8.4. Kulturmiljøer og industriminder

Beskrivelse

Bymidten omfatter gaderne Nørregade, Torvet, Sct. Hansgade, Tinggade, Søgade og den østligste del af Sct. Bendtsgade. Det stor rum mellem kirken og den høje sammenhængende husrække lands Torvets østside kan opfattes som eet rum af to forskellige dele: mod vest ved kirken et rum af parkkarakter, og mod øst et rum med bykarakter.

I den vestlige del går græsarealet op mod kirkens apsisparti og rådhusets syd facade. I forbindelse med frilæggelsen af Sct. Bendts Kirke i 1934 blev kirkens omgivelser reguleret med forbillede i Slisbury-katedralen i England, der er omgivet af store, grønne plæner. Den østlige del af Torvet blev renoveret i 2019 og fremtræder min hårde belægningsmaterialer, med trafik areal for kørende og gående. Græsarealet er næsten vandret, mens selve Torvet skråner ned mod Søgade.

Bykernen har i dag næsten samme udstrækning som i 1600-årerne, men er bliver fortættet med flere huse.

Langs den stærke og markante bebyggelse på Torvets østside er et bredt fortorv, og herfra er der frit udsyn op ad Nørregade, der ved sin tragtformede udformning forstærker perspektivet. Endvidere ses kirken herfra indrammet af bygningen ”Ringsted Børs” og rådhuset. Nørregade er en af byens ældste strøggader. Gader udvider sig mod syd, og hvor den møder Sct. Bendtsgade, har den en bredde, der svarer til Torvets bredde før fritlæggelsen af Sct. Bends Kirke. I tilknytning til Nørregade ligger Stakladen med sin hovedfacade indpasset i Nørregades vestligefacaderække. Ved parkstræde, der oprindeligt var et smalt bystræde til byens vandingsplads, er et større hul i facaderækken med indkørslen til Stakladens parkeringsplads. I den sydlige del af Nørregade findes, midt på gaden overfor det tidligere Hotel Postgården, et kileformet anlæg. Kaldet Gardistens grav. Det tidligere Hotel Postgården er den mest markante bygning i Nørregade.

I Søgade ligger kommunens kulturhus, som en fritliggende bygning, trukket tilbage fra facadelinjen.

Sct. Hansgade forløber fra den sydlige del af torvet og virke tæt og bymæssig på grund af bebyggelsens højde i forhold til gadebredden. Gaden ændrer retning ved mødet med pileborggade, og netop her dannes et lille torv (Lilletorv) med et par platantræer og et lille vandkunst. Imellem de to gader ligger apotektet i en bygning fra begyndelsen af 1970erne. Stedet kunne fortjene en bygning, der var mere udadvendt og som kunne udgøre en passende pendant til den karakteristiske gavl på Ringsted børs ved Torvet. Nørregade, Tinggade og Sct. Hansgade er Ringsteds strøggader.

Bærende elementer og strukturer

• Næsten sammen bykerne udstrækning som i 1600 årerne
• Tydelige spor af vareindlevering fra hovedstrøgenes bagside
• Gennemgangsporte

Området er sårbart for

• Ændringer i hoved strukturen og bebyggelse placering i facadelinje
• Lukning af gennemgangsmuligheder

I sin helhed udgør Nørregade 20 et bevaringsværdigt kulturmiljø, der fortæller Ringsteds nyere tids kernehistorie, hvilket er fortællingen om en mindre købstad oppebåret af handel, landbrug og landbrugsrelateret industri.

Knapt 200-års købmandsvirksomhed har sat sit præg på bebyggelsen Nørregade 20. Elementer, der understøtter fortællingen herom knytter sig til bebyggelsens bærende bevaringsværdier. Agersteds Gård er den sidste købmandsgård, der findes i Ringsted by.

Forhuset er opført af og moderniseret af flere købmænd. Lejligheden på 1. sal i hele bygningens længde understreger erhvervets økonomi. Der har altid været butik i bygningens stueetage.

De to pakhuse i baggården understreger og tydeliggør det oprindelige købmandsmiljø, der indebærer behov for oplag, håndtering, salg, fragt. Begge bygninger viser med deres skala, at der var tale om en større forretning. Bygningerne står med stor genkendelighed i funktionen som pakhuse med rumlighed og let adgang – hejseværk, luer, vinduer, porte, trappesten, etager. Byggestilen med traditionelle materialer som træ, tegl, granit, støbejern samt trempel, årstal og initialer understreger historien og skaber et rum, der i udtryk adskiller sig fra nutidens Nørregade. Bygningerne fortæller om købstadens vækstperiode med industrialisering, jernbane og befolkningstilvækst – og den dertilhørende handel.

Den hierarkiske bebyggelsesstruktur fra forhus til stald illustrerer købmandserhvervets behov for plads, hushold/ansatte og heste- og viser samtidig landets nærhed. Gårdens rumlighed med bygninger i skel har givet mulighed for at håndtere varer/arbejde udendørs i et aflukkeligt rum. Belægningen veksler mellem brolægning og grusbelægning, hvilket opdeler gården i rum der orienterer sig mod henholdsvis by og land.

