Biodiversitet

Biodiversitet er en vigtig faktor, når man planlægger vedvarende energiprojekter (VE) som solcelleparker og vindmøller. Både ud fra en betragtning om at beskytte eksisterende natur, når vi planlægger nye anlæg i landskabet. Dernæst kan der med etablering af VE-anlæg skabes finansiering og realisering af muligheder for at skabe mere natur og bedre biodiversitet. 

Det er afgørende at tage hensyn til lokale økosystemer og sikre, at projekterne ikke kun har fokus på grøn energi, men også forbedrer biodiversiteten. Gennem at integrere naturforbedrende projekter kan VE-projekter have en positiv effekt på både miljøet og biodiversiteten.

I forbindelse med opstart af lokalplanprocesser for energiprojekter skal der udføres grundige undersøgelser af områdets biodiversitet, herunder beskyttelse af bilag 4 arter og beskyttede naturtyper (§3 områder). Dette sikrer, at projektet tager hensyn til både det lokale miljø og biodiversiteten.

Biodiversitet i solcelleparker

Når et areal omdannes fra en landbrugsmark med monokultur til solcellepark, er der potentiale for at øge biodiversiteten på den pågældende mark. Solcelleparker giver mulighed for mere varieret beplantning end en landbrugsmark, især hvis der vælges hjemmehørende urter og græsser mellem og under solcellerne. Græssende får kan også bidrage til naturpleje i området og dermed medvirke til en øget biodiversitet.

Biodiversitet i vindmølleprojekter

Ved placering af vindmøller er det vigtigt at overveje, hvordan de kan påvirke biodiversiteten, især fuglelivet. Vindmøller kan udgøre en risiko for fugle og flagermus, hvis de placeres i områder med tætte bestande af flagermus og høj fugleaktivitet, som yngleområder eller trækveje, da de kan risikere at flyve ind i vingerne. For at minimere denne risiko bør der udføres undersøgelser af flagermus og fugle i området, og vindmøllerne bør placeres strategisk. 

Samspil med naturområder

Det er vigtigt at understrege, at VE-anlæg ikke kan erstatte naturområder. De skal planlægges, så de komplementerer eksisterende naturområder og minimerer negativ påvirkning af biodiversiteten. Solcelleparker kan fungere som korridorer for dyreliv og planter, hvilket er en forbedring i forhold til monokulturelle landbrugsområder, der ofte ikke understøtter biodiversitet.

Tiltag for øget biodiversitet

Der er flere initiativer, som kan implementeres for at forbedre biodiversiteten i og omkring solcelleparker, herunder:

  • Midlertidige vandhuller
  • Insekthoteller
  • God afstand mellem panelerne
  • Vilde blomsterenge
  • Flagermuskasser
  • Vegetation langs vandløb
  • Brede beplantningsbælter

Disse tiltag kan integreres både under solcellerne og i de omkringliggende områder som en del af projektudviklingen.