5.4a Bevaringsværdige landskaber

Retningslinjens formål
Formålet med retningslinjerne er at sikre, at bevaringsværdige landskaber er tydeligt afgrænsede områder, hvor hensynet til at beskytte og om muligt forbedre landskabsværdierne prioriteres højt.

Hvad betyder retningslinjerne?
Retningslinjerne betyder, at der inden for de bevaringsværdige landskaber som udgangspunkt kun må ske ændringer, der medvirker til at beskytte og om muligt forbedre de karaktertræk, der gør landskabet særligt karakteristisk eller på anden måde tilfører landskabsværdi.

Retningslinjerne indeholder udvalgte beskyttelseshensyn, der vurderes væsentlige i beskyttelsen af landskabsværdierne. I redegørelsen er disse hensyn uddybet. En mere detaljeret beskrivelse af landskabets værdier og kvaliteter samt mulighed for tilpasning og indplacering i forbindelse med sagsbehandling og planlægning skal findes i landskabskarakteranalysen.

Baggrund for udpegningen
Det er en national interesse, at der gennem planlægning og sagsbehandling arbejdes for at bevare og forbedre kvaliteten af kommunens særligt karakteristiske og oplevelsesrige landskaber og landskabselementer (evt. link til oversigt over nationale interesser). Det er landskaber med særlige geologiske strukturer, eksempelvis ådale eller markante småkuperede landskaber, landskaber med en tydelig kulturhistorisk fortælling, eksempelvis hovedgårdslandskaber eller landskaber med en tydelig udskiftningsstruktur, samt naturprægede landskaber, eksempelvis moser, enge, overdrev mv.

Udpegningen af bevaringsværdige landskaber har udgangspunkt i landskabskarakteranalysen fra 2013. Med analysen har landskabet inden for de 54 delområder fået tildelt en målsætning om at beskytte eller vedligeholde den landskabskarakter, der kendetegner landskabet. De landskaber, der med landskabskarakteranalysens har fået en beskyttelsesmålsætning, er i kommuneplanen udpeget som bevaringsværdige landskaber. Undtagelsen er de områder, hvor beskyttelseshensynet alene vedrører landskabets udsigtsforhold. Disse områder er omfattet af udpegningen af større sammenhængende landskaber, hvor netop udsigterne på tværs af landskabet er et særligt landskabshensyn.

Hensyn til de bevaringsværdige landskaber
Prioritering af interesser
Landskabet er en ressource under pres, og der er mange interesser i spil foruden landskabsinteressen. Retningslinjen er udtryk for en prioritering af, at landskabsinteressen skal vægtes højt inden for de bevaringsværdige landskaber. Det bør således kun være tungtvejende, samfundsmæssige forhold der gør, at hensynet til landskabet ikke prioriteres højere end et udviklingsprojekt.

Landskabets karakter
Udpegningen af bevaringsværdige landskaber rummer landskaber, der på grund af deres geologiske og kulturhistoriske strukturer og fortællinger eller høje naturværdier fremstår særligt karakteristiske og ofte rummer en særlig oplevelsesværdi. Formålet med retningslinjen er at sikre disse landskabsværdier.

I administrationen af områderne er det væsentligt, at der så vidt muligt kun sker ændringer, der bevarer og/eller forbedrer landskabets karakter. Det bør kun i mindre omfang ske ændringer, der forringer eller forstyrrer de landskabstræk, der giver landskabet karakter og værdi. Derfor skal der ved ændringer i landskabet lægges stor vægt på landskabelig indpasning. Det gælder både ved ændringer i arealanvendelse, eksempelvis naturprojekter eller skovrejsning, samt ved byggeprojekter, eksempelvis landbrugsbyggeri.

De overordnede hensyn til landskabets karakter kan aflæses i retningslinjen for den landskabstype, som det bevaringsværdige landskab ligger i (link til retningslinje for landskabstype), eksempelvis dallandskab, hovedgårdslandskab, skovpræget landskab mv., mens supplerende beskrivelser findes i landskabskarakteranalysen fra 2013.

Tekniske anlæg
Det er en national interesse, at bevaringsværdige landskaber så vidt muligt friholdes for tekniske anlæg. Formålet med retningslinjen er at sikre dette hensyn.

Landskabets karakter og de oplevelsesværdier, der knytter sig til bevaringsværdige landskaber, er sårbare over for den visuelle påvirkning, som tekniske anlæg medfører. Derfor skal de bevaringsværdige landskaber som udgangspunkt friholdes for nye tekniske anlæg, både store og små, af hensyn til at værne om en så uforstyrret landskabskarakter som muligt. Særligt i den nordlige del af kommunen er dette hensyn væsentligt. Det bør således kun være tungtvejende, samfundsmæssige hensyn, der kan fravige dette forhold.

Store eller på anden måde markante anlæg uden for de bevaringsværdige landskaber, kan have så vidtrækkende visuelle påvirkninger, at de forringer landskabsværdierne i de bevaringsværdige landskaber. Denne påvirkning bør mindskes mest muligt i forbindelse med vilkår til placering, udformning og afskærmning.