Bærende strukturer kan konkret opretholdes ved:

• Brolægning blotlægges i baggården
• Passagen gennem gårdrummet genetableres/fastholdes
• Pakhuse istandsættes og tages i funktion
• Vinduer og døre i forhusets bagfacade istandsættes og tilpasses bygningens samlede udtryk

Bebyggelsen er sårbar overfor:

• Manglende brug og vedligehold
• Ombygning der ikke iagttager bevaringsværdier
• Udstykning og opførelse af ny bebyggelse, der ændrer på bygningshierarki og -skala

Beskrivelse

Området omkring Kirken, Kirkelunden og Klosterlunden er præget af store terrænforskelle, hvilket blandt andet giver sig udtryk i den stejle bakke ned mod søen i Klosterlunden. Her falder terrænet godt 10 meter. Kirken, kirkelunden og Klosterlunden udgør kernen i Ringsteds ældste historie. Det var her Ringsted Kloster, der var sammenbygget med kirke, lå. Vest for kirken lå således Kirkelunden med et stort kompleks af landbrugsbygninger, mens de egentlige klosterbygninger var placeret umiddebart syd for kirken.

Området er præget af kirken, der i øvrigt dominere hele byen, og som også set fra stor afstand i landskabet karakterisere Ringsted. Kirkelunden fremtræder i dag som en næsten skovlignende bevoksning med et net af slyngede grusstier mellem de store træer. Bevoksningen præger dele af bymidten, men synes herudover sammen med kirken at være et dominerende træk for Ringsted, idet træerne på det højt beliggende sted synes som et grønt tag over bymidten, f.eks. set fra Sorøvej. Vestligst i Kirkelunden er sat en stor mindesten for redaktøren og hjemstavnsforskeren J. V. Christensen (1876-1934). I anlægget ses hovedsageligt eg, kastanje, tjørn, bøg og ikke mindst elm.

Bærende elementer og strukturer:

• skovlignende beplantning
• stejl bakke ned mod søen
• slyngede grusstier

Området er sårbart for:

• Ændret og reduceret træbeplantningen og beplantning generelt
• Ændringer i anlægget og bebyggelse

Beskrivelse

Fra 1100-årerne til 1901 lå der en vandmølle, hvor Ringsted Å krydses af Havemøllevej og overgangen var dæmning for en stor mølledam nord for vejen. Her står stadig den ca. 1,5 meter høje flodemålpæl af rødbrun granit. Den skulle tidligere angive vandstanden i forbindelse med driften af den vandmølle, der var placeret, hvor Ringsted ældste vandværk i dag ligger – ’Ringsted Vand’.

I starten af 1900tallet blev området bebygget.

Vejstruktur

Havemøllevej og Mosevænget løber parallelt med hinanden og falder ensidigt fra øst mod vest ned mod Ringsted Å. Fra Havemøllevej løber Åvejen parallelt med åen mod syd. Mosevæget har fire tværveje, der alle løber mod nord. Sidevejene følger næsten højdekurverne og understreger det grupperede terræn. Havemøllevej var tidligere den vestelige indfaldsvej til byen. Den har fortsat sit forløb over omfartsvejen langs klosteralléen over Hækkerupvej langs siten for enden af Klosterlunden med udmunding i Søgade.

Bebyggelsen

Den øverste del af Havemøllevej er bebygget med huse fra 1920erne, mens bebyggelsen længere nede af vejen præges af funkisinspirerede bygninger fra 1930erne. Den overvejende homogene bebyggelsen på Åvejen, er bygget i 1940-1950’erne, mens bebyggelsen på Mosevænget er bygget i 1960-1970erne. De ældste huse ligger altså tættest på Åen, hvorefter området gradvist er blev udbygget ind mod byen. På grund af det stærkt faldende terræn er der fra bebyggelserne i området fine udsigter over ådalen mod vest.

Grænsen mod omgivelserne er topografisk bestemt, idet der ikke kan bygges længere ned mod åen end nu. Denne bebyggelse er forgrunden til byens vesteside med kirketårnet, der rejser sig bag den tætte bevoksning i kirkelunden, vandtårnet og den fine byprofil mod øst. Der er de røde tage dominerende og karakteristiske. De giver hele Ringsted by identitet som ’byen med de røde tage’.

Langs Åvejen ligger huses som galvhuse vinkelret på gadeforløbet og med en vis attrapning, der er med til at fremhæve tagfladerne både i gadebilledet og på længere afstand. Det er en spændende dispositionsplan, og det fornemmes, at tagene er væsentlige for arkitekturens. Åvejens slyngende forløb er endvidere medvirkende til at understrege gavlmotivet, der er enerådende og karakteristisk for dette kvarter. Der er igen huse, der skiller sig særligt ud. Det er helheden og sammenstillingen af de enkelte huse, der giver kvarteret sit præg.

