Forsyning

Tekniske anlæg skal medvirke til at udvikle vores samfund, så vi får en hurtig, sikker og stabil forsyning af for eksempel drikkevand, energi og kommunikation samt en bæredygtig behandling af vores affaldsprodukter. På energiområdet står vi med et langsigtet mål om at fremme en udvikling mod et samfund uden brug af fossile brændsler. Det er en kæmpe omstillingsproces, som gør, at vi kan forvente mange nye tekniske anlæg i de kommende år. Med det seneste energiforlig fra marts 2012 er kommunen ikke pålagt at sikre opførelse af konkrete anlæg til energiforsyning, men skal udpege områder for mulig opsætning af vindmøller og mulig placering af biogasanlæg. Det er vigtigt med en langsigtet planlægning i forhold til at udpege mulige placeringer af større tekniske anlæg, så der bliver skabt et troværdigt investeringsgrundlag. Klimaforandringernes konsekvenser må tages i betragtning, når mulige placeringer udpeges.

Kommunikationsområdet er i rivende udvikling, og samfundet stiller krav om effektive systemer for telekommunikation som for eksempel tv og mobiltelefoni. Det har imidlertid konsekvenser for vore landskaber, da telekommunikation er forbundet med placering af master. Der er derfor angivet retningslinjer for, hvordan kommunen vil nedbringe generne fra opsætning af master samtidig med, at der kan ske en udbygning af transmissionsnettet.