Kæmpebjørneklo er egentlig tre forskellige arter. Arten med det latinske navn Heracleum mantegazzianum er den eneste, der findes udbredt i Danmark. De to andre arter rundlobet bjørneklo (H. sosnowskyi) (foto 11) og hårfrugtet bjørneklo (H. persicum) er indtil videre kun observeret få steder i Danmark.
Kæmpebjørneklo stammer fra Kaukasus. Den blev indført til Europa i sidste halvdel af 1800-tallet som prydplante. Senere spredte den sig i naturen. Først mange år senere blev man klar over hvor problematisk planten er. Kæmpebjørneklo er en invasiv planteart – et landskabsukrudt – idet den er så aggressiv og konkurrencedygtig, at den fortrænger de naturlige danske plantearter.
De optimale vækstbetingelser gør, at den spreder sig eksplosivt, især på fugtige næringsrige områder, hvor den kan udkonkurrere de lokale plantesamfund med dens kraftige vækst og store blade som skygger for den lavere bundvegetation. Dette reducerer levestederne for mange insekter og andre dyr, der er afhængige af hjemmehørende arter. Planten er særligt et problem langs åer og vandløb, da planten kan sprede frøene over store afstande. Derudover kan bestande kan skabe erosion ved blotlæggelse af jorden for undervegetationen.
Kendetegn
- Planten bliver op til typisk 2-3 meter høj, undtagelsesvis højere (5 meter).
- Stænglen er op til 12 cm i diameter, den er hul og furet med kirtelhår og karakteristiske brunrøde pletter (foto 3 + 9).
- Bladet er op til 1,5 meter langt med kraftigt tandede afsnit, det er glat på oversiden og på undersiden er der dunede små kirtelhår (foto 2 + 4).
- Blomsterstanden er en stor skærm, ofte en hovedskærm ledsaget af flere sidestående skærme med tusindvis af småblomster (foto 1).
Vækst og egenskaber
- Kæmpebjørneklo er en flerårig plante som udelukkende formerer sig ved frøspredning. En enkelt plante kan have op til 80.000 blomster, og producere over 50.000 spiredygtige frø, hvor spiringsprocenten normalt ligger på over 90% pr. frø (foto 7 + 8 + 10). Frøene kan spredes med vind og vand.
- Kæmpebjørneklo blomstrer typisk i sit andet eller tredje leveår. Herefter dør planten. Hvis vækstforholdene for planten er ringe (for eksempel skygge, næringsfattig jord, jævnlig afgræsning eller slåning), kan planten udsætte blomstringen, indtil den har opbygget en tilstrækkelig næringsreserve.
- Kæmpebjørneklo spirer i det tidlige forår i marts-april, blomstrer normalt i juni-juli og spreder sine frø i august-oktober.
Billeder til identifikation
1. Kæmpebjørneklo (H. mantegazzianum) blomsterstand. (Foto. Wikimedia / Meneerke bloem).
2. Solitær plante med begyndende blomstring (Kæmpebjørneklo). (Foto. Wikimedia / Gunnar Creutz).
3. Rødplettet stængel (Kæmpebjørneklo) blomsterstand. (Foto. Wikimedia / Rob Hille).
4. Udvokset dybt indskåret blad på (Kæmpebjørneklo) blomsterstand. (Foto Wikimedia / Katrin Schneider).
5. Etårig småplante (Kæmpebjørneklo). (Foto. Wikimedia / Katrin Schneider).
6. Etårig småplante (Kæmpebjørneklo). (Foto. Wikimedia / Katrin Schneider).
7. Begyndende frøsætning på (Kæmpebjørneklo). (Foto. Wikimedia Fritz Geller-Grimm).
8. Tørret frøstand på (Kæmpebjørneklo). (Foto. Wikimedia / Katrin Schneider).
9. Topkappet plante af kæmpebjørneklo med panikblomster og den typiske hule stængel. (Foto. Wikimedia / Katrin Schneider).
10. Henkastede frø fra Kæmpebjørneklo. (Foto. Wikimedia / Katrin Schneider).
11. Blad fra rundløbet bjørneklo (H. sosnowskyi). (Foto. Wikimedia / Michel Langeveld).
12. Blad fra vores hjemmehørende alm. bjørneklo (H. sphondylium). (Foto. Wikimedia / Robert Flogaus-Faust).
Forveksling
Der findes en hjemmehørende art (med nogle underarter) af alm. bjørneklo (H. sphondylium) der ikke skal bekæmpes. Almindelig bjørneklo kan minde om unge eller mindre planter af de tre invasive arter af kæmpebjørneklo (foto 12).
Store skærmplanter som skarntyde, pastinak, kvan og angelik kan også forveksles med kæmpebjørneklo, specielt inden blomstring. De fleste er meget mindre end kæmpebjørneklo. Mange er giftige.
Giftig
Plantens saft indeholder op til flere giftstoffer der frigives via kirtelhår på store dele af planten. Saften indeholder stoffet furocoumarin, der nedbryder hudens evne til at beskytte sig mod solens UV-stråling og gør at man efter hudkontakt med saften og senere påvirkning fra sollys, kan få alvorlige forbrændinger (væskefyldte blærer og eksem).
Nærkontakt med kæmpebjørneklo.
(Foto. Wikimedia / Cosima Pferdeliebe).