FN's Verdensmål

I Ringsted Kommune vil vi bruge FN's Verdensmål som inspiration til at hæve ambitionsniveauet for en lokal og global bæredygtig udvikling. Med et globalt udsyn sætter vi lokale handlinger i værk.

Kommuneplanens afsæt i FN's Verdensmål

FN har formuleret 17 verdensmål for en mere bæredygtigt udvikling - både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Ligesom i Planstrategi 2019 er FN's verdensmål centrale i Kommuneplan 2021. Ringsted Kommune vil forankre udvalgte verdensmål i vores aktuelle udfordringer og målsætninger, så vores indsats lokalt også gavner globalt.

Otte verdensmål i fokus

Ringsted Kommune vil have særligt fokus på ni af FN's Verdensmål:

  • 3. Sundhed og trivsel: Vi skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.
  • 4. Kvalitetsuddannelse: Vi skal sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring.
  • 7. Bæredygtig energi: Vi skal sikre, at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris.
  • 8. Anstændige jobs og økonomisk vækst: Vi skal fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle.
  • 11. Bæredygtige byer og lokalsamfund: Vi skal gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige.
  • 12. Ansvarlig produktion og forbrug: Vi skal sikre bæredygtig forbrug og produktionsformer.
  • 13. Klimaindsats: Vi skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.
  • 15. Livet på land: Vi skal beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, fremme bæredygtigt skovbrug, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.
  • 17. Partnerskaber: Vi skal revitalisere det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og styrke midlerne til at nå målene.

Verdensmål ́11. Bæredygtige byer og lokalsamfund er helt central og rammesættende for fremtidig fysisk udvikling i Ringsted Kommune og dermed Planstrategi 2019. Ringsted Kommune kan ikke indfri verdensmålene alene. Derfor anser Ringsted Kommune også verdensmål ́17. Partnerskaber’ for helt afgørende. Det er nødvendigt at styrke partnerskaber med både borgere, offentlige og private aktører for at finde og realisere bæredygtige løsninger. Et tema der allerede er bærende i Ringsted Kommunes vision under ’Nærhed, medbestemmelse og mangfoldighed’,  som er yderligere manifesteret i Planstrategi 2019’s tema ’Fællesskaber’ og nu også indarbejdes i kommuneplanen.

Verdensmålene '7. Bæredygtig energi', ’13. Klimaindsats’ og ’15. Livet på Land’ vil der blive arbejdet konkret med, under kommuneplanens temaer.

De fire verdensmål; ’3. Sundhed og trivsel’, ’4. Kvalitetsuddannelse’, ’8. Anstændige jobs og økonomisk vækst’ samt ’12. Ansvarlig produktion og forbrug’ udgør nogle af de ønskede effekter af Ringsted Kommunes fremtidige fysiske udvikling. Det vil sige, når vi fremadrettet planlægger, vil vi bestræbe os på, at eksempelvis nogle af vores nye boligområder bliver planlagt, så der kan etableres senior-bofællesskaber og/eller generationshuse, der kan bidrage med at bekæmpe ensomhed og dermed øge sundhed og trivsel.

Overordnet set er Ringsted Kommune allerede godt i gang med arbejdet, der ligger i verdensmålene. I Ringsted Kommunes Vision ’Ringsted – midt i mulighederne’ er ’Nærhed, medbestemmelse og mangfoldighed’ måden, hvorpå vi når de mål, vi sætter os for og sikre; ’Lev og vær tilgængelig’, ’Uddannelse til alle livet igennem’ og ’En unik position for samarbejde og vækst i erhvervslivet’. Visionen relaterer sig således allerede til verdensmålene, og det samme gør Planstrategi 2019’s temaer. Samlet set kan det illustreres som vist ovenfor.

Verdensmålene i fremtidig planlægning

I planstrategien, kommuneplanen og den daglige planlægning vil Ringsted Kommune lade sig inspirere af verdensmålene og anvende dem som en løftestang og en kvalitetssikring. Med udgangspunkt i verdensmålene vil vi afprøve og vurdere, hvordan nye mål, projekter og indsatser lever op til visionen og målet om en bæredygtig udvikling. Derfor vil vi fortsætte med at integrere bæredygtige løsninger og strategiske greb i planlægningen, blandt andet ved at sætte krav til udformning af planer, byggerier og gennem inddragelse af borgere og erhvervsliv.

