Ringsted Kommune har til enhver tid adgang til arealer med kæmpebjørneklo for at føre tilsyn. I den forbindelse vil Ringsted Kommune konkret vurdere, om der er tale om effektiv bekæmpelse - herunder blandt andet om bekæmpelsen er foretaget rettidigt, og om frøsætning er forhindret.
Hvis bekæmpelse ikke er udført i henhold til indsatsplanen, kan Ringsted Kommune påbyde den pågældende lodsejer eller bruger at foretage bekæmpelse. Påbuddet vil indeholde en frist på mindst 14 dage til at foretage bekæmpelsen. Det vil også fremgå af påbuddet, hvornår kommunen vil foretage tilsyn med, om påbuddet er efterkommet.
Hvis påbuddet ikke efterkommes, kan kommunen iværksætte bekæmpelse på privat ejendom på ejers/brugers regning jf. bekendtgørelsen.
Kommunens påbud om bekæmpelse kan påklages af lodsejer/bruger, videre af Landbrug og Fødevarer, samt Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet ved deres hovedorganisationer.
Hvis du som borger ser, at kæmpebjørneklo ikke bekæmpes på et areal, kan du anmelde det via ”Tip Ringsted” app’en, via E-mail: bjorneklo@ringsted.dk eller til Teknik- og Miljøcenter på Rønnedevej 9. Tlf. 57 62 63 00.