De værdifulde områder

Statisk kort

Figur 4.5.1. Kortet viser områder i Ringsted Kommune med særlig værdi i forhold til naturen.
Lysegrønne områder: De vigtigste hotspots.
Lyserøde områder : Områder med potentiale til at opnå et sammenhængende net af områder med høj naturkvalitet og gode vækstbetingelser.

I Ringsted Kommune er der områder med rigtig god natur. Disse omtales i dette afsnit, hvor de inddeles i tre kategorier: de vigtigste hotspots, potentielle naturlokaliteter og potentielle sammenhængende naturområder.

De vigtigste hotspots

De vigtigste hotspots (markeret med blåt på figur 4.5.1.) i Ringsted Kommune vurderes at være:

Skee Mose
Allindelille Fredskov og Lysbjerg Kalkgrav
Ådals området sydøst for Gyrstinge Sø
Udløb af Ringsted Å fra Haraldsted Sø
Torpet Mose
Elmehøj og Hagbards Høj
Engene ved Lilleåen nær Almstofte


Områderne omkring Allindelille Fredskov og Lysbjerg Kalkgrav er på mange måder helt enestående. Lokaliteterne skiller sig ud ved sin kalkrige undergrund og den mængde af sjældne, fredede og rødlistede arter der er tilknyttet denne naturtype. Det gælder både blandt blomsterplanter, svampe og insekter.

Her vokser orkidéerne Flueblomst (Ophrys insectifera) og Knælæbe (Epipiogium aphyllum), som det eneste sted i Danmark. Her findes blandt andet også Sværd-skovlilje (Cephalanthera longifolia) og Blåtoppet Kohvede (Melampyrum nemorosum).

Svampelivet i skoven er også helt specielt. Toppet Stenmorkel (Gyrimitra fastigiata) har her sit enste danske voksested, og man kan også finde specialiteter som Stjernebæger (Sarcosphaera coronaria).

Blandt insekterne findes der også opsigstvækkende fund. I 2012 blev billen Grøn Pragttorbist (Gnorimus nobilis) fundet i Allindelille Fredskov. Arten var på daværende tidspunkt ikke blevet set i Danmark siden 1998 og er rødlistet i kategorien CR (kritisk truet). Derudover kan man også finde Kileplet-mosaikguldsmed (Aeshna isoceles) og Almindelig Flodguldsmed (Gomphus vulgatissimus).

Nogle af de fredede arter findes på kalkgrund omkring skoven, dels i Myrde-skov og Kastrup Skov og dels i moser og enge ved Allindemagle Huse.

Elmehøj og Hagbards Høj med nære omgivelser byder på mange sjældne arter, dog ingen rødlistede og kun få fredede plantearter. Lyng-Star (Carex ericetorum) har her sit eneste voksested i Region Sjælland. De omgivende moser og overdrev rummer sjældne arter som blandt andet Mat Potentil (Potentilla heptaphylla), Eng-Blomme (Trollius europaeus) og Vibefedt (Pinguicula vulgaris).

Ådals-området sydøst for Gyrstinge Sø indeholder flere sjældne og fredede arter af orkidéer samt en del forekomster af padder som Grøn Frø (Rana esculenta), Lille Vandsalamander (Lissotriton vulgaris) og Spidssnudet Frø (Rana arvalis). Sidstnævnte er listet på EF-habitatdirektivets bilag IV og er dermed vigtig for naturforvaltningen. Desuden er den rødlistede sommerfugl Kejserkåbe (Argynnis paphia) også kendt fra dette område.

Torpet Mose med nære omgivelser indeholder mange sjældne arter, dog ingen rødlistede og kun få fredede plantearter, heriblandt Kødfarvet Gøgeurt (Dactylorhiza incarnata ssp. incarnata). Flere områder er registreret med en høj biologisk værdi og et højt antal positivarter.

Skee Mose indeholder en del sjældne og fredede arter. Her forekommer blandt andet Ægbladet Fliglæbe (Neottia ovata), Kødfarvet Gøgeurt (Dactylorhiza incarnata) og Fruebær (Rubus saxatilis).

I de nævnte hotspots er der mulighed for, at yderligere eftersøgning kan afsløre flere fund af sjældne og karakteristiske arter af dyr, planter og svampe. Opretholdes en god naturkvalitet i områderne, vil sårbare, sjældne og fredede arter fortsat kunne trives i områderne, og måske kan nye spændende arter indvandre i fremtiden.

FOTO

Spidssnudet Frø (Rana arvalis) er ret hyppig i Ringsted Kommune. Den er imidlertid opført på EF-habitatdirektivets bilag IV, hvilket betyder, at vi i Danmark er forpligtede til at sikre, at arten har en gunstig bevaringsstatus. Foto: Jon Feilberg.

Potentielle naturlokaliteter

I Ringsted Kommune findes der flere områder med stort potentiale til, at de kan blive vigtige lokaliteter med hensyn til naturmæssige værdier, såfremt områderne plejes rigtigt. Områderne er markeret med sort på figur 4.5.1.

Områder med stort potentiale til at blive vigtige naturmæssige lokaliteter:

Naturområderne ved Bjerget mellem Vigersted og Kværkeby, inkl. Kværkeby Mose, Kværkeby
Fuglereservat og Høed Skov
Valsølille Sø


Disse områder har flere steder en relativ høj biologisk værdi. Endvidere er et højt antal positivarter og indikatorarter registreret flere steder i områderne. Blandt andet er der fundet den sjældne Kær-Fnokurt (Tephroseris palustris) samt Kærmysse (Calla palustris) og den fredede orkidé Skov-hullæbe (Epipactis helleborine ssp. helleborine) ved Valsølille Sø.

I Kværkeby Fuglereservat, der er en del af det store naturområde ved Bjerget, yngler der flere fugle som er opført på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I blandt andet Isfuglen (Alcedo atthis) og Rørhøgen (Circus aeroginosus).

Områderne har stort potentiale til at blive vigtige lokaliteter for mere sjældne arter.

Potentielle sammenhængende naturområder

De lange ådalsstrækninger langs Ringsted Å, Vigersdal Å og Susåen udgør de største sammenhængende naturstrøg gennem Ringsted Kommune og indeholder nogle vigtige lysåbne plantelokaliteter. Naturstrøgene er markeret rødt på figur 4.5.1. Det drejer sig blandt andet om:

Områderne i Vigersdal Ådal der forbinder naturområderne ved Kværkeby med Haraldsted Sø
Ringsted Å's forløb fra syd for Ringsted til sammenløbet med Susåen
Enkelte gode lokaliteter langs Suså, med mellemliggende arealer af ringere kvalitet


Ved en øget naturplejeindsats langs de større åer, kan der potentielt opnås et sammenhængende netværk af områder med høj naturkvalitet og gode livsbetingelser for sjældne, karakteristiske og truede arter.

Der findes indtil videre ikke et godt overblik over skovområdernes naturindhold, men det må forventes, at der visse steder i kommunen kan findes et spændende naturindhold. Dette gælder formentlig især områder knyttet til gamle skovområder og steder med ekstensiv skovdrift.


Kødfarvet Gøgeurt (Dactylorhiza incarnata ssp. incarnata) er kendt fra alle egne af Danmark. Den er, som alle øvrige arter af orkidéer i Danmark, fredet. Den findes på en halv snes lokaliteter i Ringsted Kommune, især på fugtig, kalkrig jordbund. Foto: Jon Feilberg.