HOVEDSTRUKTUR
I Ringsted Kommune skal det være nemt for virksomheder at komme i gang og komme videre. Derfor vil Ringsted Kommune blandt andet arbejde for at skabe gode rammer, der sikrer attraktive erhvervsarealer og skaber plads til gode tilbud og oplevelser for borgere, medarbejdere og besøgende.
For at skabe bæredygtige byer og lokalsamfund er samspillet med erhverv afgørende.
Kort 2 – Hovedstruktur for Erhverv og detailhandel
Gode rammer om et godt erhvervsliv
Det er godt at drive virksomhed i Ringsted Kommune. Inden for brancher med mange arbejdspladser og en høj specialisering er der fremgang i beskæftigelsen. Det giver et solidt udgangspunkt for den lokale vækst. Det stiller samtidig krav til, at de fysiske rammer kan følge med udviklingen, hvis eksisterende virksomheder får brug for relokalisering, og når nye virksomheder ønsker at etablere sig Ringsted Kommune. Den positive befolkningsudvikling med næsten 3.500 nye borgere de seneste ti år viser, at Ringsted Kommune også er et godt sted at leve og bo. Sammen med en høj indpendling giver det virksomhederne et solidt fundament for rekruttering af arbejdskraft. I de kommende årtier mindskes den samlede arbejdsstyrke, og konkurrencen om medarbejdere vil stige. For at virksomhederne i Ringsted Kommune fortsat kan stå stærkt i kampen om de bedste kompetencer, skal Ringsteds renommé som et attraktivt sted at arbejde og bo til stadighed udvikles og kommunikeres.
Planlagte og profilerede erhvervsområder
Ringsted Business Park er Ringsteds store, nye erhvervsområde, hvori der kan placeres virksomheder med miljøklasse 4-7. Området er under etablering. De øvrige erhvervsområder i Ringsted Kommune er udbygget over en lang årrække og rummer en blanding af produktions- og administrationsfaciliteter af meget forskellig karakter. Det betyder, at Ringsted Kommune kan imødekomme de fleste ønsker inden for eksisterende erhvervsejendomme, og at det kan lade sig gøre at bygge nyt på ledige grunde i allerede veletablerede erhvervsområder. Til gengæld betyder den store variation også, at der ligger en vigtig opgave i at tegne de enkelte erhvervsområders profil.
En sammenhængende og levende bymidte med et attraktivt handelsliv
Detailhandel i Ringsted Kommune er vokset kraftigt siden etableringen af Ringsted Outlet og butikscenteret, Ringstedet. Ringsted Kommune har fået øget sin oplandseffekt og konkurrencekraft i forhold til de øvrige byer i regionen - særligt i kraft af Outletbyen.
Også i de kommende år forventes en befolkningsvækst i Ringsted Kommune, hvilket naturligt kan skabe behov for etablering af flere butikker. Som følge af etableringen af Ringsted Outlet og Ringstedet er handelsbalancen blevet ændret kraftigt mod nord, hvilket har sat den gamle bymidtes detailhandel i centrum (Nørregade, Tinggade og Sct. Hansgade) under pres. Ringsted Kommune vil styrke en samlet bymidte med udarbejdelse af en bymidteplan. Der er allerede sat fokus på blandt andet at skabe et oplevelsescentrum omkring den nyanlagte torv, og med en bymidteplan vil bymidtens mange potentialer blive konkretiseret - blandt andet i form af en retning for fortætning og omdannelse med flere boliger og bymidte funktioner, der kan understøtte en levende bymidte med et attraktivt handelsmiljø.