Sektorplaner

Sektorplaner



 


NATURPARK RINGSTED ER SPIRET UD AF EN DRØM ...

... om et tæt og stærkt sammenspil mellem land og by. En aktiv by og mange aktive lokalsamfund. Her er godt at bo og arbejde, og der er plads til både naturen, de større erhvervsvirksomheder og de små kreative. Landskabet rummer en varieret og rig natur med plads til både almindelige og sjældne vilde arter. Der er også plads til store naturoplevelse fyldt med lærerige fortællinger om nutidens og fortidens natur og kultur.

 ♫ LYT

 

 

 

 

 

 


"Forestil dig, at du i en ikke så fjern fremtid vandrer ud i naturparken." Vandet i Gyrstinge Sø, Haraldsted Sø og Haraldsted Lillesø er rent og klart og dejligt at bade i og sejle i. Fuglelivet er enestående og søerne har et naturligt og meget varieret plante- og dyreliv. Her har du mulighed for at fange en flot aborre, store gedder eller ål. Her er mange arter, som engang var sjældne eller helt forsvundet fra området. Du kan for eksempel se odder og mange flotte blomsterende urter og sommerfugle rundt om søerne. Lokale dyreholdere plejer naturen med græssende dyr rundt om søerne og i Ringsted Ådal. Og måske også i nogle af skovene. De græssende dyr bidrager året rundt til naturen og skaber flotte stemningsbilleder i landskabet.

Det er let at tage på tur, på cykel eller gåben fra din bolig og for eksempel ud i skoven. Vil du besøge Store og Lille Bøgeskov og Allindemagleskov ved Gyrstinge Sø, Vrangeskov og Allindelille Fredsskov nord for Haraldsted Sø eller Humleore Skov vest for? Skovene er store og imponerende og her findes en fin balance mellem driftsskov og naturskov. Her er mange fortidsminder og spændende og lærerig formidling om kulturarven. Den genforvildede natur bidrager positivt til oplevelsen – det er helt særligt i Allindelille Fredsskov. Genforvildet og smuk natur oplever du også på Humlebjerg syd for Haraldsted Sø – hvor du også nyder den fantastiske udsigt over søen. 

 

 

 

 

 


Naturhuset
i Vrangeskov er et af flere rekreative mødesteder eller formidlingssteder i området, hvor du kan blive klogere på naturen. Og dine børn eller børnebørn kan fortælle om spændende turer dertil med deres skole eller børnehave. Ringsted Oplevelsessti løber lige forbi og her er mange muligheder for kort eller lange ture, alene eller i fællesskaber. Du kan overnatte i shelter eller i telt og nyde aftenstemningen ved bålet. Du har set flagermus i skumringen, hørt ugler tude, og vågner måske til rørdrummens pauken. Her er noget for børn og alle aldersgrupper og behov. Også de særlige behov.

Du går en skøn tur rundt om Gyrstinge Sø eller tager cyklen på ruten Naturparken Rundt, hvor du kommer gennem smukke landskaber og natur, spændende fortidsminder, hyggelige landsbyer, imponerende godser og godslandskaber og steder, hvor du kan købe lokale fødevare eller kunsthåndvæk.

Nord for naturparken kan du ”bestige” Sjællands højeste punkt, Gyldenløvens Høj og køre i gamle flotte sporvogne eller busser på Sporvejsmuseet ved Skjoldenæsholm. Syd for naturpark kan du sejle i kano på Sjællands største å, Suså.

Der er let adgang til spændende informationsmateriale, som skaber overblik over dine muligheder for oplevelser – og det er faktisk også her, at du kan finde oplysninger om områder, hvor adgangen er begrænset af hensyn til dyrelivet eller naturparkens beboere.

Er du så heldig, at du har en have, ejer jord eller er med i en aktiv forening - så er der gode og brugbare oplysninger på naturparkens hjemmeside med inspirerende eksempler på naturforbedrende tiltag og muligheder for at søge penge til projekter.

 

 

 

 

 


SKOVEJERNE
i naturparken er glade, for de oplever at skovens besøgende kender og respekterer reglerne, og har en god adfærd i naturen. Skovenes dyr og planter trives, og den almindelige skovdrift og jagt fungerer side om side med skovens gæster. Mange LANDMÆND eller LODSEJERE har valgt at fortsætte deres drift helt uagtet af naturparken, mens andre har valgt at iværksætte pleje af deres naturarealer. På nogle af naturarealerne går græssende dyr, og måske er de sammenlagt med andre naturområder i store folde.   

Det er populært at bo i byen og på landet, og naturen spiller en vigtig rolle lige meget, hvor du har valgt at bosætte dig. Fællesskab og samarbejde har skabt liv og vækst ude i landsbyerne, hvor små virksomheder arbejder sammen - med hinanden og naturparken. De gennemfører mange aktiviteter og spændende arrangementer, og virksomhederne er med stolthed begyndt at markedsføre sig som ”en del af Naturpark Ringsted”.

Samarbejdet og det stærke fællesskab kommer både lokalområder og besøgende til glæde. De nye rekreative faciliteter ved Skellerød Høje har mange brugere, som også har glæde af at lægge et besøge forbi Høm Mølle. Her kan du starte eller slutte din tur på Ringsted Oplevelsessti, nyde udsigten fra højen og få lidt godt til ganen på den gamle vandmølle.

Er du på tur i bil eller tager længere distancer på cykel eller gåben, er der gode steder at spise frokost eller købe lokale varer med hjem. Du nyder en frokost på Gyrstinge Skovkro før eller efter en dejlig tur i Lille og store Bøgeskov. Herefter besøger du Krogagergård og Gaardstoften ved Ørslevvester og køber økologisk kvalitetskød eller korn til dit brød. Hos Copenhagen Goat Milk ved Jystrup køber du lækre gedeoste, yoghurt og is. Fra butikken kan du se ud over markerne, hvor gederne går og græsser. 

 

 



 

 

 

 

 


Du motionerer på Ringsted Oplevelsessti eller på MTB-banen i Vrangeskov, men bruger primært naturen til at finde ro. Du prøver kræfter med det simple liv og bruger guidede turer og arrangementer i naturparken til at lære at lave mad over bål og overnatte i naturen. Du får mod på at holde en forlænget weekend eller miniferie på Ringsted Oplevelsessti med overnatning i naturen, badning i søerne og forskellige oplevelser undervejs. Du forlænger turen fra Humleore Skov til Køge ad Køge Å-sti eller fra Vrangeskov til Lejre ad Sjællandsleden og Skjoldeungestien. Det er både afslappende og udfordrende og koster ikke mange penge.

Elsker du livet på hesteryg, er der mange ridestier blandt andet i skovene omkring Gyrstinge Sø. Det er let at ride nord om Gyrstinge Sø og derfor god forbindelse mellem skovene. 

Det store kulturhistoriske vingesus får du ved at besøge Sct. Bendts Kirke midt i Ringsted by - på en lille afstikkertur fra Ringsted Oplevelsessti. Historien sættes yderligere i perspektiv, når du senere på Ringsted Oplevelsessti passerer fortidsminderne Ridebanen og Valsøgård, nord for Haraldsted Sø. Eller på endnu en afstikkertur til Knud Lavards Kapel også nord for Haraldsted Sø.   

Det store naturhistoriske vingesus får du, når havørnene flyver hen over de store søer på jagt efter føde. Der er flere ynglende par i nærheden, og du ser dem året rundt. Eller når du tidlig på sommerren ser den smukke og engang så sjældne rødlig perlemorssommerfugle flyve lavt hen over de mange blomster i skovenes lysninger.