4. Blå og grønne strukturer

HOVEDSTRUKTUR

Byrådets mål er at sikre, at kvaliteterne i Ringsted Kommunes landskaber, natur og rekreative områder beskyttes samtidig med, at de udvikles og benyttes til gavn for borgernes livskvalitet, sundhed samt oplevelsesmuligheder, og at disse områder i højere grad bidrager til en øget biodiversitet og bedre klimatilpasning.

Kommunen vil skabe sammenhæng og udvikle kommunens værdifulde landskaber og naturområder. Stier og andre grønne strukturer skal skabe flere og bedre adgange til og gennem landskabet, og regnvand skal bruges som ressource, der kan være med til at skabe nye blå og grønne og rekreative områder.

Statisk kort

Kort 4 - Blå og grønne strukturer

Landskabet
Ringsted Kommune har et smukt og varieret landskab. Terrænet, vandet og skovene giver karakter og fortæller landskabets historie. Syd og vest for Ringsted er landskabet domineret af store bølgede markflader, som udgør en del af det danske guldalderlandskab. Mod nord finder man de store skove omkring Skjoldnæsholm og Valsølille i et kuperet terræn. Centralt i kommunen deler tunneldalen med Haraldsted Sø, Gyrstinge Sø og Vigersdal Ådal kommunen, og tilfører sammen med Ringsted Ådal og Torpet Mose rekreative landskaber med højt naturindhold tæt på Ringsted By. Sammen danner disse strukturer 'Det blå T'.

Figur 4 - 'Det Blå T' og grønne og principtegning af grønne strukturer i og omkring Ringsted By

Aktiviteter og faciliteter ved Haraldsted Sø
Haraldsted Sø og Gyrstinge Sø er centrale elementer i 'Det Blå T'. Søerne købte Ringsted Kommune i 2014, og siden har der være livlig debat om, hvordan de skulle bruges. Efter en bred borgerinddragelse blev det besluttet, at Gyrstinge Sø skal kunne udvikle sig til et attraktivt udflugtsmål, hvor der lægges vægt på at beskytte naturen. Også ved Haraldsted Sø skal naturen beskyttes, men her lægges desuden vægt på rekreative udfoldelsesmuligheder. Ved Haraldsted Sø finder man blandt andet Oplevelsesstien, mountain bike bane og ikke mindst Søsportshjørnet, hvor flere klubber/foreninger holder til. Som opfølgning på Helhedsplanen for Haraldsted Sø og Gyrstinge Sø gives der nu mulighed for at udvikle Søsportshjørnet yderligere. Det samme gør sig gældende ved Traktørstedet på den nordlige side af Haraldsted Sø, hvor der gives mulighed for at opføre et nyt byggeri - et Natur- og aktivitetshus, som skal imødekomme blandt andet lokale borgeres ønske om et nyt mødested, der kan understøtte fællesskabet omkring aktiviteter ved søen og i skoven.

Naturen
'Det blå T' og de store skovområder i den nordlige del af kommunen udgør størstedelen af kommunens værdifulde natur. Af samme årsag er det især disse områder, som den ny pilotnaturpark rummer. Godkendelsen af en Pilotnaturpark Ringsted er et kvalitetsstempel på, at kommunen rummer nogle helt særlige og unikke områder. Inden for området bliver det muligt at styrke og udvikle de mange natur- og kulturværdier og samtidig støtte udviklingen af lokale erhverv. Det gælder både i forhold til friluftsliv, bosætning, erhverv, samt formidling af områdets spændende natur- og kulturhistorie. Et overblik over kommunens natur og potentielle natur kan ses under Grønt Danmarkskort. Afgrænsningen af naturparken er i skrivende stund ikke fastlagt.

Sammenhæng mellem by og natur
Det smukke landskab og den rige natur er værdifulde for Ringsted Kommune, og er desuden vigtige både for nuværende borgere og for at tiltrække nye borgere og besøgende til kommunen. Derfor skal vi gennem omhyggelig planlægning sikre, at landskabet og naturen beskyttes og forbliver attraktive og imødekommende, men samtidig sørge for, at landskabet og naturen kan benyttes og nydes af blandt andre kommunes borgerne. Selvom de fleste byområder og landsbyer er omgivet af smukke landskaber og værdifuld natur, er der fra flere byområder og landsbyer ikke direkte adgang til naturen og landskabet – fx til at gå eller cykle en hverdagstur rundt i landskabet. Derfor skal vi fortsat arbejde med at skabe flere adgange til og rundt i landskabet. Ved at etablere flere grønne områder i byerne og flere stiforbindelser til landskabet og mellem byer og landsbyer kan vi opnå, at flere bruger det grønne aktivt, og at cyklen bliver et attraktivt alternativ til bilen. I dele af kommunen skal der fortsat arbejdes med naturgenopretning og nyplantning af skov og dermed skabes nye landskabelige sammenhænge, som både kan styrke naturindholdet, sikre grundvandet og være til gavn for klimaet.

Attraktive cykelstier/pendlerstier
Målet med flere stier er ikke blåt flere rekreative oplevelsesmuligheder. Det skal også være mere attraktivt og sikkert at cykle fx til skole, arbejde eller stationen. Derfor skal der også arbejdes hen mod et bedre cykelstinet, der forbindelser landsbyer og Ringsted flere steder end det er tilfældet i dag.

Sammenhæng mellem natur og klimaindsats
Landskabet spiller en vigtig rolle i forhold til at mindske udledningen af drivhusgasser, og i forhold til at kunne tage imod de kraftigere og større mængder nedbør, som klimaforandringerne medfører. I Ringsted Kommune ser vi vandet som en ressource, der giver øget biodiversitet og skaber mulighed for rekreative oplevelser - uanset om man befinder sig i byen eller på landet. Ringsted Kommune vil arbejde sammen med borgere, foreninger og lokalråd om nye blå og grønne områder, mere natur og flere våde områder der, hvor vandet naturligt er, og hvor det kan styrke grønne forbindelser ind i byområder.