Bemærkelsesværdige områder

 

Figur 3.2.1. Bemærkelsesværdige områder i Ringsted Kommune.

Figur 3.2.2. Bemærkelsesværdige områder i Ringsted Kommune, set i perspektiv


Allindelille Fredskov har længe været kendt som en lokalitet af national interesse. Med udpegningen som en del af det europæiske Natura 2000-netværk, har den idag også opnået status af international betydning. Moser og overdrev i skoven er registreret som beskyttet natur efter naturbeskyt-telseslovens §3. Et stort antal planter, svampe og insekter trives i skoven. Hele 46 sjældne og halvsjældne plantearter er fundet, blandt andet to af landets mest sjældne orkidéer: Flueblomst (Ophrys insectifera) og Knælæbe (Epipogium aphyllum).

Hagbards Høj med omgivelser er et meget fint overdrev, med 27 fund af sjældne og halvsjældne planter på og omkring højen. Herunder den eneste forekomst af den sjældne plante Lyng-Star (Carex ericetorum) i Ringsted Kommune.

Blandt moser bør Skee Mose, Torpet Mose og Gørlev Mose nævnes i kraft af deres størrelse og samlede artsrigdom. Også langs Suså ses en række fine moser. Et af de artsrigeste vældkær i kommunen findes langs Tuel Å.

De mest interessante enge findes ved Haraldsted Sø og langs Suså.

Hvidsø er kendt for sin rankegrøde, som er af regional betydning. I søen vokser den sjældne undervandsplante Langbladet Vandaks (Potamogeton praelongus) i store mængder.

Med kommunalreformen i 2007 overgik størstedelen af naturforvaltningen fra amterne til kommunerne. Ved samme lejlighed udpegede den daværende miljøminister en "ansvarsart" for hver kommune. Ringsted Kommunes ansvarsart blev Langsporet Gøgelilje (Platanthera bifolia ssp. latiflora). Det er en sjælden orkidéart, som kun findes enkelte steder i landet. De eneste voksesteder som kendes øst for Storebælt, befinder sig således i Store Bøgeskov.