6.13. Varmeforsyning

Retningslinjer angiver, hvordan brug af vedvarende energikilder til varmeforsyning skal indtænkes ved planlægning af blandt andet nye boligområder.

MÅL

  • Ringsted Kommune fremmer en fossilfri varmeforsyning ved at være med til at sikre, at den er baseret på mindst 95 % på vedvarende energi.
  • I Ringsted Kommune skal udbredelse af fjernvarme fortrinsvis ske i områder, hvor den kan fortrænge brug af naturgas og olie

 

RETNINGSLINJER

6.13.1
Anvendelse af vedvarende energikilder skal indtænkes i lokalplanlægningen - herunder muligheden for forsyning med fjernvarme.

 

Ringsted Kommune sætter fokus på klimaet – blandt andet ved at sikre en reduktion af CO2 samt fremme vedvarende energi. Kommunen ønsker at støtte op om klimaloven og bidrage til at nå målet om en 70 % reduktion af CO2-udledningen i forhold til 1990 og en udvikling mod et samfund, der er fri af fossile brændsler. En udvikling af varmeforsyningen kan bidrage til nå disse mål og visioner.

I varmeforsyningen spiller fjernvarme en vigtig rolle. Således er ca. 35 % af det samlede opvarmede areal i Ringsted Kommune forsynet med fjernvarme. Produktion af fjernvarme har den fordel, at man effektivt har mulighed for at udnytte alle vedvarende energiressourcer i stor skala til forsyning af den enkelte fjernvarmeforbruger. Fjernvarmen giver desuden mulighed for fleksibel udnyttelse af el fra vind og sol, når den er til rådighed, og er derfor en samfundsøkonomisk fordelagtig varmeforsyning, der kan afbalancere det samlede energisystem.

Anlæg til produktion og distribution af fjernvarme placeres typisk i bebyggede områder, og tilpasses bestemmelserne i de konkrete lokalplaner for området. Langt det største fjernvarmeområde er i selve Ringsted by, hvor Ringsted Fjernvarme forsyner omkring 55 % af det samlede opvarmede areal i byen. Derudover er dele af Ørslev forsynet med fjernvarme fra et værk i Terslev, der ligger i Faxe Kommune.

Fjernvarmen i Ringsted har hidtil været baseret på ca. 70 % halm og 30 % naturgas. Men med etablering af en 8 MW varmepumpe på Ringsted Kraftvarmeværk i 2020 forventes det, at fjernvarmen fremover vil være baseret på ca. 95 % vedvarende energi – kun ca. 5 % vil fortsat være fossilt brændsel i form af naturgas.

Ringsted Fjernvarme foretager løbende undersøgelser af, hvorvidt der er samfunds-, bruger- og selskabsøkonomisk grundlag for at udvide fjernvarmeområderne. Eksempelvis kan områder, der fysisk støder op til det eksisterende fjernvarmeområde lettere opnå positiv økonomi i at overgå fra naturgas og olie til fjernvarme.

Af regeringens Klimaaftale 2020 for energi og industri mv. fremgår det, at forbrugerbindingerne til naturgas afskaffes og kravet til positiv samfundsøkonomi moderniseres, således at fjernvarmeprojekter kan godkendes uden en sammenligning med fossile alternativer. De vil forbedre mulighederne for fremover at konvertere gasområder til fjernvarme.