Grundvand og drikkevand

  1. Retningslinjerne i de statslige vandplaner har bindende virkning for kommunens fysiske planlægning og administration.
  2. Særligt skal der rettes opmærksomhed mod statens bekendtgørelse om krav til kommunalbestyrelsens fysiske planlægning indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande udenfor disse.
  3. Anvendelse af grundvand må ikke være til hinder for, at de statslige miljømål for de overfladenære recipienter kan opfyldes.
  4. Kommunen meddeler ikke tilladelse til nedsivning af spildevand til anlæg, der ligger inden for både i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og vandværkernes indvindingsoplande.
  5. Ved planlægning for ny arealanvendelse, nye virksomhedstyper eller nye anlæg, der medfører en væsentlig fare eller øget fare for forurening af grundvandet, skal kommunens grundvandsredegørelse overholdes.
  6. Ved kommuneplantillæg hvor der er tale om ændret arealanvendelse til en mere grundvandstruende aktivitet, skal der udarbejdes en supplerende grundvandsredegørelse.

Vandindvinding - HOFOR

  1. For at sikre hovedstadsområdets vandforsyning er det nødvendigt at give HOFOR tilladelse til at indvinde grundvand fra Regnemark vandværk. Tilladelsen omfatter 550.000 m3 pr. år fra Bøstofte kildeplads, 600.000 m3 pr. år fra Valdsømagle kildeplads, og 5.200.000 m3 pr. år fra Vigersted kildeplads.
  2. Ringsted Kommune skal, gennem vilkår i vandindvindingstilladelsen, sikre at HOFOR etablerer kompenserende foranstaltninger til opretholdelse af vandføringskravene i vandplanerne samt en overvågning af vandføringen i de vandløb, der er i tabellen i redegørelsen til dette afsnit. Formålet med overvågningen er, dels at kunne styre start og stop af de kompenserende foranstaltninger og dels at kunne overvåge om vandføringskravet opfyldes.

Klimatilpasning

  1. Nedsivning af renset regnvand til grundvandet skal fremmes og indtænkes i klimatilpasningsprojekter, såfremt dette er muligt.

I Danmark arbejder vi med forebyggelse frem for rensning. Det betyder, at vi beskytter vores grundvand mod forurening. Det gør vi, fordi vi bruger grundvandet til drikkevand ved simpel vandbehandling. Vi beskytter også grundvandet, fordi det leverer vand til vores åer og søer som vi ønsker, skal have god vandkvalitet og være levested for dyr og planter.

I Ringsted Kommune har vi rent grundvand og drikkevand, som kommunen arbejder for at friholde for forurening. Det meste af Ringsted Kommune er udlagt som område med særlige drikkevandsinteresser. Ringsted Kommune vil fokusere på aktiv beskyttelse af grundvandet, så kommunen fortsat kan opretholde en god kvalitet og en høj forsyningssikkerhed. Der skal endvidere være rent og rigeligt grundvand til rådighed for plante - og dyrelivet i vandløb og søer.

Byrådet vil:

  • Beskytte grundvandet, så der også i fremtiden er tilstrækkeligt og rent drikkevand til kommunens borgere
  • Arbejde for, at drikkevandsforsyningen fortsat skal baseres på en decentral vandforsyningsstruktur og på, at grundvand kun skal gennemgå en simpel vandbehandling
  • Sikre, at indvindingen af grundvand ikke forringer tilstanden af grundvandsforekomsterne samt levevilkår for dyre - og plantelivet i søer, vandløb og anden våd natur
  • Prioritere grundvandsinteresserne højt i områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandværker
  • Sikre, at vandforsyningsplanen, indsatsplanerne og den kommunale vandhandleplan anvendes som redskaber for en aktiv grundvandsbeskyttelse

Drikkevand

Retningslinjerne sætter, sammen med byrådets mål, rammer for kommunens arbejde for en tilstrækkelig vandforsyning af god kvalitet.

I Ringsted Kommune baseres den primære vandforsyning på en decentral vandforsyning fordelt ud på 13 almene vandværker. Det forventes, at de almene vandværker i fremtiden vil overtage endnu mere af vandforsyningen i takt med, at enkeltanlæg og mindre ikke almene vandværker bliver nedlagt. De almene vandværker har kapacitet til at levere rent drikkevand til hele kommunen.

