|
De midtsjællandske skove
Naturpark Ringsted er rig på skov. Her er seks større skovområder; Store og Lille Bøgeskov, Allindemagle Skov, Allindelille Fredskov og Myrdeskov, Vrangeskov og længst mod øst, Humleore Skov. Vrangeskov og Myrdeskov er offentlige, mens de øvrige er private. Skovene er generelt gamle og artsrige, flere er i drift og der arbejdes mange steder med naturforbedrende tiltag, som urørt skov, biodiversitetsskov og forskellige certificeringer. Den mest særegne og artsrige skov er Allindelille Fredskov.
Nord for naturparken findes Højbjerg Skovene, som ejes af Svenstrup Gods. Her er bakker på over 100 meter, og her lever den sjældne hasselmus. Endnu længere nord for ligger Bidstrup Skovene i Nationalpark Skjoldeungelandet. Skovene ligger tæt på hinanden og omtales som det midtsjællandske skovkompleks.
|
Store Bøgeskov, Lille Bøgeskov
og Allindemagle Skov
Store Bøgeskov ligger sydvest for Gyrstinge Sø og ejes af Stiftelsen Sorø Akademi. På den modsatte side af søen ligger Allindemagle Skov og mod syd Lille Bøgeskov. Skovene og søen udgør et samlet naturområde i naturparkens vestlige område. Store dele af Store Bøgeskov drives som produktionsskov, men søbredden og skræntområderne nær søen samt lysninger i skoven har præg af naturskov. Skoven er kendt for sin artesiske kilde (en kilde, der altid springer). Kilden ligger smukt ved Gyrstinge Sø og er et yndet udflugtsmål.
Skovens jordbund er kalkrig. Det giver gode betingelser for dyrkning af bøg og for orkidéer som hvidgul skovlilje, rederod, langsporet gøgelilje, ringplettet gøgeurt, kødfarvet gøgeurt, skovgøgeurt og nikkende hullæbe. Om foråret dækkes skovbunden af både hvid, gul og blå anemone, bingelurt, hulrodet lærkespore og alm. lungeurt.Skovens jordbund er kalkrig. Det giver gode betingelser for dyrkning af bøg og for orkidéer som hvidgul skovlilje, rederod, langsporet gøgelilje, ringplettet gøgeurt, kødfarvet gøgeurt, skovgøgeurt og nikkende hullæbe. Om foråret dækkes skovbunden af både hvid, gul og blå anemone, bingelurt, hulrodet lærkespore og alm. lungeurt.
Rederod
Nikkende hullæbe
Kileplet-mosaikguldsmed
Insektlivet er rigt og tæller blandt andet kilepletmosaikguldsmed, tvebånd dagugle, sømplet, mark- og skovperlemorsommerfugl samt kejserkåbe og hvid admiral. Skoven er dog især kendt for sin bestand af den sjældne rødlig perlemorsommerfugl, som flyver i lysninger og langs skovstier i april og juni. Der er set over 90 fuglearter og mere end 200 forskellige svampearter i skoven.
Allindemagle Skov er en privatskov, der drives efter naturnære principper. Skoven fremstår meget naturlig med lysninger og primært bøg. Store dele er omlagt til urørt skov og biodiversitetsskov. Særligt områderne mod Gyrstinge Sø rummer mange spændende arter som hvidgul gøgelilje, sortfladbælg og Smalbladet klokke. Skoven har mange potentielle levesteder for sjældne planter, insekter, fugle og svampe. Et havørnepar har i flere år ynglet i skoven.
Tvebånd dagugle
Rødlig perlemorssommerfugl
Sømplet
Allindelille Fredsskov
Allindelille Fredskov ligger sydøst for Allindelille. I 2011 købte Danmarks Naturfredningsforening skoven af Københavns Universitet. Siden er skoven overdraget til Danmarks Naturfond. Allindelille Fredskov ligger sammen med Myrdeskov på en meget stor flage af skrivekridt og her er mange kalkelskende planter som hulkravet kodriver, blågrøn star, blå anemone, blåtoppet kohvede og pilealant. Men skoven er især kendt for sine orkidéer, ægbladet fliglæbe, rederod, sværdskovlilje, hvidgul skovlilje, rød skovlilje og de to meget sjældne flueblomst og knælæbe. Allindelille Fredskov er det eneste sted i Danmark, hvor der vokser flueblomst. Den særegne natur har i flere hundrede år trukket fagfolk og naturelskere til Allindelille Fredskov.
Blåtoppet kohvede
Hulkravet kodriver
Rød skovlilje
Flueblomst
Sværd-skovlilje
Mange af skovens arter kræver lysåbne voksesteder med lav vegetation. En naturtype, som er sjælden ved almindelig skovdrift. En gruppe af ildsjæle har siden 2009 plejet og genskabt de lysåbne områder med høslæt, rivning og fjernelse af opvækst. Flueblomsten er i fremgang og kalkøjentrøst er kommet tilbage efter mere end 60 år. Insektlivet er også ret enestående og tæller blandt andet den meget sjældne bille grøn pragttorbist. I Allindelille Fredskov er der registreret hele 20 arter af snegle – fra den ret sjældne bygkornssnegl til den mere almindelig røde skovsnegl. Der er set 96 fuglearter i skoven. Der yngler ravn i skoven og skovsneppen ses jævnligt.