Bærende elementer og strukturer:

• Røde vingesten på tagene
• Rød eller gul blankmur
• Gavlhuse
• Almindelige hvide vinduer
• Anvendelse af enkle og naturlige materialer

Området er sårbart for:

• Andre tage end røde vingesten
• Ændringer i røde eller gule blankmurer
• Store dominerende træbeklædninger, hvidmalede pergolaer eller bygningsdele i trykimprægneret træ, da det virker fremmede og forstyrrende i denne rolige, homogene bebyggelse

Beskrivelse

Kvarteret omkring Klostervænget, Hækkerupsvej, Klosteralléen og den østlige side af Sct. Bendtgade virker rolig og harmonisk. Det er et meget fint og attraktivt beliggende lille kvarter, tæt ved Sct. Bendt Kirke, Kirkelunden og Klosterlunden, men stort nok til at have sin egen karakter og identitet.

Terrænet stiger op af Hækkerupvej mod klosterets tidligere forvalterboliger og videre op mod kirken. Kvarteret er præget af homogene forløb, som understreges af vejenes lette krumninger. Bebyggelserne fremstår sammenhængende.

Hækkerupsvej er bebygget med huse fra 1930-, 1940- og 1950’erne. Nordligst udvider Hækkerupsvej sig til en ligge plads med en aflang grønning i midten. Her står en minde for folketingsmanden H.K. Hækkerup. Pladsen afsluttes af klostergodsets tidligere forvalterbolig, der i dag er indrettet til sognegård, og som ligger ved siden af præstegården. Ud til den lille plads ligger et par mindre etageejendomme. Fra pladsen er der mod nordøst et godt kig til kirken.

På Hækkerupsvej ligger husene med gavlene mod gaden. De ældste af husene har en lige halvvalm, mens husene fra 1940’erne har rejst gavl med en ret stejl taghældning. Tagene er næsten alle af røde vingetegl, både enfamiliehusene og de mindre ejendommen ved pladsen.

Klostervænget er bebygget langs Graversensvej og Vermehrensvej og er overvejende fra 1950’erne. Kvarteret er beliggende på en del af det store jordareal, der i 1917 blev solgt fra klostergodset til byen.

Klosteralléen præges af en dobbeltrække af store kastanjetræer, det er disse træer, der sammen med træbevoksningen på Kirkelunden udgør hovedparten af den tætte bevoksning, der ses når byen betragtes fra de vestlige indfaldsveje. Disse træer giver vejen en karakteristisk stemning og er særligt præg.

Nye bygninger og den nødvendige efterplantning kan underbygge gadernes homogene forløb og medvirke til at fastholde kvarterets harmoniske og rolige præg.

Bærende elementer og strukturer

• Hækkerupvej: gavle mod gaden – lige halvvalm eller rest gavl med stejl taghældning. Røde vingetegl
• Klosteralléen: kastanje træer

Området er sårbart for

• Ændringer i bebyggelsen karakteristiske udformning, elementer og placering
• Ændringer i beplantning

Beskrivelse

Sct. Knudsgade løber i en ret linje fra Nørregade til Dagmarsgade, tilhører ikke den middelalderlige gadestruktur, men omfatter imidlertid det ældste kvarter i byen efter bykernen. Gaden er anlagt i miden af 1800-årerne, og blev i 1872 gennemført til Nørregade.

Sct. Knudsgade er præget af den fine træbeplantning af hovedsageligt lind samt af den helt sammenbyggede række små arbejderboliger på sydsiden. De små huse har lange smalle haver, der især i den østlige del når helt ud til Schandorphsvej, som derfor har en lidt spredt bebyggelse. Schandorphsvej er bebygget med huse fra perioden mellem 1880 og 1900 har i øvrigt samme forløb, som da den var en del af bagstien omkring byen.

På nordsiden af Sct. Knudsgade findes overvejende enkeltstående, en- og flerfamiliehuse, samt bygninger indeholdende forskellige institutioner. Endelig ligger byen katolske kirke lidt tilbagetrukket fra gaden.

Bærende elementer og strukturer

• Fin og homogen gade med meget tiltalende karakter, på trods af at alle huse næsten har mistet deres oprindeligt udseende. Hvor de tidligere fremtrådte i gul blank mur, er næsten alle bygningerne i dag malet i forskellige farver

Området er sårbart for

• Helt nye typer facader
• Nedrivning og opførelse af ny bebyggelse og andre boligtyper
• Ændringer i træbeplantningen

Beskrivelse

Kvarteret ligger mellem sygehuset, Kasernen og Lystanlægget og bestå af Teglovnsvej, Valdemarsgade, Skolegade og Bøllingevej. Kvarteret er Ringsted bys ældste villakvarter med mange, smukke huse.

