- Der må ikke etableres anlæg, der kan påvirke miljøet væsentligt, før der i kommuneplanen er optaget retningslinjer og rammer for projektes eller anlæggets placering og udformning. Retningslinjerne skal udarbejdes på baggrund af en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM-redegørelse) og sikre at der tages de nødvendige hensyn til miljøet i bred forstand.
VVM er Vurdering af Virkningerne på Miljøet som udarbejdes for et konkret projekt. Formålet med VVM’en er at sikre, at der gennemføres en vurdering af virkningerne på miljøet, som grundlag for beslutningen om at give eller afslå tilladelse til anlægstyper, der kan påvirke miljøet væsentligt.
Inddragelse af offentligheden er en vigtig del af beslutningsprocessen. På den måde sikres, at myndigheden har et godt grundlag for at træffe miljømæssigt bedre beslutninger.
En række større anlæg og projekter skal, ved planlægning, etablering og evt. ændring, vurderes i forhold deres mulige konsekvenser for miljøet. Nogle anlæg og projekter er obligatorisk VVM- pligtige, andre er det hvis det må antages at de påvirker miljøet væsentligt.
VVM-pligtige anlæg, hvor der ikke eksisterer et reelt plangrundlag, forudsætter tilvejebringelse af kommuneplanretningslinjer og -rammer i form af et tillæg til kommuneplanen. Kommuneplantillægget skal så indeholde en vurdering af anlæggets forventede virkninger på miljøet, en såkaldt VVM- redegørelse.
Byrådet vil:
- sikre at der udarbejdes en VVM-redegørelse for anlæg og projekter, der antages at kunne påvirke miljøet væsentligt
- sikre at der på baggrund af den konkrete VVM-redegørelse opsættes retningslinjer og afværgende foranstaltninger for etableringen og driften af VVM-pligtige anlæg, således at disse fremmes med hensyntagen til højest mulig nytteeffekt og mindst mulig miljømæssig gene
I følge planlovens § 11a stk. 1 nr. 7 skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for beliggenheden af VVM-pligtige anlæg. Dette gælder for en række konkrete anlæg og projekter, der må antages at påvirke miljøet væsentligt. Her skal der foretages en vurdering af anlæggets/projektets påvirkning af miljøet. Denne vurdering består af en række parametre der indgår i en VVM-redegørelse der vil ligge til grund for udarbejdelsen af et tillæg til kommuneplanen.
Hensigten med udarbejdelsen af en VVM-redegørelse i planlægningsfasen er at foretage en bred vurdering af konsekvenserne af det pågældende anlægs etablering, herunder blandt andet at belyse miljøpåvirkningerne, overveje alternativ lokalisering eller udformning, beskrive foranstaltninger, der kan reducere de miljømæssige konsekvenser samt at få en offentlig debat herom.
I henhold til gældende bekendtgørelse er det fastsat, hvilke anlæg der obligatorisk er, eller kan være, omfattet af VVM-pligt. Listen over anlæg, der altid er omfattet af VVM- bestemmelserne, indeholder anlægstyper som f.eks. større infrastruktur anlæg, større detailhandelscentre og store vindmøller.
Derudover er der en liste over anlæg, hovedsageligt over industrianlæg men også infrastrukturanlæg, der under visse omstændigheder er omfattet af krav til en VVM-redegørelse. I sager, hvor kommunen er myndighed, er det i det konkrete tilfælde kommunen, der afgør om der skal gennemføres en VVM-redegørelse for det aktuelle anlæg.
En VVM-redegørelse skal belyse hvordan et anlæg eller projekt kan påvirke mennesker, sundhed, dyr, planter, jordbund, vand, luft, klima, landskab, materielle goder, kulturarv, transport samt adgangsmuligheder til landskabet. Den kan eventuelt indeholde bud på relevante alternative udformninger eller placeringer. Derudover skal mulige løsningsforslag, som kan reducere anlæggets eller projektets virkninger på miljøet, beskrives.
Det er ansøger / bygherre, der udarbejder en VVM- redegørelse. Det er kommunens opgave at sikre, at alle konsekvenserne er tilstrækkeligt belyst. På baggrund af VVM-redegørelsen udarbejder kommunen et tillæg til kommuneplanen, i de tilfælde hvor et tilstrækkeligt plangrundlag ikke er til stede. Dette tillæg skal sammen med VVM- redegørelsen vedtages af byrådet, inden projektet kan igangsættes.
Ringsted Kommune ønsker at skabe udvikling på et bæredygtigt grundlag. Retningslinjer for VVM- pligtige anlæg skal sikre, at der udføres en VVM for anlæg og projekter der må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt og at disse placeres og udformes under hensyn til det omgivende miljø. Ringsted Kommune har ikke nogen eksisterende VVM-pligtige anlæg hvor kommunen er ansvarlig myndighed.