For fortsat at kunne opretholde en vandforsyning friholdt for forurening, arbejder de almene vandværker på gradvist at få flyttet bynære og gamle boringer ud i det åbne land.

Vandplaner 2015-2021

I henhold til vandplanerne er det generelle miljømål for grundvand at opnå en god tilstand. Dette mål er nået, når både den kvantitative tilstand og den kemiske tilstand af grundvandsforekomsterne er god. Desuden må indvinding af grundvand ikke være til hinder for opfyldelse af vandplanernes målsætninger i vandløb, søer, grundvandsforekomster, kystvande og terrestriske naturtyper.

Grundvandsforekomsterne i Ringsted Kommune har generelt en god kemisk tilstand, men er i risiko for at opnå en ringe kvantitativ tilstand, grundet det høje indvindingstryk.

Ringsted Kommune vil i henhold til de statslige miljømål arbejde for, at der ikke sker en yderligere forringelse af den kvantitative tilstand af grundvandsforekomsterne ved overudnyttelse af grundvandsressourcen.

Indvindingtilladelser

Ved udarbejdelse af indvindingstilladelser arbejder Ringsted Kommune efter det princip, at vandindvindingen skal være i balance med grundvandsdannelsen og, at natur og grundvand ikke må ødelægges ved overudnyttelse.

Ringsted Kommune vil meddele tilladelse eller afslag efter vandforsyningsloven efter følgende hovedregel:

”Ny indvinding af grundvand tillades ikke i Ringsted Kommune, idet grundvandsforekomsterne er maksimalt udnyttet og i risiko for at opnå en ringe kvantitativ tilstand”.

I forbindelse med nye tilladelser til indvinding kan nye virksomheder som hovedregel ikke etablere egen vandindvinding, men kan koble sig på eksisterende almene vandværker. For eksisterende virksomheder gælder, at de kan få fornyet deres tilladelse til samme mængde som hidtil.

Grundvandsbeskyttelse

For at kunne opretholde en tilstrækkelig vandforsyning af god kvalitet prioriterer Ringsted Kommune grundvandsbeskyttelsen højt.

Ringsted Kommune arbejder for, at fremtidig vækst ikke vil føre til en forringelse af grundvandets kemiske og kvantitative tilstand.

Grundvandsredegørelse

I forbindelse med plangrundlaget til kommuneplanen er udarbejdet en grundvandsredegørelse, jf. statens bekendtgørelse af 1. januar 2017, som skal beskytte grundvandet i forhold til planlægning for anlæg og virksomheder der medfører en væsentlig fare for grundvandet.

Grundvandredegørelsen og bilaget, der beskriver de enkelte rammeområder kan findes her:

Redegørelsen gælder for planlægning af særligt grundvandstruende aktiviteter eller arealanvendelse indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og indvindingsoplande udenfor disse, samt indenfor de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).

Tekniske tiltag til forebyggelse af eventuel fare for forurening af grundvandet beskrives i kommuneplanens rammer og følges op i lokalplaner.

Ved kommuneplantillæg hvor der planlægges for aktiviteter der medfører en væsentlig fare for grundvandet udarbejdes en supplerende grundvandsredegørelse som supplement til den eksisterende grundvandsredegørelse.

Vandindvinding HOFOR

HOFOR, der er Hovedstadens forsyningsselskab, indvinder store mængder drikkevand i Ringsted Kommune. I den forbindelse er der fra statslig side fastsat nogle retningslinjer, og en af dem handler om vandløb. De vandløb der er omfattet i Ringsted Kommune er følgende:

Indsatsplaner

Ringsted Kommune skal udarbejde indsatsplaner indenfor de af staten udpegede indsatsområder. Indsatsområderne er beliggende indenfor de af staten udpegede nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) og er udpeget som områder med en ringe geologisk beskyttelse for bl.a. nitrat og områder med nogen/stor grundvandsdannelse.

I forbindelse med indsatsplanen vil Ringsted Kommune vurdere om, der er et behov for målrettet grundvandsbeskyttelse indenfor de af staten udpegede boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Endvidere vil Ringsted Kommune arbejde på at fremme skovrejsningsprojekter. Dette er en måde at beskytte grundvandet på og fremme grundvandsdannelsen. Til støtte for arbejdet med indsatsplaner har Ringsted Kommune nedsat et Grundvandsråd, der består af repræsentanter fra vandværker, landbruget, skovbruget, industri, interesseorganisationer med mere.