Allindelille Fredsskov udgør sammen med Myrdeskov og Lysbjergkalkgrav et mindre Natura 2000-område. Området er via Vesterskov forbundet med Vrangeskov og Haraldsted Sø. Der er et fint samarbejdet på tværs af områderne om naturpleje og forskellige naturtiltag.
Ravn
Grøn pragttorbist
Myrdeskov
I Myrdeskov er der småsøer og moser, bøgetræer med gule blade og orkideer og andre sjældne planter. Skoven er knyttet til et berømt politisk mord – drabet på Knud Lavard i januar 1131.
Dyrelivet i Myrdeskov er ligesom de omkringliggende skove er meget rigt. Her er grævling, rådyr og ræv. Masser af sangfugle og rovfugle som rød glente og hvepsevåge. I skråninger tæt ved skovens lysninger har grævlingen sin bolig. Skovmåren huserer om natten. Om dagen holder den til i et gammelt hult træ eller i en forladt sortspætterede. I skovens våde områder lever arter af salamander og frøer. Også snog og skovfirben lever her.
I Myrdeskov og Allindelille Fredskov kan du opleve natur, som man ikke finder mange andre steder i Danmark. Om efteråret skyder mange sjældne svampe op i skovbunden mellem de gamle bøgetræer. Toppet stenmorkel og flad stenmorkel er knyttet til råddent bøgetræ og er kun fundet her. Skovene rummer store og sårbare naturværdier, som kræver særlig beskyttelse.
Skovmår
Flad stenmorkel
Vrangeskov
Vrangeskov, nord for Haraldsted Sø, er en varieret skov, der har fået sit navn efter de forvredne bøgetræer, der vokser her. Bøgens krogede vækst skyldes en genetisk fejl. Skoven ligger i et dramatisk landskab med stejle skrænter og flere kildevæld ned mod søen. Skoven tilhører Naturstyrelsen. Ved det gamle traktørsted er et udvalg af træer, man normalt ikke ser i danske skove. Det er skovfogeder, der gennem tiden har plantet alle mulige træarter for at se, hvordan de klarede sig.
Vrangebøg
Skoven er sammen med Haraldsted Sø centralt placeret i naturparken og de udgør tilsammen et vigtigt rekreativt område. Vrangeskov er ved at blive omlagt til urørt skov efter Naturstyrelsens forvaltningsplan.
Om foråret før bøgen springer ud blomstrer alle Danmarks tre arter af anemone i skovbunden – hvid, gul og blå. En anden farverig blomst i skovbunden er alm. lungeurt med blå-lilla blomster. Plantens frø spredes af myrer, som lokkes af frøenes duft.
Spætmejsen er en typisk skovfugl i Vrangeskov. Den suser op og ned ad træernes stammer på jagt efter insekter. I skoven lever også træløber og stor flagspætte. Store rovfugle som havørn, fiskeørn og rød glente ses ofte i området. Der er masser af føde for rovdyr og derfor findes der både ræv, skovmår, grævling og ilder i skoven.
Skovens gamle, hule træer er gode levesteder for flagermus, og dem er der mange af i skoven. Nogle arter sover vintersøvn i træerne, mens andre tilbringer sommeren her. Vandflagermusen er nem at få øje på, når den i skumringen jager stankelben, myg og natsværmere lige over overfladen på Haraldsted Sø. Andre flagermusarter er brunflagermus, sydflagermus og dværgflagermus.
Spætmejse
Humleore Skov
Humleore Skov er en stor privatejet skov på ca. 700 ha. Skoven har fornyelig fået ny ejer, Vanaheimr. Vanaheimrs visionen med Humleore Skov er, at lave en bæredygtig skov uden brug af kemi. En driftsskov, men også en skov, hvor der fortsat er plads til alle og enhver, der har brug for at gå en tur.
Skoven er varieret med både løvtræer og nåletræer og har et rigt insekt- og fugleliv. Er man stille, når man færdes i skoven, kan man være heldig at se en af de imponerende havørne, som har rede i skoven. Af samme årsag er der visse steder i skoven, hvor man ikke må færdes. Det er markeret med skilte.
Navnet Humleore kommer fra sagnet om Kong Humble, der angiveligt boede på den prægtige Kong Humbles Borg. Ifølge sagnet skaffede kongen sine fjender af vejen ved at kaste dem ned i en dyb brønd. I skoven kan man se ruinerne fra borgen, der blev udgravet af nationalmuseet i 1899.
Humleore Skov ligger i naturparkens østlige område, og ligger i direkte forbindelse med et større skovområde i Køge Kommune. Ringsted Oplevelsessti løber gennem skoven og i udkanten af skoven bliver den forbundet med Køge Å-sti.