Kommuneplanens rolle
Kommuneplanen dækker hele kommunens areal, og kan bedst beskrives som en overordnet plan der sætter mål og rammer primært for arealanvendelsen i kommunen. Kommuneplanen er bindeleddet mellem på den ene side landsplanlægning og den regionale udviklingsplan, og på den anden side den detaljerede lokalplanlægning og retningslinjer for konkretet emner.
Der er ikke handlepligt i en kommuneplan, og byrådet kan derfor ikke sikre at de planlagte projekter rent faktisk gennemføres. Kommuneplanen kan kun sikre at hvis der sættes en handling i gang, skal denne være i overensstemmelse med kommuneplanen.
Rækkefølge for planens gennemførelse
I den kommende kommuneplanperiode vil Ringsted Kommune blandt andet arbejde med følgende emner:
- Udvikling af den nye bydel Hulemarken
- Boligudbygning – på bar-mark og ved omdannelse
- Bymidte for Ringsted Bymidte
- Omdannelse af Odinsvejkvarteret.
- Fortsætte udviklingen af Ringsted Business Park – erhvervsudvikling.
- Kommuneplan i et overordnet perspektiv.
Planer, der har indflydelse på kommuneplanen
Nedenfor gives en kort introduktion til de planer mv. som kommuneplanen ikke må stride mod. Der findes desuden en række statslige programmer og handlingsplaner, som også skal lægge til grund for kommuneplanlægningen.
Landsplanredegørelsen
I Landsplanredegørelsen fremlægger regeringen sine langsigtede overvejelser om landets geografiske struktur og hvordan de realiseres. Landsplanredegørelse 2013 ”Grøn omstilling – nye muligheder for Danmark” blev offentliggjort i 2013. Ringsted Kommunes Kommuneplan 2021 - 2033 strider ikke mod forslaget til landsplanredegørelsens hensigter.
Vandplaner med handleplaner
Vandplanlægningen har sammenhæng til en lang række planemner i kommuneplanen, fx udlæg af arealer til byzone, virksomheder med særlige beliggenhedskrav, jordbrugsmæssige interesser, skovrejsningsområder, lavbundsarealer samt til naturområder og naturbeskyttelsesinteresser. Kommuneplanlægningen skal tage højde for de statslige vandplaner og de kommunale handleplaner, der konkret fastlægger de tiltag, som kommunen vil iværksætte.
Natura 2000-planer & Natura 2000-skovplaner, samt handlingsplaner
Kommunerne skal ved deres planlægning samt administration af landzonebestemmelserne, naturbeskyttelsesloven, vandløbsloven, vandforsyningsloven, miljøbeskyttelsesloven, råstofloven og anden relevant lovgivning tage højde for de statslige naturplaner og deres indsatsprogrammer. De planer der vedrører Ringsted Kommune er indarbejdet, hvor det er relevant, i de enkelte afsnit i kommuneplanen.
Beskyttede områder efter anden lovgivning
Kommuneplanen tilsidesætter ikke gældende lovgivning for så vidt gælder miljø-, natur- og kulturbeskyttelse. Således gælder det at konkret detaillovgivning altid skal overholdes uanset Kommuneplanen målsætninger. Ringsted Kommuneplan 2017 - 2029 indeholder gennemgående mindst mulig henvisning til konkret lovgivning af hensyn til aktualitet.
Ringsted kommune har ikke udarbejdet en støjkortlægning med tilhørende handlingsplaner, i medfør af støjbekendtgørelsen. Kommunen arbejder p.t. med støjkortlægning i forhold til Vestmotorvejen. Kommunen har ikke udpeget stilleområder. I kommuneplanen er der udpeget et område som større uforstyrrede landskaber, som så vidt muligt skal friholdes for nye større tekniske anlæg.
Regional vækst- og udviklingsstrategi
Region Sjællands regionale vækst- og udviklingsstrategi 2019-2022 indeholder helt overordnede af fire temaer:
- at styrke virksomhedernes konkurrencekraft
- klar til fremtidens arbejdsmarked
- vækstområder driver regionens udvikling fremad
- en sammenhængende region
Hver tema har indsatsområder, som Ringsted Kommune bidrager til at understøtte.
