2.2. Erhverv i det åbne land

Retningslinjerne for erhverv i det åbne land har til formål at angive, hvor og under hvilken hensyn der kan placeres erhverv i det åbne land.

MÅL

  • Ringsted Kommune vil understøtte liv og aktivitet i landdistrikter, og vil give virksomheder mulighed for at udnytte allerede eksisterende bygningsmasser, så disse holdes ved lige og bevarer en brugsmæssig funktion under hensyntagen til omgivelserne og lovgivningen.

Statisk kort

Kort 2.2 – Erhverv

RETNINGSLINJER

2.2.1
Arealer til erhverv i det åbne land afgrænses og udlægges som vist på kort 2.2.

2.2.2
Etablering af nybyggeri til erhverv i landzone - udover jordbrugserhverv - må ikke ske inden for 'Bevaringsværdige landskaber', 'Større sammenhængende landskaber', kulturmiljøer og/eller inden for Grønt Danmarkskort.

2.2.3
Etablering af nybyggeri til erhverv i landzone kan ske inden for de afgrænsede landsbyer, hvis det kan indpasses naturligt i landsbyen.

2.2.4
I forbindelse med nybyggeri til erhverv i landzone skal der redegøres for trafikbetjeningen.

2.2.5
De erhvervstyper, der fremgår af Planlovens § 37 kan etableres i overflødiggjorte bygninger i landzone, hvis følgende tre betingelser er opfyldt:

  1. Virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentligt omfang.
  2. Bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.
  3. Byggeriet ikke er opført uden landzonetilladelse som erhvervsmæssigt, nødvendigt byggeri for en jordbrugsbedrift.

2.2.6
Virksomheder som inden den 1. januar 1985 havde investeret væsentligt i anlæg og/eller bygninger, som vil gå tabt ved en flytning af virksomheden, kan tillades udvidet i takt med behovet under hensyntagen til de øvrige retningslinjer.

2.2.7
Eksisterende virksomheder i det åbne land kan udvides bygningsmæssigt i henhold til Planlovens regler, hvis det kan ske uden, at væsentlige naturmæssige, kulturhistoriske, rekreative, miljømæssige eller landbrugsmæssige interesser tilsidesættes.

2.2.8
Virksomheder, som fordrer direkte adgang til råstoffer, bør placeres i direkte tilknytning til området, hvor ressourcerne findes, hvis dette ikke tilsidesætter de naturmæssige, kulturhistoriske, landskabelige, rekreative, miljømæssige og landbrugsmæssige interesser i området.