Dagmarsgade blev anlagt i 1880’erne. I forlængelse heraf blev Valdemarsgade anlagt i forbindelse med etableringen af det nye kvarter omkring Skolegade, Teglovnsvej og Bøllingsvej i perioden 1905-1914

Valdemarsgade er ligeledes bebygget med store villaer, men kun på den ene side af vejen, hvor de ligger med bagsiden ud imod det grønne anlæg – Lystanlægget. Valdemarsgades forløb fortsætter i den ældre Dagmarsgade, der har en ganske anden karakter og består af ældre, mere eller mindre sammenbyggede, mindre huse.

Teglovnsvej, hvis navn muligvis stammer fra et tidligere teglværk på stedet, er kantet med allétræer, der giver den brede gade en boulevard lignende karakter. Overfor kasernen ligger de store villaer relativt tæt.

Husene i Skolegade er fra omkring 1915, og kvarteret omfatter et markant skolebyggeri, Valdemarsskolen fra 1939, enkeltstående villaer samt en del større tofamiliehuse. De fleste huse er enten gavlhuse eller langhuse med fronttispicer eller gavlkviste. Den ret brede gade med allétræer udgør et karakterfuldt og fint miljø i Ringsted.

Teglovnsvej, Valdemarsgade og Skolegade udgør en fin, bevaringsværdig helhed med gode bygninger fra en betydningsfuld arkitektonisk periode f.eks. Dagmarasylet, Borgerstiftelsen og Sct. Josehp Skole.

Kvarteret har som helhed et vist homogent præg; gaderne er brede og mellem fortov og gade er plantet bornholmsk røn, lindetræer og avnsbøg.

Fra Valdemarsgade er der gennem en kort allé med en stor, karakteristisk trælåge adgang til Lystanlægget. Det er en bypark med slynget stiforløb, med søer og åbninger omkranset af træer og mere skovlignende bevoksninger – et landskabebligt haveanlæg med den romantiske, engelske have som forbillede. Langs østsiden af anlægget  ud til Tværallé ligger det relativt nybyggede bibliotik tegnet af arkitekten Knud Holscher i 1983 ved siden af anlæggets store pavillonbygning fra 1906.

Sygehusets ældste bygninger fra omkring 1915 og har tydelige nybarokke træk. Hovedbygningen, der ligger ud til Bøllingsvej, og den tilhørende fløj, udgør den ældste del.

Kasernen blev opført i 1913-15 og fremstår som et symmetrisk bygningsanlæg omkring kasernegården, med hovedbygningen mod nord og store bygninger omkring midteraksen, der munder ud i teglovnsvej. Kasernen flankeres af små pavilloner, der med de karakteristiske pyramidetage danner begyndelsen og afslutning på det lange bygningsforløb mod Teglovnsvej. Foruden selve kasernebyggeriets symmetriske anlæg ligger mod øst en række store administrationsbygninger til kaserne, ligeledes opført i perioden 1913-15.

Vejstruktur

Gaderne er anlagt med et retvinklet gadenet på det flade område nordøst for bymidten. Gaderne fremstår homogene, de er brede og er beplantet med bornholmsk røn mellem gade og fortorv.

Bærende elementer og strukturer

• Teglovnsvej, Valdemarsgade og Skolegade
  
• Homogent præg med brede gader og mellem fortorv og gade er der plantet bornholms røn i Skolegade, lindetræer i Valdemarsgade og avnbøg på Teglovnsvej.

Området er sårbart for

Beskrivelse

Harhoffs Allé stiger ret kraftigt nordpå imod vandtårnet, der udgør et markant fixpunkt for kvarteret, og som især på den øverste del af vejen ses lige midt for vejens afslutning. Hovmarksvej, der ligger på tværs af Harhoffs Allé, følger stort set terrænet og er således næsten vandret.

Kvarteret omkring Harhoffs Allé og Hovmarksvej er overvejende bebygget i 1930’erne med pæne en- og tofamiliershuse. I den østlige del af hovmarksvej er bebyggelsen dog lidt ældre, overvejende fra midten af 1920’erne.

Kvarteret er karakteriseret af allétræerne og de mange gavlhuse, ofte med karnapper og småprossede vinduer. Bebyggelsen er stærkt præget af retningslinjer fra Landsforeningen for Bedre Byggeskik. Husene med de halvvalmede tage ligger forholdsvis tæt, med små forhaver mod gaden og i ensartet afstand fra fortovskanten.

Kvarteret omkring Harhoffs Allé og Hovmarksvej er et fint og værdifuldt kvarter med en karakteristisk og bevaringsværdig villabebyggelse fra 1920’erne og 1930’erne. Det er særdeles vigtigt, at de enkelte huses udtryk opretholdes, og da det samtidig er huse med sårbart ydre, tåler de ikke for drastiske ændringer eller forringende ombygninger.

Bærende elementer og strukturer

• Allétræerne
• Gavlhuse med karnapper og småprossede vinduer
• Halvvalmede tage
• Små forhaver
• Ensartet placering af huse på grundene mod gaden

Området er sårbart for

• Ændringer, tilbygninger og ombygninger, der ændre husenes ydre udtryk. Det enkeltes hus udtryk skal opretholdes.