Råstofplan for Region Sjælland 2020
Kommuneplanen må ikke stride mod en råstofplan udarbejdet af Regionsrådet. Ringsted Kommunes kommuneplan har taget hensyn til råstofplanen og strider ikke mod den.
Befolkningsudviklingen
Ringsted Kommune udarbejder hvert år en befolkningsprognose. Forud for arbejdet med befolkningsprognosen udarbejdes hvert år et boligprogram, som er en vigtig forudsætning prognosen. Boligprogrammet tager udgangspunkt i samfundsudviklingen, og udviklingen i Ringsted Kommune med hensyn til vækst og boligudbygning i de foregående år.
Ringsted Kommunes befolkningsprognose er hvert år udgangspunkt for budgetlægningen. Hvert fjerde år, når der udarbejdes kommuneplan, er prognosen tillige udgangspunkt for kommuneplanlægningen. Prognosen skaber et overblik over blandt andet sammenhængen mellem boligudbygning og indbyggertal samt alderssammensætningen i befolkningen. Prognosen viser, at folketallet vil stige frem mod 2033 med 3.411 personer fra 34.847 indbyggere primo 2020 til 38.258 indbyggere primo 2033. Dette svarer til en befolkningstilvækst på ca. 9,8 %. Til sammenligning forventes der på landsplan en stigning i indbyggertallet på ca. 4,4 % i samme periode.
Dette medfører behov for udlæg til 300-400 boliger i og i tilknytning til Ringsted by i form af fortætning og omdannelse i den eksisterende by og udlæg på bar-mark. Se opgørelsen under temaet 'Bosætning og Byvækst' i afsnittet 'Byudvikling'.
Der er ikke behov at udlægge nye arealer til erhvervsformål. Se opgørelsen under temaet 'Erhverv og Detail' i afsnittet Erhverv'.
Kommuneplanens sammenhæng med kommuneplanlægningen i nabokommunerne
Ringsted Kommunes Kommuneplan 2021-2033 har sammenhæng med kommuneplanlægning på den måde, at en del områder strækker sig ud over Ringsteds Kommunegrænse. Det gælder fx infrastruktur, kollektiv transport, kirkeomgivelsesområder, Grønt Danmarkskort. Der kan også være områder, som er placeret i en anden kommune uden at strække sig ind i Ringsted Kommune, der skal tages hensyn til. Det kunne være konsekvensområder for vindmøller.
Kommuneplanens sammenhæng med den statslige trafikplan og trafikselskabernes trafikplan for offentlig service
Ringsted Kommunes placering betyder, at mange regionale og nationale trafikanlæg går gennem kommunen, ligesom kommunen er knudepunkt for trafikselskabernes trafikplaner. Derfor er det nødvendigt at disse anlæg indarbejdes i planlægningen, og der tages hensyn til dem.
Detailhandel
Den samlede oversigt over detailhandelsareal findes under redegørelsen for 'Detail'.
Bymidte | En stor del af Sjælland er opland for Ringsted Bymidte, da bymidte indeholder Outletbyen. |
Lokalcentre | Lokalcentre er placeret i en bydel, og fungerer som detailvareforsyning for bydelen. |
Pladskrævende varegrupper | Inderholder butikker med pladskrævende varegrupper - inklusiv møbelbutikker - og oplandet for området er primært Ringsted Kommune samt den del af nabokommunerne, der ligger tættest på Ringsted By. |
Aflastningscenter | I aflastningscentrene ligger butikker, som er detailhandelsbutikker, der har brug for et større areal end der er mulighed for i bymidten. I disse områder kan der også placeres møbelbutikker. |
Enkeltbutikker | Er placeret rundt omkring i Ringsted By og i byzonelandsbyerne,og fungerer som daligvareforsyning for det lokale områder. |