Flyve- og helikopterpladser

  1. Ringsted Flyveplads må ikke udvides, hvis det medfører, at konsekvensområdet for støjbelastningen eller højdegrænsen sætter yderligere begrænsninger for byudvikling
  2. Ringsted Flyveplads' aktiviteter ikke må ændres, hvis det betyder at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for flyvepladser af regionale vigtighed overskrides ved eksisterende beboelser
  3. Ved placering af nye støjfølsomme områder i nærheden af Ringsted Flyveplads må støjniveauet i området ikke overskride Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for flyvepladser af regional vigtighed
  4. Ingen bygningsdele må uden særlige foranstaltninger overstige det højdegrænseplan, som er fastlagt af hensyn til Ringsted Flyveplads. Højdegrænseplanet er udlagt med midtpunkt i banen på Ringsted Flyveplads.

Ringsted Flyveplads er beliggende umiddelbart syd for Ringsted by. Pladsen har siden 1972 været en offentlig godkendt flyveplads og er af regional vigtighed. I 2010 blev der i tilknytning til pladsen etableret base for akutlægehelikopter. Aktiviteterne fra pladsen medfører en støjkonsekvenszone, der sætter en begrænsning for planlægning for boliger eller anden følsom anvendelse i området omkring pladsen.

Det er således væsentligt, at konsekvensområdet for pladsen ikke udvides, men tværtimod forsøges mindsket i det omfang, det er muligt i relation til udviklingen i pladsens aktiviteter.

Byrådet vil:

  • bibeholde en regional flyveplads
  • sikre mulighed for forsat flyvning med akuthelikopter fra flyvepladsen
  • sikre, at støjkonsekvensområdet omkring flyvepladsen ikke medfører væsentlig begrænsninger for byudviklingen i området
  • sikre, at der ved byudvikling tages højde for flyvepladsens højdegrænseplan

Ringsted Flyveplads benyttes til almen flyvning og er desuden base for akutlægehelikopteren. Pladsen drives af Midtsjællands Motorflyveklub, og den er indrettet med græsbane med banelys, hangarer og tilknyttede klublokaler. Helikopterpladsen er indrettet med mandskabslokaler og hangar.

Almen flyvning er motorflyvning med fly mellem 170 og 5.700 kg dækker de kategorier, som er defineret af Statens Luftfartsvæsen: Erhvervsflyvning (taxiflyvning), rundflyvning, landingsøvelser samt privatflyvning. Ringsted Flyveplads har status som offentlig godkendt flyveplads, hvorfor der uden særskilte tilladelser kan foretages erhvervsmæssig flyvning fra pladsen.

Støjbegrænsninger

Pladsen anses for at være af regional vigtighed, og den gennemsnitlige støjgrænse henover døgnet for boligområder er 50 dB. Støjgrænsen på 50dB er højere end den normale støjgrænse på 45 dB på grund af flyvepladsens regionale betydning. I forbindelse med at Vestsjællands Amt meddelte miljøgodkendelse til flyvepladsen i 1999 blev der foretaget beregninger af støjbelastningen der viste, at boligområder i Høm og Ringstedmarken er støjbelastet med mellem 45 – 50 dB. Der udover er der ca. 20 boliger, som med samme aktivitetsniveau som i 1999, er belastet over 50 dB. Der er ingen boliger, der er belastet med støj over 55 dB.

Hospitalsrelateret flyvning er undtaget fra støjregulering. Til planlægningsbrug har Miljøstyrelsen fastlagt en døgngennemsnitlig støjgrænse på 50 dB ved boliger og støjfølsomme bygninger (fx skoler og plejehjem). For rekreative områder med overnatning (fx sommerhuse, kolonihaver og campingpladser) er støjgrænsen fastlagt til 45 dB ligesom for almene flyvninger. Den maksimale støj, som boliger og støjfølsomme bygniner bør udsættes for om natten er fastsat til 80 dB for hospitalsflyvninger. Det samlede støjkonsekvensområde for både flyve- og helikopterplads er 50 dBLden / 80 dBLAmax for boliger, og 45 dB for rekreative områder. For begge områdetyper er støjgrænsen 80 dB (maksimalstøj) ved natflyvning. Der må således ikke udlægges arealer til støjfølsom arealanvendelse indenfor flyvepladsens støjkonsekvenszoner med mindre det kan ske således at de vejledende støjgrænser kan overholdes.

Højdegrænseplan

Den højdebegrænseplanet for flyvepladsen består af flere dele der fastlægger grænser for, hvor høje bygninger der må opføres inden for en fastlagt afstand fra flyvepladsen. Ethvert byggeri eller anlæg over 25 meter, der overskrider eller forventer at overskride højdegrænseplanet skal forelægges Trafikstyrelsen samt flyvepladsen til godkendelse.

Højdegrænseplanet består af en del der er placeret i umiddelbar nærhed af landingsbanen samt dennes indflyvningskorridorer. Kotehøjden for højdegrænseplanet stiger i takt med afstanden til midtpunktet i banen på flyvepladsen. Stigningen beregnes i procent fra den grænse der er tættest på landingsbanen. Højdegrænsefladen er måles forskelligt i banens længde- og breddesnit.

Landingsbanen er placeret i kote 35 og er 650 meter lang og 40 meter bred. Hele vejen rundt om selve landingsbanen er der en 30 meter bred sikkerhedszone der er beliggende i samme kote som selve landingsbanen. Landingsbanens længderetning er også indflyvningskorridor. Her stiger højdegræseplanet, fra den yderste grænse af sikkerhedszonen i hver ende med 5 % over 900 meter til kote 80. På tværs af landingsbanen stiger højdegrænseplanet på begge sider med 20 % over 225 meter til kote 80. Det vil sige:

  • indenfor det lilla område må der bygges fra kote 35 til kote 50
  • indenfor det grønne område må der bygges fra kote 50 til kote 65
  • indenfor det gule område må der bygges fra kote 65 til kote 80

Derudover er der fastlagt 2 cirkler med landingsbanens centrum som udgangspunkt. Udenfor landingsbanens indflyvningskorridorer og de deraf udlagte restriktive begrænsninger i bygningshøjder og inden for en radius af 2 km må der bygges op til kote 80 dvs. ca. 45 meter over terræn. Mellem 2,0 - 2,7 km fra landingsbanens midte må der bygges mellem kote 80-115. Den tilladte bygningshøjde beregnes med en stigning på 5 % fra 2.0 til 2,7 km målt som radius fra landingsbanens midte.