- Der må ikke ændres i tilstanden for eksisterende sten – og jorddiger.
- Hvis et dige har mistet sin fortælleværdi, er dårligt bevarede, meget korte – under 1 meter - og uden betydning for naturnetværket, kan der gives dispensation til at ændre i tilstanden.
Kulturarv knytter sig til sporene efter menneskets liv og virksomhed i byerne og det åbne land fra den ældste tid og til i dag. Vores kulturarv er derfor ofte betegnet som kulturhistoriske interesser eller bevaringsværdier. De omfatter blandt andet fortidsminder, fredede arealer - herunder kirkernes omgivelser, fredede og bevaringsværdige bygninger samt kulturmiljøer og kulturarvsarealer.
Ringsted Kommune er rig på kulturarv - både i byen og på landet. Kulturarven kan bruges aktivt som en værdifuld resurse, der kan understøtte kommunens strukturelle, kulturelle og økonomiske udvikling. Derudover kan de kulturhistoriske interesser bruges til at sikre en lokal identitet og engagement i forhold til fx navngivning eller formidling af lokaliteter og områder.
Kommuneplanen skal derfor sikre de værdifulde kulturmiljøer således, at byudvikling, anlægsarbejder, skovtilplantning og naturgenopretning samt forvaltning af landskabet i øvrigt sker i respekt for de kulturhistoriske interesser.
Byrådet vil:
- bruge kommunens kulturhistoriske arv aktivt til at understøtte udviklingen i både Ringsted By og landdistrikterne til at skabe lokal identitet, tiltrække nye borgere og turister til området.
- medtænke den kulturhistoriske arv i den fysiske planlægning.
- sikre, at karakteristiske, kulturhistoriske sammenhænge, landskaber og bygninger bevares.
- sikre, at der ved ønsker om byggeri, anlæg og ændret anvendelse i – og omkring kulturhistorien altid sker en konkret vurdering i forhold til de kulturhistoriske værdier i Ringsted
- i samarbejde med Museum Vestsjælland sætte fokus på udpegning og formidling af udvalgte kulturhistoriske lokaliteter i Ringsted Kommune.
- sikre og fremme kvaliteten, tilgængeligheden og formidlingen ved udvalgte kulturmiljøer.
- udarbejde rammer samt bevarende lokalplaner for de kulturhistoriske elementer således, at disse sikres imod, i ubemærkethed, at undergå forandringer i strid med bevaringsinteresserne.
Over hele Danmark ligger et net af diger. Digerne afspejler skiftende tiders administrative grænser, ejerforhold og landbrugets driftsform helt tilbage fra jernalderen. Et meget kompliceret net med små og store masker, rektangulære og uregelmæssige former, indeni hinanden og krydsende hinanden, af forskellig længde, højde og drøjde. Ser man nærmere på mønstret, viser det sig, at der er en overordnet sammenhæng og forskellige funktioner. Variationerne afspejler de forskellige tiders lag af inddelinger eller afgrænsninger og viser ofte strukturer genbrugt gennem historien. Hvorfor byggede man diger, hvornår og hvordan blev de bygget, og ikke mindst hvordan ser de ud i dag efter flere hundrede år? Svarene på disse spørgsmål er vigtig viden, når der skal træffes afgørelser, skrives begrundelser, plejes, udføres tilsyn og svares på spørgsmål i den daglige sagsbehandling.
Digernes historiske udvikling og funktion
Før udskiftningen af den fælles jord omkring år 1800 dyrkede bønderne markerne i fællesskab, og dyrene gik sammen på overdrevet. Det var nødvendigt at hegne områder, hvor man ikke ønskede kreaturer i realiteten alle de områder, hvor der blev dyrket afgrøder af forskellig slags, eller hvor der af andre grunde skulle være ”fred”. Der var derfor sat sten- eller jorddiger eller andre former for hegn omkring fx agerløkker eller andre private enemærker, omkring engene af hensyn til høet og om visse skove (landsbyens skovhave og herregårdens enemærke) af hensyn til den naturlige opvækst. Hegnene omkring agerjorden i byens vange var ofte i de ældste tider af grene eller ris, da de skulle være lette at fjerne ved græsning. I landsbyen hegnede beboerne haverne og tofterne (gårdparcellerne), som var den enkelte gårds særjord. Her var der generelt tale om at hegne dyrene ude. Endelig var hegn nødvendige om græsningsmarker, forter (landsbyens gade og plads), fægyder (drivveje) ud til græsningsarealer eller andre områder, hvor det gjaldt om at hegne dyrene inde. I de vestlige og nordlige dele af landet fandtes et mere fleksibelt system af åbne marker uden (vange-) hegn imellem. Men også her var de permanente græsningsarealer hegnet fra den dyrkede jord, ligesom hø-enge, haver, tofter og lignende var indhegnet. Der kunne være lange forløb af hegnede drivveje til at lede dyrene ud i de store, fælles græsningsarealer. Og der var større indhegninger til forskellige formål, som fx til samling af dyr. Samtidig med at hegningen organiserede udnyttelsen af forskellige områder, kunne den opfylde andre formål. Skellene kunne også markere grænser mellem arealer med forskellige ejerforhold. Ejerlavsdiget blev sat omkring landsbyens fælles jord og markerede skellet til andre landsbyer/ejerlav, foruden at det holdt dyrene adskildt. Skellene viste skattemæssig status (hovedgårdsdige) og også administrative tilhørsforhold (sogne- og herredsdiger). Mange af disse skel var sat som sten- og jorddiger.