Fakta om kæmpebjørneklo
Kæmpebjørneklo er egentlig tre forskellige arter. Arten med det latinske navn Heracleum mantegazzianum er dog den eneste, der findes udbredt i Danmark.
Kæmpebjørneklo stammer fra Kaukasus. Den blev indført til Europa i sidste halvdel af 1800-tallet som prydplante. Senere spredte den sig i naturen. Først mange år senere blev man klar over hvor problematisk planten er. Kæmpebjørneklo er en invasiv planteart – et landskabsukrudt – idet den er så aggressiv og konkurrencedygtig, at den fortrænger de naturlige danske plantearter.
Kendetegn
Kæmpebjørneklo er først og fremmest karakteristisk i kraft af sin størrelse. Den blomstrende plante er 2-5 meter høj med op til 2 meter lange blade. Stænglen er normalt 5-10 cm i diameter, og den er plettet til ensfarvet rød-violet. Bladene er stærkt fligede med spidse bladflige. Blomsterne, som sidder i en skærm, der kan være op mod 80 cm i diameter, er hvide eller hvidgule. Alle dele af planten er tæt besat af lange, gennemsigtige hår (gælder ikke for kimplanter).
Forvekslingsmuligheder:
Den mindre art almindelig bjørneklo med 2 cm tykke stængler, mindre skærme og afrundede bladspidser er naturlig i Danmark. Den skal ikke bekæmpes.
Pastinak har glatte kantede stængler og gule blomster. Den skal pt. Ikke bekæmpes.
Vækst og egenskaber
Kæmpebjørneklo er en flerårig plante som udelukkende formerer sig ved frøspredning.
Kæmpebjørneklo blomstrer typisk i sit andet eller tredje leveår. Herefter dør planten. Hvis væksforholdene for planten er ringe (for eksempel skygge, næringsfattig jord, jævnlig afgræsning eller slåning), kan planten udsætte blomstringen, indtil den har opbygget en tilstrækkelig næringsreserve.
En tæt forekomst af kæmpebjørneklo består ofte af planter i forskellige stadier. Der vil være nyspirede planter, førsteårs planter af forskellig størrelse og flere år gamle, undertrykte planter, samt selvfølgelig blomstrende planter. Disse forhold har betydning når bekæmpelse skal udføres og kan også udnyttes strategisk, idet store planter skygger mange af de små nyspirede planter væk.
Kæmpebjørneklo spirer i det tidlige forår i marts-april, blomstrer normalt i juni-juli og spreder sine frø i august-oktober.
Kæmpebjørneklo har stor formeringsevne. Hver plante danner i gennemsnit 20.000 frø. Selvom mange frø går til i løbet af vinteren, er der i tætte forekomster om foråret alligevel mere end 2.000 spiredygtige frø/m².
Størstedelen af de mange frø lander på jorden tæt ved moderplanten - typisk i en afstand af op til 4 meter. Spredning over længere afstande kan enten være naturlig eller betinget af menneskelig aktivitet. Ofte findes kæmpebjørneklo langs vandløb, hvor dens frø flydende på vandet kan transporteres over lange afstande. Frø, som sætter sig fast i bildæk, kan sprede sig over store afstande. Om vinteren kan frø blæses langt omkring hen over snedækkede, frosne overflader.
Derfor er bekæmpelse nødvendig
Kæmpebjørneklo er en såkaldt invasiv art, som er en indført planteart, der fortrænger andre oprindelige plantearter og deres tilhørende dyreliv. Med sin kraftige vækst, store blade og evne til at danne tætte bestande, udkonkurrerer kæmpebjørneklo nemlig al anden plantevækst.
Hvis kæmpebjørneklo får lov til at sprede sig ubegrænset, vil værdifulde naturområder blive ødelagt af den aggressive plante. Ligeledes vil de værdifulde naturområder blive ufremkommelige.
Jorden under en tæt forekomst af kæmpebjørneklo er bar, hvilket øger risikoen for erosion af jord omkring søer og vandløb.
Endvidere indeholder saften af kæmpebjørneklo giftstoffer, som ved hudkontakt og samtidig solpåvirkning kan give alvorligt udslet med væskefyldte blærer og eksem.
Kæmpebjørneklo kan ikke etablere sig på arealer med intensiv jordbehandling. Derfor etablerer planten sig typisk i ekstensive randområder som levende hegn, skovbryn, enge, moser og langs vandløb. Det er samtidig arealer, som tit rummer store naturværdier.