6.14. Vindmøller

Retningslinjer angiver placeringshensyn og præmisser for opsætning af vindmøller – store vindmøller, såvel som husstandsvindmøller og små møller.

MÅL

  • Ringsted Kommune vil bidrage til den grønne omstilling – blandt andet ved at muliggøre planlægning for opsætning af store vindmøller.

 

Statisk kort

Kort 6.14 - Området til opsætning af store vindmøller

RETNINGSLINJER

Fælles for alle vindmølleanlæg
6.14.1
Ved opstilling af vindmøller og husstandsmøller skal der tages hensyn til nabobeboelse – primært ved at holde god afstand til boligbebyggelse.

6.14.2
Der kan som udgangspunkt ikke opsættes vindmøller inden for bevaringsværdige landskaber, større sammenhængende landskaber, Grønt Danmarkskort, kulturmiljøer og kirkeomgivelser. Ved udskiftning af vindmøller skal der tages samme hensyn til omgivelserne som ved nyanlæg.

6.14.3
Vindmøller skal placeres minimum 1 gange totalhøjden fra overordnede veje, jernbaner og luftledninger. Ved placering mellem 1,0 og 1,7 gange totalhøjden skal der foretages en konkret vurdering.

6.14.4
Vindmøller skal placeres minimum 2 gange totalhøjden fra nationale gasledninger.

6.14.5
På opstillede vindmøller skal holdes i ensfarvede lysegrå nuancer og udføres med ikke- reflekterende overflader.

6.14.6
Set med vindretningen skal møllevingerne dreje med uret.

6.14.7
Vindmøller skal have 3-bladet rotor.

6.14.8
Møllehatten må ikke være dominerende i forhold til den øvrige konstruktion.

6.14.9
Der må ikke være reklamer på møllerne. Dog må producentens logo placeres på møllehatten.

6.14.10
Inden der planlægges for større vindmøller, skal udvikler kunne dokumentere, at kapaciteten på det El-nettet i området er tilstrækkelig til at kunne transportere alt den strøm, som anlægget kan producere.

 

Store vindmøller - totalhøjde på 25 meter og derover
6.14.10
Store vindmøller kan kun opstilles og udskiftes inden for de områder, der er udpeget på kort 6.14.

6.14.11
Ved planlægning for store vindmøller skal der altid ske afvejning af hensynet til landskabelige, naturmæssige og kulturmæssige interesser.

6.14.12
Opsætning af store vindmøller kræver en forudgående dialog i lokalområdet samt udarbejdelse af lokalplan og tillæg til kommuneplanen med tilhørende miljøvurdering af den konkrete placering.

6.14.13
Der planlægges ikke for forsøgsmøller.

6.14.14
Opstilling og udskiftning af vindmøller inden for områderne udpeget på kort 6.14, og forudsætter lokalplanlægning.

6.14.15
Opstilling af vindmøller, der medfører en relativ stor energiproduktion, vægtes højt.

6.14.16
Vindmøller inden for det enkelte vindmølleområde skal være ensartede, og skal desuden opstilles på en linje eller i et grid med samme indbyrdes afstand, som skal være 3-5 gange rotordiameteren og således at deres nav flugter på en ret linje, eller følger terrænet. Ved et større antal møller kan andre opstillingsmønstre accepteres.

6.14.17
Store vindmøller skal opstilles således, at de maksimalt giver anledning til 10 skyggetimer pr. år (reel skyggetid) på naboers beboelse og udendørs opholdsarealer i tilknytning til beboelse. Ved overskridelse af denne værdi, skal møllerne standses i det relevante tidsrum.

6.14.18
Alle vindmøller med en totalhøjde på 100 meter og derover skal som minimum afmærkes med rød lavintensiv belysning (minimum 10 candela) døgnet rundt. For at opnå 360 graders dækning skal der sættes 2 lamper øverst på møllehatten.

6.14.19
I områder, hvor der er overordnede radiokædeforbindelser, vil tilladelse til opstilling af vindmøller bero på en konkret vurdering af, om møllerne kan forstyrre forbindelsen.

6.14.20
Harmoniforholdet mellem navhøjde og rotordiameter skal være 1:1,1 - 1:1,35.

 

Husstandsmøller - totalhøjde under 25 meter
6.14.21
Husstandsmøller kan som udgangspunkt ikke opstilles inden for bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber.

6.14.22
Husstandsmøller, der betjener en enkelt ejendom, skal opstilles i umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse på ejendommen.

 

Små møller
6.14.23
Små møller er enkelt placerede møller med et rotorareal på op til 5 m2.

6.14.24
Små møller må som udgangspunkt ikke placeres  inden for bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber.

