8.6. Beskyttede sten- og jorddiger

Retningslinjerne angiver de hensyn, der skal tages til beskyttede sten- og jorddiger i forbindelse med planlægning og projekter.

MÅL

  • I Ringsted Kommune bevares sten- og jordiger, der fortæller historien om landskabet.
  • Digerne skal understøttes og indarbejdes i planlægning og ved anlæg, da digerne er vigtige levesteder og spredningsveje for planter og dyr, ligesom at digerne har en visuel betydning for oplevelsen af landskabet.

 

Statisk kort

Kort 8.6 – Beskyttede sten- og jorddiger

RETNINGSLINJER

8.6.1
Der må ikke ændres i tilstanden for eksisterende sten- og jorddiger.

8.6.2
Hvis et dige har mistet sin fortælleværdi, er dårligt bevaret, meget korte (under 1 meter) og uden betydning for naturnetværket, kan der gives dispensation til at ændre i tilstanden.

 

Over hele Danmark findes et netværk af diger. Digerne afspejler skiftende tiders administrative grænser, ejerforhold og landbrugets driftsform helt tilbage fra jernalderen. Et meget kompliceret net med små og store masker, rektangulære og uregelmæssige former, indeni hinanden og krydsende hinanden, af forskellig længde, højde og drøjde. Ser man nærmere på mønstret, viser det sig, at der er en overordnet sammenhæng og forskellige funktioner. Variationerne afspejler de forskellige tiders lag af inddelinger eller afgrænsninger og viser ofte strukturer genbrugt gennem historien. Hvorfor byggede man diger, hvornår og hvordan blev de bygget, og ikke mindst hvordan ser de ud i dag efter flere hundrede år? Svarene på disse spørgsmål er vigtig viden, når der skal træffes afgørelser, skrives begrundelser, plejes, udføres tilsyn og svares på spørgsmål i den daglige sagsbehandling.

Digernes historiske udvikling og funktion
Før udskiftningen af den fælles jord omkring år 1800 dyrkede bønderne markerne i fællesskab, og dyrene gik sammen på overdrevet. Det var nødvendigt at hegne områder, hvor man ikke ønskede kreaturer - i realiteten var det alle de områder, hvor der blev dyrket afgrøder af forskellig slags, eller hvor der af andre grunde skulle være ”fred”. Der var derfor sat sten- eller jorddiger eller andre former for hegn omkring fx agerløkker eller andre private enemærker, omkring engene af hensyn til høet og om visse skove (landsbyens skovhave og herregårdens enemærke) af hensyn til den naturlige opvækst. Hegnene omkring  agerjorden i byens vange var ofte i de ældste tider af grene eller ris, da de skulle være lette at fjerne ved græsning. I landsbyen hegnede beboerne haverne og tofterne (gårdparcellerne), som var den enkelte  gårds særjord. Her var der generelt tale om at hegne dyrene ude. Endelig var hegn nødvendige om græsningsmarker, forter (landsbyens gade og plads), fægyder (drivveje) ud til græsningsarealer eller andre områder, hvor det gjaldt om at hegne dyrene inde. I de vestlige og nordlige dele af landet fandtes et mere fleksibelt system af åbne marker uden (vange-) hegn imellem. Men også her var de permanente  græsningsarealer hegnet fra den dyrkede jord, ligesom hø-enge, haver, tofter og lignende var indhegnet. Der kunne være lange forløb af hegnede drivveje til at lede dyrene ud i de store, fælles græsningsarealer. Og der var større indhegninger til forskellige formål, som fx til samling af dyr. Samtidig med at hegningen organiserede udnyttelsen af forskellige områder, kunne den opfylde andre formål. Skellene kunne også markere grænser mellem arealer med forskellige ejerforhold. Ejerlavsdiget blev sat omkring landsbyens fælles jord og markerede skellet til andre landsbyer/ejerlav, foruden at det holdt dyrene adskildt. Skellene viste skattemæssig status (hovedgårdsdige) og også administrative tilhørsforhold (sogne- og herredsdiger). Mange af disse skel var sat som sten- og jorddiger.