og i vores landdistrikter. De seneste godt 20 år er der flyttet omkring 6.000 nye borgere til, og der kommer hele tiden flere. Her kan tilflytterne få rummelige boliger i attraktive boligområder tæt på naturen. Gode daginstitutioner, folkeskoler med forskellige faglige profiler og en bred vifte af ungdomsuddannelser. Et varieret kultur- og fritidsliv og en natur der både inviterer til fordybelse og aktivitet. Og en levende bymidte med butikker, cafeer og restauranter. Ringsteds kvaliteter som bosætningskommune er også vigtig i et erhvervsmæssigt perspektiv, fordi den positive tilflytning gør det nemmere at tiltrække stabile medarbejdere, og fordi virksomhederne også bruger fx bymidtens spisesteder, butikker og servicetilbud.

Og det er ikke kun antallet af tilflyttere, der stiger i Ringsted. Mere end 4 mio. besøgende kommer for at shoppe i bl.a. RingStedet, Ringsted Retail og Ringsted Outlet, og over 10.000 deltager i hver af de tre store tilbagevendende festivaller - børnefestivallen, middelalderfestivallen og Ringsted Festival. Ringsteds betydningsfulde plads i Danmarkshistorien trækker også besøgende til, der kommer for at mærke historiens vingesus ved Sct. Bendts Kirke og Tingstenene. Og dertil kommer unikke oplevelsestilbud som Skjoldenæsholm Sporvejsmuseum, Radiomuseet, overnatningssteder og meget mere.

Som Byråd vil vi arbejde for fortsat at udvikle rammerne for at leve og opleve i Ringsted Kommune - både i hverdagen for kommunens borgere og medarbejdere i de lokale virksomheder, men også for at tiltrække handlende, besøgende og turister udefra.

 

Initiativer:

Byrådet vil medtænke erhvervslivets behov i brandingen af Ringsted Kommune, og når rammerne for bosætning og kommunens servicetilbud udvikles. Vi vil sikre at der løbende udlægges arealer til nye attraktive boligområder med forskellige boligtyper, så Ringsted har et varieret boligudbud, der kan imødekomme borgere i forskellige livssituationer.

Byrådet vil desuden arbejde for at skabe en levende bymidte gennem arbejdet med den nye bymidteplan for Ringsted. Udgangspunktet er, at bymidten betyder noget for alle som bor i Ringsted Kommune, og er et naturligt mål for vores gæster og besøgende. Byrådet lægger op til at arbejde med fortætning med nyt byggeri og forskønnelse af byens ”rum”, og til at åbne op for nye funktioner og skabe nye forbindelser på tværs af bymidten.

 

Mål:

Initiativet skal understøtte fortsat vækst i tilflytningen og udbrede kendskabet til Ringsted som en attraktiv bosætningskommune. Rammerne for bosætning skal følge med udviklingen både i antal og karakter og medvirke til at forsyne de lokale virksomheder med medarbejdere. Bymidten skal udvikles så den både giver plads til handel og service, afslapning og underholdning og fungerer som rammen om hverdagen for dem der bor i byen. Desuden skal der være gode tilbud om sparring, workshops, kompetence- og forretningsudvikling til byens handelsliv.

Byrådet vil bidrage til den fortsatte udvikling af fortællingen om Ringsted som oplevelsesdestination, så besøgende får inspiration til flere stop, når de er her - eller til at komme tilbage efter mere.

Vi vil arbejde for, at der bliver større synergi mellem attraktioner, events og Ringsted Kommunes kultur- og fritidsinstitutioner, så alle kommer til stå stærkere og samtidig giver mere værdi til de besøgende.

Og vi vil sætte fokus på det forretningsmæssige udviklingspotentiale i oplevelsesøkonomien, fordi det både kan give nye jobs og er med til at understøtte bosætning.

Mål:

Initiativet skal bidrage til at tiltrække flere besøgende og turister til Ringsted og få dem, der kommer, til at bruge flere af de tilbud, der findes her. Det skal ske ved fortsat at udvikle den samlede fortælling om Ringsted som oplevelsesdestination, der er gennemført de seneste år med det samlede ”Oplev Ringsted”-univers, der kobler Ringsted Kommune op på Danmark som destination, via lokal turistinformation og ikke mindst i samarbejde med de lokale turismeaktører.

Samtidig skal netværket mellem de enkelte aktører og omkring de store events understøttes, så hver enkelt aktør kommer til at stå stærkere.

Endelig skal turismeaktørerne have målrettede tilbud om sparring, workshops m.v. der sigter mod at udvikle den enkelte turismeaktørs forretningspotentiale.