Beskrivelse

Karré bebyggelsen på den tidligere klosterjord, afgrænses af Jyllandsgade, Sjællandsgade og Vestervej. Terrænet stiger markant fra Ringsted station mod nordøst op mod jyllandsgade og Sjællandsgade afslutning ved politistationen, der som et centrum binder strukturen sammen. Fra det vestligste del af Jyllandsgade er der udsigt ud over Ringsted Ådal og de åbne marker i baggrunden, og for enden af Sjællandsgade ligger stationsbygningen fra 1924.

Ved købet af klosterjorden i 1917 blev det muligt at udvide byen ned mod jernbanestationen. Arkitekt Professor Steen Eiler Rasmussen har tegnet situationenplanen der ligger til grund for udbygningen. Planen udformede området med karré- og stokbebyggelse, hvor indgangs- og trappeforbindelser placeredes modes nord eller øst og opholdsrum med altaner mod syd eller vest. Jyllandsgade og Sjællandsgade mødes i en stor trapezformet plads, der defineres af en væsentlig symmetri og med endepunkt i politistationens karakteritiske facade. Overfor politistaionen ligger en stor boligbebyggelse fra 1950’erne med forretninger i stueetagen og udfomret med en karakteristisk krumning i facaden – i folkemunde kald ”baneanen” Området blev udbygget mellem 1930érne og 1960’erne med henholdsvis etageboliger og parcelhuse.

Fra store dele af pladsen dominerer vandtårnet udsigten. Mindelunden er tegnet af havearkitekt C. Th. Sørensen.

Jyllandsgade og Sjællandsgade, der er tænkt som symmetriske radialgader, har forskellige karakterer: bebyggelsen i jyllandsgader går lige efter den centrale plads over i en mere åben bebyggelse af huse og villaer, hvorimod Sjællandsgade fortsætter i lejlighedbebyggelse i to eller tre etager. Sjællandsgade er mere urban og i bedre pagt og sammenhæng med pladsen og den planlagte bydel i øvrigt.

I bebyggelsen mellem Vilh. Anderens Vej og Vestervej er der skabt en række små plæner og rum med beplantning samt gode rumdannelser, der har rekreativ værdi. Gadeflugten/linjen har en væsentlig betydning for rumdannelsen. I vilh. Andersensvej kunne der for at styrke gadeflugten plantes trærækker som kompensation for de mere eller mindre tilbagetrukket karrébebyggelser. Sjællandsgade kunne udformes som en allégade med to rækker træer på hver side af vejbanen, hvilket ville styrke og opstramme dette vigtige gadeforløb.

Bærende elementer og strukturer:

• Karrébebyggelse
• stigende terræn mod nordøst - bymidten
• Mindelunde og politistationen er knudepunktet for 'stjerneplanen'
• Allé gader

Området er sårbart for:

• Ændret gadelinjer
• Flad baraklignende bebyggelser
• At bebyggelse, ved ny bebyggelse, renovering eller ombygning, ikke placeres i oprindelige gadelinje.

Gården er en såkaldt afbyggergård, som tidligere hørte under Rosengård. Gården er anlagt på Rosengårds fjerntliggende skov- og overdrevsområder, formentlig i slutningen af 1700-årene eller begyndelsen af 1800-årene, med henblik på opdyrkning og mere intensiv udnyttelse af jorderne. Op i 1900-tallet lå den stadig til Rosengård, men blev skilt fra i 1933. Der hører en del skov og lavtliggende arealer til ejendommen. Gårdanlægget, som ligger midt på jorderne, består af en firelænget, hvidkalket gård med herskabelig hovedbygning fra 1896 store, nyere driftsbygninger mod øst. Enkelte små godshuse ligger ved skovene.

Bærende elementer og strukturer:

• gårdens placering midt på jorderne med deres blanding af skov og ager, og enkelte diger og skel med træ- og buskbevoksning

Afbyggergården Bedstedgård er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved gård og huse, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse samt manglende vedligeholdelse
• tilplantning eller tilgroning af større dele af jorderne

Adamshøj er en større gård, der allerede omkring 1700 lå under Sørup og senere blev en del af baroniet Conradsborg. Gården blev solgt fra i 1796, da baroniet blev ophævet. Hovedbygningen fra 1870-erne, der er i røde sten over høj kælder, har tårn midt på sydsiden og for begge ender en kort tværfløj i to stokværk. Avlsgårdens hvidkalkede bygninger, dels i grundmur, dels i bindingsværk, ligger omkring en stor gårdsplads med en dam i den sydlige ende. Gårdens store have ligger nord for hovedbygningen. Jernbanen tværs over Sjælland deler gårdens areal.