6.14.25
Små møller kan opstilles i byzone under forudsætning af, at støjkrav overholdes.

6.14.26
Små møller kan ikke opsættes i centerområdet og i Ringsteds historiske bykerne.

 

I Ringsted Kommune er der i dag ca. 15 større vindmøller, som før eller siden skal udskiftes grundet alder. Kommunen ønsker at fastholde og om muligt øge produktionen af vindenergi inden for kommunens grænser.

Byrådet besluttede dog i forbindelse med endelig vedtagelse af Kommuneplan 2021, at der skal indledes en proces, hvori muligheden for at udtage mindre område vest for Sigersted af udpegningen for større vindmøller skal vurderes.

Afstand til veje, jernbaner og luftledninger
Vindmøller skal placeres minimum 1 gange møllens totalhøjde fra overordnede veje, jernbaner og luftledninger. Ved placering mellem 1,0 og 1,7 gange totalhøjden skal der foretages en konkret vurdering, og i de tilfælde, hvor der er tale om statsveje, skal Vejdirektoratet desuden høres. Afstanden måles fra kant af vej eller nødspor eller fra nærmeste byggelinje, hvis disse er pålagt.

Respektafstande
Vindmøller kan have negativ påvirkning på radarer og andre signaler i relation til luftfarten. Derfor skal det i forbindelse med nye vindmølleprojekter, inden for gældende respektafstande, undersøges om nye vindmølleprojekter påvirker disse signaler - Naviair vil foretage denne vurdering på opfordring.

Anmeldelse til Trafikstyrelsen
Vindmøller skal anmeldes til Trafikstyrelsen, hvis de kommer til at befinde sig inden for højdegrænseplanet for henholdsvis flyvebane og indflyvning. Vindmøller, der er over 100 meter skal indmeldes til Trafikstyrelsen - også selvom disse placeres uden for højdegrænseplanet.

Store vindmøller
Der gælder i dag regler for planlægning og tilladelse til opstilling af vindmøller, som er beskrevet i bek.nr. 923 af 6. september 2019 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller, samt vejledning af 6. januar 2015 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller. En af de væsentligste grundregler er, at der skal være en afstand på fire gange møllens totalhøjde til nærmeste boliger. Det vil sige at en vindmølle på 150 meter afkaster en respektafstand på 600 meter.

Opstilling af større vindmøller over 25 meter kræver udpegning af egnet areal i kommuneplanlægningen. Endvidere skal der udarbejdes lokalplan og miljøvurdering, da store vindmøller oftest er et stort indgreb i det eksisterende landskab, og kan have væsentlige negative påvirkninger af beboelsesejendomme i området.

I september 2019 blev tidligere maksimal højde på 150 meter for store vindmøller ophævet og størrelsen af store vindmøller er derfor nu alene betinget af lovbundne afstandskrav samt en konkret faglig og politisk afvejning af andre interesser.

Vindmølleanalyse
Udpegningen af de fem områder til opsætning af store vindmøller (kort 6.14) er foretaget på baggrund af en vindmølleanalyse fra 2013. Du kan læse hele vindmølleanalysen her.

Møllernes påvirkning af miljøet
Vindmøller skal ifølge gældende bekendtgørelse fortrinsvis opstilles i grupper. Opstilling af vindmøller skal ske således, at anlæggene kan opfattes som harmoniske helheder, hvorfor der stilles krav til ensartethed og opstillingsmønster.

Det er ligeledes vigtigt, at møller påvirker det omgivende miljø – herunder landskabet, så lidt som muligt. Derfor stiller Ringsted Kommune krav om, at møller har en rotor med mindst tre vinger, da disse virker mindre forstyrrende på oplevelsen i landskabet. For de helt små husstandsmøller med et rotorareal op til 5 m2 kan der dog tillades to vinger. Der stilles af samme årsag krav om, at møllerne i farve- og materialevalg fremtræder så neutralt som muligt.

Store vindmøller har en langsommere omdrejningshastighed end mindre møller. Da det samlede antal møller forventes at blive reduceret gennem sanering af gamle og ineffektive møller, forventes det samlede visuelle indtryk i landskabet at blive roligere. Kommunen ønsker derfor at samle effekten i større og mere effektive møller.

Genopstilling
Der kan undtagelsesvist gives tilladelse til genopstilling af en vindmølle uden for de udpegede områder. I så fald skal der foreligge en særlig begrundelse som for eksempel, at møllen er gået i stykker på grund af lynnedslag eller lignende.

Erhvervsministeriets bekendtgørelse
Kommuneplanens retningslinjer for placering af vindmøller skal være i overensstemmelse med Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 923 af 6. september 2019 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller. Hensigten med bekendtgørelsen er blandt andet at sikre varetagelse af hensynet til naboer samt landskabelige hensyn i planlægningsarbejdet for vindmøller.