Verdensmålene og Agenda 21

I Ringsted Kommune er bæredygtighed et integreret princip i kommunens arbejde, hvor agenda 21 og verdensmålene fremadrettet vil blive sammentænkt i fremtidige politikker og planer; herunder kommuneplanen, Kommunikations- og Borgerinddragelsespolitikken, Klimaplanen, Affaldsplanen, Handleplan for Klimatilpasning, Naturkvalitetsplanen, Vandforsyningsplanen samt Natur-, Miljø- og Klimapolitikken.Vi vil i overensstemmelse med Planlovens krav opsætte mål for indsatsområderne: reduktion af miljøbelastning, bæredygtig byudvikling, biologisk mangfoldighed, inddragelse af borgere og erhvervslivet og samspil mellem beslutningerne. Målene beskrives yderligere i det følgende:

Reduktion af miljøbelastning

Ringsted Kommune arbejder for at reducere miljøbelastningen på en lang række områder. På nogle områder er der opstillet direkte målsætninger. Det gælder for klima-, affalds-, grundvands- og drikkevandsområdet. Vi vil løbende opdatere disse planer. Eksempelvis er vi gået i gang med en udvidelse af vores klimatilpasningsplan, så den gælder for hele kommunen. Vi har også iværksat arbejdet med en plan for grøn omstilling, hvor vi blandt andet ser på, hvordan vi kan nedbringe udledningen af drivhusgasser

Bæredygtig byudvikling

Ringsted Kommune skal udvikles ud fra en helhedsorienteret tankegang, borgerinddragelse samt miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Det skal blandt andet ske gennem fokus på byfortætning og ved at øge andelen af grønne områder i kommunens byområder. Endelig er det et mål at styrke tog, bus-, cykel- og gangtrafik, som kan være med til at ned-bringe vores CO2udledning og skabe mulighed for bedre sundhed og liv i byerne

Biologisk mangfoldighed

Ringsted Kommunes mål for naturen er beskrevet i naturkvalitetsplanen fra 2013. Heri fremgår det, at naturen i Ringsted Kommune skal bevares ,og naturkvaliteten øges blandt andet ved at lade den vilde natur udvikle sig nogle steder uden indgreb fra mennesker. Andre steder skal der foretages indgreb, som sikrer en ekstensiv drift. Det er en målsætning, at beskyttede arter så vidt muligt skal sikres mod klimaforandringer for eksempel ved etablering af nye levesteder. I I kommuneplanens temaer om 'Natur og Landskab' og 'Klima, Miljø og tekniske anlæg' er indarbejdet mål og retningslinjer, som styrker den biologiske mangfoldighed

Inddragelse af borgere og erhvervsliv

Som kommune vil vi vejlede og stille rammer og organisering til rådighed. På den måde bliver det muligt for borgerne, erhvervslivet, foreningerne og andre i fællesskab med kommunen at være med til at løfte opgaven med at fremme en bæredygtig udvikling. Borgerinddragelse, arbejdet med lokalråd og interessegrupper vil derfor være en vigtig del af arbejdet med at udvikle Ringsted Kommune. Læs om principperne for samarbejde i ”Kommunikations- og Borgerinddragelsespolitikken” her.

Samspil mellem beslutningerne

I Ringsted Kommune har vi fokus på tværgående samarbejde for at sikre sammenhængende og helhedsorienterede løsninger. I praksis sker det ved, at vi er organiseret i mindre enheder – centre og teams – der giver bedre mulighed for, at tværgående samarbejde vil opstå og fungere. Målet er, at få inddraget alle relevante aktører og opnå en helhedsorienteret løsning af opgaven. I den kommende/nuværende Agenda 21 strategi bruger vi ovenstående indsatsområder som ramme og struktur for at beskrive byrådets målsætninger. Det gør vi velvidende, at bæredygtighed også indgår i andre dele af kommunens virke. I Kommuneplan 21 er målsætningerne fra Agenda 21 sammentænkt med FN’s verdensmål og indarbejdet i kommuneplanen mål, hovedstruktur, retningslinjer, rammer.