Bærende elementer og strukturer:

• gårdanlægget med hovedbygning og avlsgård omkring den store gårdsplads

Godset Adamshøj er sårbart for:

• nedrivning eller om-. til- og nybyggeri af og ved gård og huse, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse

Gården var oprindelig en middelalderlig hovedgård, i perioder under kronen, men den blev i 1664 nedlagt og dens jord blev delt mellem to fæstegårde og lagt under Skjoldenæsholm. I 1831 blev der oprettet en ny hovedgård – den nuværende -ved gradvis nedlæggelse af landsbyens gårde (18 gårde i 1682), kun Nordgården blev tilbage. I 1926 overgik gården til fri ejendom efter afståelse af 207 ha jord til udstykning af statshusmandsbrug. Den resterende del af gården solgtes i 1941 fra Skjoldenæsholm. Den nuværende gård har aldrig haft en egentlig hovedbygning og driftsbygningerne er opført efterhånden uden sammenhængende plan. Den middelalderlige hovedgård lå på et voldsted øst for kirken. På den tidligere landsbys plads mellem gården og kirken ligger i dag en del mindre huse.

Ejerlavets østlige og nordlige del er helt præget af de mange små husmandssteder udstykket i 1927, mange med bygninger i ”Bedre Byggeskik”.

Allindegårds voldsted øst for kirken er fredet som fortidsminde.

Bærende elementer og strukturer:

• Allindemaglegårds store bygninger med den centrale, træomkransede plads samt den lille vindmølle
• den lave, spredte bebyggelse på landsbyens plads omkring kirken og det lave voldsted
• de mange statshusmandsbrug i ejerlavets østlige og nordlige del
• de små tidligere husmandssteder på Allindemagle Ø

Hovedgården Allindemaglegård og bebyggelsen Allindemagle er sårbare for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved gårde og huse, der ikke er i harmoni med den eksisterende bebyggelse samt manglende vedligeholdelse
• større, sammenhængende tilplantninger på de åbne markflader

Gården går tilbage til middelalderen, hvor den formentlig har ligget i en landsby af samme navn, som den efterhånden har opslugt. Gården har i flere perioder ligget under Bregentved. Hovedbygningen i røde sten i ét stokværk over høj kælder er fra 1847, opført efter en brand, der ødelagde den ældre hovedbygning i egebindingsværk fra ca. 1760. Avlsgården, der ligger øst for hovedbygningen og forpagterboligen, er opført i gule sten i 1913 og senere moderniseret. Gårdens have er anlagt på skråningen ned mod bækken nord for gården.

Bærende elementer og strukturer:

• det harmoniske hovedgårdsanlæg omkring gårdspladsen
• den lange allé fra gården til landevejen syd for gården

Hovedgården Eskilstrup er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved gård og huse, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse
• tilplantning eller tilgroning af de åbne marker

Gården er oprettet som hovedgård omkring 1680 af gods stykket sammen fra mange forskellige sider. Hovedbygningen er fra 1751, men stærkt ombygget flere gange. Til gården hører en større park anlagt i landskabelig stil med søer og damme og sjældne træer. Den store avlsgård ligger vest og nord for hovedbygningen og parken. Driftsbygningerne er hovedsageligt opført i årene lige før og efter 1900. En stor del af tilliggendet er skov, og der hører savværk til godset. Ved avlsgården ligger en del funktionærboliger, og der ligger en del små husmands- og godshuse spredt i landskabet, som er et karakteristisk herregårdslandskab med store marker, alleer, gamle hegn og træer.

Bærende elementer og strukturer:

• det store hovedgårdsanlæg med hovedbygning, avlsgård og park placeret ved en øst-vestgående hovedakse
• de store, rektangulære marker delt af solide diger bevokset med ældre træer eller buske •den åbne eng langs bækken mellem skovene

Hovedgården Giesegård er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved gård og huse, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse
• fældning eller manglende vedligeholdelse af de gamle allétræer og andre, markante træer
• tilplantning eller tilgroning af de store, åbne marker og engen langs bækken

Ottestrup er en middelalderlig hovedgård, som har haft mange forskellige ejere gennem tiden. I 1760 var den en del af stamhuset Giesegård. Gården er udvidet med flere nedlagte gårde, men ved lensafløsningen blev afgivet meget jord, som blev udstykket til statshusmandsbrug (1924), som nu udgør den sydøstlige del af gårdens tidligere jorder. Gården blev i 1929 solgt fra Giesegård.

Avlsbygningerne er overvejende fra midten af 1900-årene. Rækken af husmandsbrug i traditionel ”Bedre Byggeskik”-stil fra 1920-erne ligger langs landevejen syd for hovedgården.

Bærende elementer og strukturer:

• det samlede bygningskompleks midt på jorderne
• rækken af husmandsbrug i samme stil langs landevejen med sirlige haver og hække

Hovedgården Ottestrup er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved gård og husmandssteder, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse

Gården har muligvis i middelalderen tilhørt Ringsted Kloster og var efter reformationen fæstegård under det til kronen overgåede klostergods. Gården kom fra kronen i 1660’erne og havde siden mange forskellige ejere. Det meste af 1700-årene udgjorde den sammen med Sørupgård og Sandbygård baroniet Conradsborg, og siden 1866 har gården tilhørt slægten Suhr.

Hovedbygningen er fra 1869, men senere ombygget. En stor del af gårdens jorder er lavtliggende enge og moser syd for Kværkeby Mose.