Byudvikling
Det er en national interesse, at bevaringsværdige landskaber så vidt muligt friholdes for nyt byggeri. Formålet med retningslinjen er at sikre dette hensyn.

Der bør kun ske byudvikling i bevaringsværdige landskaber, når der er særlige planlægningsmæssige forhold, der er mere tungtvejende end hensynet til at bevare landskabsværdierne.

Uanset om der sker byudvikling inden for eller grænsende op til et bevaringsværdigt landskab, bør der lægges stor vægt på en landskabeligt tilpasset byrand.

Både skala og udtryk i det byggeri, der danner overgang til landskabet, har stor visuel betydning for den landskabelige påvirkning. Generelt er det væsentligt, at materialevalg, placeringen i terrænet, belysning og bygningshøjder ikke eller kun i ubetydelig grad påvirker landskabernes karakter og/eller særlige bevaringsværdi.

Byranden kan suppleres med bevoksning, der medvirker til en landskabelig bearbejdning af overgangen mellem by og landskab. Det er væsentligt, at beplantningen tilpasses det landskab, byen grænser op til. Det kan eksempelvis afspejles i en struktur af hegnslignende beplantning med træer og buske, trægrupper der efterligner små krat, trærækker der efterligner alléer osv. Plantevalget bør være hjemmehørende og egnskarakteristiske arter.

De overordnede hensyn til landskabets karakter kan aflæses i retningslinjen for den landskabstype, som byudviklingen skal ske i eller grænser op til (link til retningslinje for landskabstype), eksempelvis dallandskab, hovedgårdslandskab, skovpræget landskab mv., mens supplerende beskrivelser findes i landskabskarakteranalysen fra 2013.

Byggeri i det åbne land
Det er en national interesse, at bevaringsværdige landskaber så vidt muligt friholdes for nyt byggeri. Formålet med retningslinjen er at sikre dette hensyn.

Mindre bygninger, der er relateret til landskabernes rekreative anvendelse, eksempelvis shelters og madpakkehuse, vil ofte kunne indpasses i landskabet uden at påvirke landskabets bevaringsværdi. Det er væsentligt, at byggeriet tilpasses landskabets karakter på den konkrete lokalitet.

Ligeledes vil det ofte være muligt at indpasse mindre bygninger i form af garager, drivhuse elle andre små bygninger, der relaterer sig til en ejendom, uden at påvirke landskabets bevaringsværdi. Det er væsentligt, at denne form for byggeri opføres i tilknytning til eksisterende bygninger for at sikre en samlet bygningsmasse. Det er også væsentligt, at opførelse af mindre bygninger ikke fører til, at den samlede bygningsmasse optræder markant i landskabet. Der er et væsentligt hensyn i at sikre et harmonisk udtryk, der i skala og karakter er tilpasset det landskab, ejendommen ligger i.

Bevaringsværdige landskaber er sårbare over for øvrigt byggeri, der bryder de bebyggelsesstrukturer eller karakteren af den bebyggelse, der kendetegner landskabet. Det gælder især nyt byggeri, men sårbarheden kan også knytte sig til markante ombygninger af eksisterende byggeri. Ved ombygning er det væsentligt så vidt muligt at sikre et harmonisk udtryk, der i skala og karakter er tilpasset det landskab, ejendommen ligger i.

Ved driftsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri bør der så vidt muligt sikres en landskabelig tilpasning af byggeriet. Som udgangspunkt bør det ske ved at sikre en ensartet og samlet bygningsmasse, der optræder harmonisk i landskabet. Store bygninger, der er driftsmæssig nødvendige for landbrugserhvervet, skal som udgangspunkt opføres i mørke farver inden for jordfarveskalaen, da det oftest vil medføre, at bygningen falder i ét med omgivende landskabsfarver. Særligt bør der være opmærksomhed på, at lyse tagflader eller facader har en meget vidtrækkende visuel påvirkning af landskabet.

Hvor det er muligt, bør det varierede terræn udnyttes ved at byggeri placeres lavt i terræn men uden for klimatruede områder. Selv mindre terrænvariationer kan have stor visuel betydning for bygningers synlighed i det omgivende landskab.

Afskærmende beplantning bør udnyttes de steder, hvor bevoksning er karakteristisk for det landskab, hvor byggeriet opføres. Det kan eksempelvis være i form af hegn, skov eller små bevoksninger. Den afskærmende beplantning bør efterligne eksisterende bevoksningsstrukturer. I områder, hvor landskabet har en åben karakter, bør der i stedet for afskærmende beplantning lægges vægt på at byggeriet har et udtryk, der passer til det omgivende landskab.

De overordnede hensyn til landskabets karakter kan aflæses i retningslinjen for den landskabstype, som byudviklingen skal ske i eller grænser op til (link til retningslinje for landskabstype), eksempelvis dallandskab, hovedgårdslandskab, skovpræget landskab mv., mens supplerende beskrivelser findes i landskabskarakteranalysen fra 2013.