Retningslinjerne angiver placering af kulturinstitutioner.
Kort 7.3 - Eksisterende kulturinstitutioner
7.3.1
Nye kulturinstitutioner skal placeres i eller i tilknytning til arealer i byzone.
7.3.2
Eksisterende og kommende tilbagevendende events og oplevelser skal tilgodeses med det givne arealbehov. Hvis det areal der benyttes skal anvendes til andre formål, skal der anvises et andet areal.
Kulturområdet byder på en bred vifte af tilbud, der giver oplevelser både i hverdagen og ved unikke events.
Dette gøres primært gennem aktiviteter i kommunens professionelle kultur- og fritidsinstitutioner: Ringsted Kongrescenter, Ringsted Musik- og Kulturskole, Ringsted Museum og Arkiv samt Ringsted Bibliotek. Også gennem lokale initiativer, særligt i Ringsteds landdistrikter, skabes der aktiviteter og arrangementer - ofte i forbindelse med de lokale forsamlingssteder.
Ringsted Kommune satser på gode oplevelser i dagligdagen og skaber særlige oplevelser, der supplerer de mange nationale og internationale oplevelser, som er inden for kort afstand. Dette udmøntes gennem de store oplevelsesparaplyer Sommer i Ringsted og Jul i Ringsted, Middelalderfestivalen, der nu afholdes hvert andet år, Ringsted Festivalen og den brede vifte af mindre arrangementer, som foreningerne og private aktører står for. Der arbejdes på dette område meget med et samarbejdsspor, der skal sikre en optimal udnyttelse af økonomien og en rimelig alsidighed. Samarbejdet involverer også erhvervslivet, handelsstand, foreningsliv og frivillige – både som private sponsorer og bidragsydere og som medarrangører.
I den kommende periode vil Ringsted Kommune fortsat arbejde aktivt for at skabe gode rammer og vilkår for både det etablerede og ikke-etablerede kulturliv. Kultur skal være et synligt fyrtårn, fordi det tiltrækker besøgende, turister, handlende og virksomheder. Kultur er vigtigt, fordi det skaber små og store oplevelser i hverdagen for kommunens borgere. Som kommune skal vi understøtte, satse på og prioritere midler til kulturoplevelser, der henvender sig bredt - eksempelvis festivaller, oplevelsesaktiviteter og hverdagskultur. Men vi har også øje for, at særlige indsatser inden for mere smalle kultur- og kunstaktiviteter kan bruges både til fordybelse, læring og som løftestang for kommunens image.
Det betyder at Ringsted Kommune vil arbejde for, at bymidten, anlæg og grønne arealer kan anvendes til både små og større events, samt at der er nemme og sikre adgangsforhold til kulturelle institutioner, kulturelle tilbud og kulturelle arrangementer.