Bærende elementer og strukturer:

• gården er endnu placeret i udkanten af landsbyen, som den oprindelig har været en del af

Hovedgården Rosengård er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved hovedgården bygninger, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse
• tilplantning og tilgroning af eller bebyggelse på gårdens nærmeste omgivelser

Landsbyen er ret langstrakt (24 gårde i 1682) og rummer store gårde med både nyere og ældre bygninger i den nordlige bydel, ligesom der er gode eksempler på andelstidens klassiske, grundmurede gårdanlæg og huse herunder funktionsbygninger, opført i 1880-90’erne. Et eksempel er præstegården (opført 1892) med stor, gammel præstegårdshave af sjælden art, der er delvis rekonstrueret i det oprindelige 5 tdr. land store parkområde op til kirken. Desuden ses tidligere skolebygning (1832 og senere) og forsamlingshus. Syd for den egentlig landsby ligger en bebyggelse med smedeværksted, yngre skolebygning og ældre småhuse. I det samme område lå andelsmejeriet, der nu er revet ned.

Bærende elementer og strukturer:

• de store firelængede gårde, især i den nordlige del af byen med uregelmæssigt gadenet
• den centrale bydel med kirke, præstegård, gadekær, skole, brugsforening og forsamlingshus samt den harmoniske gadehusbebyggelse langs bygaden
• den sydlige, lidt afsondrede bydel med tidligere smedje, og skole

Landsbyen Gyrstinge er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved huse og gårde, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse
• opfyldning eller udtørring af gadekæret
• større ændringer i det gamle vejnet

Landsbyen, der allerede i middelalderen rummede en kongsgård (udflyttet lidt nord for byen), ligger ned til Haraldsted Sø og har stadig 4 uudflyttede gårde (16 gårde i 1682), hvoraf de sydlige har tofter ned mod søen. Bygaden er en del af ”Valdemarsvejen” mellem Ringsted og Roskilde. Den middelalderlige sognekirke ligger højt med præstegården, der har en sjælden have, og landsbyens øvrige gårde og huse nedenfor. Mange forskellige byggeperioder er repræsenteret, men landsbyen udgør alligevel en harmonisk helhed. Tomten af det tidligere Knud Lavards Kapel, der blev bygget tidligt i middelalderen ligger, ud til Valdemarsvejen lidt øst for byen. Kapellet blev fundet og undersøgt i 1883. Nærmere skoven er i 1902 rejst et kors til minde om drabet på Hertug Knud den 7. januar 1131, der blev helgenkåret i 1170.Kapelruinen er fredet som fortidsminde.

Bærende elementer og strukturer:

• den centrale bydel med kirke, præstegård, skolebygning, pladserne efter udflyttede gårde og uregelmæssigt vejnet
• den vestlige bydel med gårde og gårdtofter fra bygaden (Valdemarsvejen) til søbredden
• den nyere, østlige bydel øst for bækken med tidligere mejeri og huse med værksteder og butikker

Landsbyen Haraldsted er sårbar for:

• nedrivninger eller om-, til- og nybyggeri af og ved gårde og huse, der ikke harmonerer med den eksisterende beyggelse, samt manglende vedligeholdelse
• ændringer af de gamle vejforløb
• tilplantning af eller bebyggelse på de åbne arealer mellem bygadens gårde og huse og søen

Højtliggende landsby med 5-6 tilbageværende gårde (15 gårde i 1682) – flere i oprindelig byggestil – der ligger tæt ved hinanden på begge sider af landsbygaden, enkelte endnu med stensatte toftegærder. Ældre gadehuse, bl. a. i bindingsværk, ligger lidt tilbagetrukket fra bygaden, og der er relativt åben bebyggelse i byens midte, hvor gårde er flyttet ud.

Bærende elementer og strukturer:

• de tilbageværende gårdes placering langs gaden i en typisk række-landsby
• det lille gadekær ved bygaden vestlige del
• de ældre huse bl.a. i bindingsværk

Landsbyen Hjelmsømagle er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved gårde og huse, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse
• tilbagerykning af gårdbebyggelse fra gaden
• opfyldning eller udtørring af gadekæret

Landsbyen består nu af 6 uudflyttede gårde (11 gårde i 1682), relativt store og beliggende ved det oprindelige vejforløb med det store gadekær. Ejerlavet er næsten helt regelmæssigt stjerneudskiftet, dog med nogle få huse og husmandsbrug i den vestlige del, og enkelte af de oprindelige diger og hegn er bevaret. Gårdene repræsenterer hver især eksempler på byggeperioder, der samlet spænder over flere århundreder med stærkt islæt af egnens lokale byggeskik – bl. a. de ret sene mansardtage på nogle af udlængerne.

