- Bymønstret skal fastholdes, så Ringsted Kommune forbliver opdelt i Ringsted by, byzonebyer, afgrænsede landzonelandsbyer og det åbne land.
- Ringsted by samt byzonebyerne udlægges som byområde til bolig- og erhvervsformål, privat og offentlig service samt nærrekreative formål som idrætspladser, kolonihaver og andre fritidsfaciliteter.
- Nye boliger skal hovedsageligt placeres i Ringsted by og i byzonebyerne for at understøtte den eksisterende serviceforsyning og forhindre byspredning.
- Landzonelandsbyerne forbliver i landzone og udlægges til blandede bolig- og erhvervsområder. Her kan placeres og opretholdes boliger og erhverv primært relateret til jord- og skovbrug.
- I landzonelandsbyerne er der mulighed for etablering af enkelte boliger ved huludfyldning og/eller afrunding - inden for landsbyafgrænsningen
En hensigtsmæssig, klar og funktionel opbygning af kommunen er vigtig for tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft, virksomheder og investeringer - og dermed for mulighederne for at skabe vækst. Ringsted Kommunes bymønster er kendetegnet ved, at Ringsted by ligger midt i Ringsted Kommune og en række mindre byer ligger i en ring omkring byen med relativ kort afstand til Ringsted by. Ringsted by omfatter også Benløse, da de to tidligere selvstændige byer er vokset sammen og udgør grundlaget for planlægning på fx detailhandelsområdet.
Ringsted by er hovedbyen i Ringsted Kommune, og hovedparten af den offentlige og private service er lokaliseret her. Ringsted by er også det historiske og kulturelle centrum, og det er her kommunens primære handelscenter findes.
Ringsted by og de øvrige byer er tæt forbundet af et velfungerende vejnet. Det giver også Ringsted Kommunes øvrige byer og landområderne adgang til motorvejen og jernbanen Den eksisterende bystruktur skal opretholdes og udvikles med Ringsted by som lokomotiv og de omkringliggende byzonebyer som bæredygtige lokalsamfund. Der skal være opmærksomhed på, at der ikke sker sammenbygning af bysamfund.
Byrådet vil:
- styrke sammenhængen i og til byerne
- arbejde for at give byerne den bedst mulige udvikling
- bidrage til, at byernes identitet og særpræg synliggøres og styrkes
Ringsted by
Ringsted by er det naturlige center for blandt andet handel, service, kultur og arbejdspladser. Ringsted by har karakter af kerneby og skal fortsat udvikles som en sådan. En kerneby er en forholdsvis kompakt by med stor befolkningstæthed og korte afstande, hvilket giver et godt grundlag for kollektiv trafikbetjening og cyklister. Det grønne er til stede i form af blandt andet parker og pladser, og flere stier giver hurtig og nem adgang til landskabet udenfor byen.
Byen skal fortsat styrkes, således at den også fremover er attraktiv for bosætning, handel og erhverv – gerne i forhold til muligheder for transport til og fra hovedstadsområdet, det øvrige Sjælland og hele landet.
Byerne i Ringsted Kommune
Byerne har hver haft deres særlige, historiske udviklingsbetingelser og har deres egen identitet og eget særpræg. Der skal værnes om byernes særlige, individuelle identitet og særpræg som en del af vores kulturarv og som en vigtig forudsætning for den fremtidige udvikling. Byerne skal derfor ikke udvikle sig ens, da styrken ved den enkelte by netop er deres forskellighed. Ringsted Kommunes byzonebyer er alle attraktive bosteder. De fleste af byerne rummer institutioner, skoler og fritidsanlæg.
Landzonelandsbyer
Ringsted Kommunes landzonelandsbyer fungerer primært som bosteder og hjemsted for jord- og skovbrugserhverv, og udvikling skal her ske som afrunding eller huludfyldning indenfor den eksisterende landsbyafgrænsning