6.3. Biogasanlæg

Retningslinjerne angiver placeringshensyn og -vilkår for fælles biogasanlæg – altså anlæg, der dagligt behandler minimum 200 tons husdyrgødning fra flere forskellige bedrifter.

MÅL

  • I Ringsted Kommune skal nye fælles biogasanlæg have en placering, der tager hensyn til naboer, natur samt kulturmæssige og landskabelige interesser. Derudover skal anlæg placeres tæt på det overordnede vejnet og det eksisterende naturgasnetværk.
Statisk kort

Kort 6.3 – Områder egnede til fælles biogasanlæg

RETNINGSLINJER

6.3.1
Fælles biogasanlæg skal søges etableret inden for de områder, der er udpeget på kort 6.3.

6.3.2
Biogasanlæg skal placeres og udformes, så det påvirker den visuelle oplevelse af landskabet mindst muligt.

6.3.3
Anlægget må ikke placeres nærmere end 500 meter fra samlet bebyggelse eller områder, der i kommuneplanen er udlagt til boligformål eller nærmere end 300 meter fra boliger i det åbne land.

6.3.4
Af hensyn til landskab og naboer kan der stilles krav om etablering af skærmende beplantning omkring biogasanlægget og langs tilkørselsveje.

6.3.5
Ved lokaliseringen af større biogasanlæg skal der sikres en hensigtsmæssig trafikafvikling. Ved trafikafviklingen skal der tages hensyn til kapacitet, trafiksikkerhed, støj og støv.

6.3.6
Anlæg skal som udgangspunkt placeres med tilkørsel til det overordnede vejnet.

6.3.7
Transporten til og fra anlæg skal have mindst mulig genevirkning for omkringliggende beboelser.

6.3.8
Det skal sikres at placeringen af et anlæg ikke forringer spredningsmulighederne for vilde dyr og planter.

6.3.9
Den præcise placering af et fælles biogasanlæg fastsættes i forbindelse med udarbejdelse af lokalplan og eventuelt kommuneplantillæg samt miljøkonsekvensrapport for det konkrete projekt. Der vil i planlægningen blive foretaget en konkret vurdering i forhold til anlæggets indpasning i landskabet samt hensynet til blandt andet natur, naboer og grundvand.

6.3.10
Kommer der flere anlægsønsker baseret på samme ressourcer (gylle mm.), vil Ringsted Kommune prioritere at understøtte anlæg, der behandler den største mængde biomateriale.

 

Ringsted Kommune sætter fokus på klimaet – bl.a. ved at sikre en reduktion af CO2-udslippet gennem øget produktion af vedvarende energi. Kommunen vil støtte op om klimaloven og bidrage til at nå målet om en 70% reduktion af CO2 i forhold til 1990 og en udvikling mod et samfund, der er fri af fossile brændsler. Et biogasanlæg kan medvirke til at nå disse mål og visioner.

I forbindelse med aftalen om Grøn Vækst fra 2009 er kommunerne forpligtet til at inddrage lokalisering af biogasanlæg i kommuneplanlægningen. Det fremgår endvidere af klimaaftalen 2020, at bl.a. biogas skal supplere den grønne el og bidrage til den grønne omstilling af processer, der umiddelbart ikke forventes at kunne elektrificeres, og at staten fra 2024 vil yde tilskud til biogasproduktionen.

Husdyrgødning og andre organiske restprodukter udgør en meget stor uudnyttet ressource. Ved afgasning i biogasanlæg kan andelen af vedvarende energi i forsyningen øges, når biogas erstatter naturgas. Derudover kan bioforgasning bidrage til at mindske miljøpåvirkningen fra husdyrbrugene og affaldsanlæggene gennem bedre udnyttelse af næringsstofferne, mindske CO2-udledningen og reducere lugtgenerne ved udbringning af gylle.

Placering af biogasanlæg
Ringsted Kommune har udpeget to områder, der anses som egnede til etablering af fælles biogasanlæg. Områderne er udpeget dels på baggrund af en analyse fra 2012 over områder der er egnede (Område ved Balstrup) og dels et område, hvor der i dag er etableret og drives et biogasanlæg (Område ved Mulstrup).

Du kan læse biogasanalysen her.

Ringsted Kommune vil ved et konkret projekt sikre et samarbejde med de omkringliggende kommuner således, at biogasanlægget bliver tilpasset gyllemængden, der er til rådighed – også uden for kommunegrænsen.