Bærende elementer og strukturer:

• den fine bebyggelse af tre- og firelængede gårde samlet omkring bygade og gadekær
• det stjerneudskiftede ejerlav med enkelte bevarede skel og hegn fra eller før udskiftningen

Landsbyen Kagstrup er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved gårde og huse, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse
• ændringer af vejforløbet gennem byen
• opfyldning eller udtørring af gadekæret
• fældning eller manglende vedligeholdelse af de store træer, f. eks. ved gadekæret

En relativt stor kirkelandsby (34 gårde i 1682), som ligger på randen af den store Kværkeby Mose øst for byen. Byen rummer flere ret store, uudflyttede gårde og mange huse og funktionsbygninger som f. eks. brugs- og forsamlingshusbygnin-gen. Navnlig tiden omkring 1900 er rigt repræsenteret, men der ses også ældre bindingsværkshuse. Et rekonstrueret bystævne er anlagt ved et fredet egetræ. Øst for byen ligger hovedgården Rosengård med landarbejderhus med flere boliger, dels i grundmur, dels i bindingsværk, ved indkørslen fra byen.

Bærende elementer og strukturer:

• byens meget gamle grundstruktur med den centralt beliggende kirke og de til-bageværende, overvejende firelængede gårde i en kreds lidt tilbagetrukket fra gadenettet, som er kantet af en åben gadehusbebyggelse
• de fint proportionerede småhuse langs især hovedgaden (Værkevadsvej / Kværkebyvej)
• det kombinerede brugsforenings- og forsamlingshuskompleks
• det lange landarbejderhus ved indkørslen til Rosengård

Landsbyen Kværkeby er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved gårde og huse, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse, samt manglende vedligeholdelse

Byen skal i middelalderen have haft en hovedgård, men det er usikkert. I 1682 havde byen 12 gårde og 1 hus, men størstedelen af disses jord blev kort efter lagt under Skjoldenæsholm. Omkring 1800 oprettedes Valsølillegården som avlsgård eller afbyggergård under Skjoldenæsholm, og resten af landsbyens jord lagdes herunder mod at godset udlagde jord til husmænd i Olden. Gården består af et herskabeligt bygningskompleks med stor have og store driftsbygninger. Øst for kirken ligger den tidligere klokkerbolig i bindingsværk fra begyndelsen af 1700-årene og over for kirken en tidligere smedje med bolig. Enkelte andre huse ligger på den tidligere landsbys tomt.

Klokkerboligen er fredet efter bygningsfredningsloven.

Bærende elementer og strukturer:

• Valsølillegårdens store bygningskompleks med boliger, driftsbygninger, gårdsplads og have
• kirken med omliggende ældre bygninger
• hegn og hække langs vejene

Landsbyen Valsølille med Valsølillegård er sårbar for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved huse og gård, der ikke harmonerer med den eksisterende bebyggelse samt manglende vedligeholdelse
• nedlæggelse af hegn og hække eller manglende vedligeholdelse

Et storslået herregårdslandskab omgiver den gamle hovedgård Skjoldenæsholm, som i middelalderen lå på voldstedet ”Slottet” ned mod Valsølille Sø. Gården har i lange perioder hørt til krongodset, men har fra slutningen af 1600-årene stort set været i privat eje, siden slutningen af 1700-årene i slægten Neergaards. Gården er ved flere lejligheder udvidet med bøndergods, bl. a. jorden fra landsbyen Valsølille af to omgange. Gennem området går den gamle alfar- og kongevej fra Ringsted over Haraldsted gennem skovene til Roskilde, på nogle strækninger kaldet ”Valdemarsvejen”.

Hovedbygningen er opført i 1766 på bredden af den mindre sø Gårdsø med park ned mod søen og dyrehave på den modsatte side. Avlsgården ligger vest for vejen og er opført i grundmur i perioden 1839-53 og senere. Nu Sporvejsmuseum på en strækning af Frederikssund-Hvalsø-Ringsted-banen, og golfbane på arealerne syd og vest for hovedbygningen.

Området præges af de meget store marker, gamle træer og hegn, stengærder, skove og skovbryn. Mange små godshuse, især i og ved skovene.

Skjoldenæsholms hovedbygning samt den firelængede bindingsværksgård Lau-renziuslund er fredet efter bygningsfredningsloven.

Voldstedet ”Slottet” og en strækning af ”Valdemarsvejen” er fredet som fortidsminder.

Trusler/sårbarhed

Bærende elementer og strukturer:

• det store hovedgårdsanlæg med hovedbygning med sidebygninger, gårdsplads og park med plæner, stier og alléer samt avlsgådens bygningskompleks
• de mange mindre funktionær- og arbejderboliger i skove og landskab
• de store herregårdsmarker med gamle hegn og træer
• de bevarede dele af den gamle alfar- og kongevej
• de bevarede dele af den tidligere jernbane

Herregårdsområdet er sårbart for:

• nedrivning eller om-, til- og nybyggeri af og ved hovedgården og andre gårde og huse, der ikke er i harmoni med den eksisterende bebyggelse samt manglende vedligeholdelse
• tilplantning af de åbne marker
• manglende vedligeholdelse eller fjernelse af diger, hegn og træer