Nationalpark
Ringsted Kommune vil arbejde for at blive en del af den kommende nationalpark i Roskilde og Lejre Kommuner. Projektet omkring nationalparken hedder "Fra Skjoldungeland til Nationalpark". Læs mere i magasinet af samme navn https://www.skjoldungelandet.dk/om-projektet/magasinet/.
Det nuværende forslag til afgrænsning af nationalparken grænser op til Ringsted Kommune ved de store skove omkring Skjoldnæsholm. Større områder i den nordlige del af kommunen har landskabelige, kulturhistoriske og naturmæssige værdier svarende til udpegningen i Lejre og Roskilde Kommune. Derfor finder Ringsted Kommune det hensigtsmæssigt at inddrage disse i nationalparken. Ringsted Kommune vil arbejde for, at det før eller siden bliver en realitet.
Kommunen ser nationalparken som en enestående mulighed for at skabe opmærksomhed omkring vores fine kulturhistorie og landskab. Samtidigt kan den bidrage til at styrke naturens kvalitet og mangfoldighed, samt borgernes mulighed for at opleve den.
En nationalpark vil understøtte og fremme de mål, kommunen har på naturområdet. Målene er formuleret i denne plan samt i kommuneplanen.
Naturpark
Ringsted Kommune arbejder i øjeblikket på at rejse et projekt "Fremtidens sølandskab i Ringsted Kommune". Det sker i samarbejde med Københavns Universitet. Projektet udspringer af kommunens ønske om at overtage Gyrstinge Sø og Haraldsted Sø efter HOFOR (HOvedstadens FORsyning).
Projektet har til formål at arbejde med sølandskabet omkring Gystinge Sø og Haraldsted Sø. Der skal blandt andet arbejdes med en helhedsplan for benyttelsen og beskyttelsen af søerne og det omkringliggende landskab samt mulighederne for, at sølandskabet kan blive en central del af en kommende naturpark. Projektforslaget kan ses her Fremtidens landskaber.
Kommunen ser en fremtidig naturpark som en oplagt mulighed for at styrke både naturen, landskabet og de rekreative muligheder i området. "Fremtidens sølandskab i Ringsted Kommune" vil ruste kommunen godt i det forberedende arbejde med at realisere ønsket om en fremtidig naturpark.
Det er for tidligt endnu at beskrive de nærmere tidsmæssige rammer for både nationalparken og naturparken.
Skovene omkring Skjoldnæsholm rummer mange gamle ege. Foto er taget på øen i Valsølille Sø.
Søbred ved Gyrstinge Sø. Både ferske enge, overdrev og skov danner rammen om denne smukke sø